Anmeldelse af Stranger Things 3

Opdateret

(Stranger Things/Netflix)

Teenage-hormoner, en varm sommer, midt-firserne og overnaturlige evner danner rammen om den tredje sæson af Stranger Things – og det er en velkommen sæson, med masser af genkendeligt teenage-drama, første kærlighed og lorte-jobs. 

Før vi går igang med selve anmeldelsen, kan du komme i stemning med sæsonens trailer her:

Duffer-brødrene har altid været mestrer til at fange en stemning – de trækker på en følelse af déjá vu, som ofte følges ad med en vibe, der er klart inspireret af Stephen King og Steven Spielberg, og de formår at gøre det endnu en gang med den tredje sæson – denne gang er der dog ikke nær så meget inspiration fra andre, og sæsonen virker i høj grad til at stamme fra dem selv.

Det ligner, at vi endelig er kommet helt på plads i universet, hvor Stranger Things foregår, og det er et fantastisk dejligt element, at Duffer-brødrene er landet fast på fødderne og har lavet et univers, der er dybdegående, nyt og samtidig sender generationerne tilbage i tiden.

(Foto: Stranger Things/Netflix)

Stranger Things 3 tager den kliché-nostalgi og sci-fi-trope, der fungerede så hamrende godt i sæson 1 og 2, og gør hele sæsonen til en bingeværdig sommer-blockbuster.

Eksplosionerne er større, actionen er større og, gysene er værre (jeg trak mig væk fra tv’et, da hundredvis af rotter eksploderede) – og alle er en tand mere teenage-kåde end i de foregående sæsoner (men mere om det senere). 

(Foto: Stranger Things/Netflix)

Sæson 3 foregår i sommeren 1985, og indledes derfor et halvt år efter sæson 2. Tilbage til fremtiden er i biffen, Day Of The Dead bliver screenet, og børnene er ude af skolen. Dustin (Gaten Matarazzo) er væk på sommerlejr, mens de andre forsøger at navigere den spæde begyndelse af teenage-romance – blandt andet er Mike (Finn Wolfhard) og El (Millie Bobby Brown) næsten limet sammen, og Lucas (Caleb Mclaughlin) forsøger akavet at være en god kæreste for Max (Sadie Sink). Hopper (David Harbour) forsøger at få en date med Joyce (Winona Ryder), mens han også forsøger at håndtere en adopteret teenagedatter med superkrafter og hormoner på samme tid. Lige præcis Hopper og hendes forhold er en af de ting, der skinner usandsynligt stærkt igennem hele sæsonen – fra de spæde forsøg på at opstille grænser for en teenagepige med supekræfter, til det usagte, men ikke mindre elskværdige far-datter forhold, de har etableret.

(Foto: Stranger Things/Netflix)

Men under alt det gode, og langt under det nye center i byen, er der en gruppe af onde russere, der med en stor laser-tingest (det er i hvert fald hvad jeg tror, det er) forsøger at åbne døren ind til den anden verden; hvorfor ved vi ikke, men helt ærligt, så har vi heller ikke behov for svar. Det er fedt, at der er en skurk (som er menneskelig), der ikke aner, hvad de åbner op ind til. Hele den russiske operation er gået stille for sig og er ikke blevet opdaget, takket være den idiotiske, slibrige borgmester, som i det store og hele minder lidt om borgmesteren fra Jaws; idiotisk og ligeglad med hvad der foregår, så længe lommerne er fyldte.

Billy, Max’s bror (Dacre Montgomery) er lækker livredder, der får alle de ældre gifte kvinder til at sukke langt og højt efter sig, og han er desuden også inficeret af Mind-Flayeren (hvilket er noget af det bedste special effects-arbejde jeg længe har set), så alt er ikke så godt i den offentlige pool i Hawkins. 

