Anmeldelse af Tales From the Loop

Tales From the Loop fra Amazon Prime Video er noget så sjældent som en kvasi-antologi-serie bygget på en billedbog kreeret af den svenske kunstner Simon Stålenhag.

Foto: Tales From the Loop/Amazon Prime Video

Billederne er ren science fiction blandet med forstadsliv og er senere konverteret til et TTRPG (Tabletop Role-Playing Game). Nu er de så endelig endt ud som en tv-serie på otte afsnit. Den fangede min interesse på grund af det nordiske ophav, men den beholdt den på grund af den visuelle skønhed og de personlige beretninger.

Så hvad er The Loop præcist?

“Everyone in town is connected to the Loop one way or the other. And you will come to know many of their tales – in time. So, where now to begin?”

Tales from the Loop byder på otte selvstændige episoder, der alle foregår i det samme by i det samme univers – men hovedpersonerne skifter. Hvis du er seer-typen, der insisterer på at følge din hovedperson igennem tykt og tyndt i 18 sæsoner, vil du derfor muligvis blive skuffet over Tales from the Loop. Men det skiftende fokus fungerer rent faktisk.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Hunters

Det er svært at få svar på præcist, hvad The Loop er. Som seriens fortæller, Russ Willard, siger: ”The Loop makes the impossible, possible”.

Kort ridset op er The Loop en forsøgsstation skabt af Russ Willard selv under en lille fiktiv by i Ohio. Her forsker et hold af videnskabsmænd i de ting i universet, som vi ikke kender svarene på endnu. Et vidt begreb, der fører seeren med til underlige og uforklarlige ting, når de spreder sig til byen og influerer indbyggernes liv. Ikke mindst, fordi stort set alle indbyggerne er beskæftiget på The Loop – uden helt at vide præcist, hvad maskinen er og kan.

Meningen med livet (og The Loop)

I første episode Loop stifter vi bekendtskab med pigen Loretta, der bor sammen med sin mor. Og netop følelsen af at være alene er åbenlys hos den lille pige, når hun dag efter dag trasker til og fra skole. Lige indtil den dag, hvor både hendes mor, Alma, og deres hus forsvinder sporløst. Tilbage er en sort sten. Men hvor blev Alma og huset af?

Afsnittene i Tales From the Loop kan sammenlignes med de pseudofilosofiske moraler og budskaber, der tidligere er set i serier som Black Mirror og Love, Death & Robots.

Foto: Tales From the Loop/Jan Thijs

I afsnittet, der starter serien, bliver Lorettas søgen efter sin mor da også efterhånden til en eksistentiel afsøgning af meningen med livet. Netop denne måde at fortælle de personlige historier på bliver et helt unikt kendetegn for serien. Hvad enten det handler om død og håndtering af sorg eller at være den eneste homoseksuelle i en by, skeler serien ikke meget til sit sci-fi-prægede ophav, men fokuserer på det nære liv i et tempo, så selv ham, der døser hen i lænestolen, kan følge med.

For mig var det forfriskende. Det langsommelige tempo betød ingen stress eller indviklede plotlinjer, jeg absolut skulle følge med i. Jeg involverede mig ikke i 18 sæsoners endeløse række af nye subplots eller et persongalleri på størrelse med en New Yorks.

Langsommelighed og tid til fordybelse

Du skal altså ikke se Tales from the Loop, hvis du forventer hæsblæsende action