Episoderne er godt en time lange, men man mærker det næsten ikke – alting bevæger sig så hurtigt, og der sker så meget, at man knapt opdager, at man har bevæget sig igennem halvdelen af sæsonen, og det giver ikke tid til at tænke over de små, finere detaljer over hvornår og hvordan – det der betyder noget er at Mind-flayer er tilbage og har fundet ud af, hvordan den bygger en krop i den virkelige verden, der involverer en masse eksploderede rotter og senere hen, mennesker. 

Netflix har tydeligvis hældt en pokkers masse penge i det, for det er ikke længere en person i et dæmonisk kostume, der er skræmmende – denne gang er det større, værre og klamt. Gysene er blevet større og vildere, Els rejser ind i sindet på folk er blevet udført så mesterligt, at jeg stærkt overvejer at anskaffe mig et billede med hende i Billys mørke sind, og alle smådetaljerne betyder noget i serien – det er vigtigt, at det visuelle fungerer, og det gør det i stor grad.

(Foto: Stranger Things/Netflix)

Udover SFX og det visuelle, har kamera-arbejdet eddermame også noget at skulle have sagt – en fantastisk scene, hvor Nancy (Natalia Dyer) og Jonathan (Charlie Heaton) er ved at blive fyret af deres chef, der allerede er blevet body-snatched af Mind-flayeren, fungerer til at give en hjertebanken – kameraet rykker sig med slag i et bord, så alting virker bare en lille smule forkert eller skævt. Udover det kan man næsten ikke andet end at sætte pris på leg mellem lys og lyd, samt på følelsen af, at man burde kigge i hjørnerne. 

Jeg vil ikke give for meget væk i forhold til action og store kampscener, fordi det skal ses med egne øjne, men jeg giver Duffer-brødrene et kæmpe klap på skulderen, fordi de har fundet en måde, hvorpå man venter på at denne action slutter – ikke fordi man nødvendigvis er bange eller fordi det varer for lang tid, men nærmere fordi man gerne vil se de akavede forsøg på romance og hele sub-plottet om at vokse op og væk fra ens forældre.

Man mindes sin egen første kæreste, og hvor svært det var at turde noget som helst. Dustin har svært ved at bevise eksistensen for sin kæreste, som han mødte på sommerlejr, mens de andre bare forsøger at virke… voksne. Eller i hvert fald prøve på at have et modent forhold. Det er i de små scener mellem parrene, Max og El og drengene, der – trods kærestesorger – forsøger at spille D&D, at man finder nostalgi på højt plan og en stor hengivenhed for de unge skuespillere, der virkelig bringer det bedste fra ens præpubertære tid frem igen og samtidigt også giver et smil på læben, når forældrene bliver inddraget, fordi man selv kan huske det så tydeligt. 

(Foto: Stranger Things/Netflix)

Den sidste store kamp foregår – selvfølgelig – i det nybyggede storcenter, der skjuler de onde russiske mænd, og er til dato den bedste action-scene jeg har set i Stranger Things. Det kan meget vel være, at alle vores karakterer har en plot-rustning tykkere end Jon Snows, men det er lige meget, fordi det hele bare fungerer så hamrende godt i sin helhed.

Desuden må jeg indrømme, at jeg græd som pisket under sidste afsnit – serien har formået at gøre afsked bittersødt, med håb om en ny fremtid for alle karaktererne, og samtidigt kræve at man ikke kan give helt slip. Sæsonen her er et sandt testamente til, hvor godt nostalgi, gode forfattere, fantastiske skuespillere og et helt igennem gennemført plot, kan vise sig på bedst mulige måde og sende serie-verden ind i en ny æra af fuldstændigt fantastisk materiale. 

Alt i alt er Stranger Things 3 den til dato bedste sæson – i mine øjne – med den samme, lidt skæve humor, flere skræmme-scenarier, mere CGI (der kun kommer godt ud), og større og vildere kampscener. Det er alt, hvad man kunne have håbet og mere til; også selvom vi kun har 8 afsnit og højt 80’er-hår. Den skal ses og nydes! 

Læs også: Anmeldelse af Stranger Things 2

Læs også: Anmeldelse af Stranger Things

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *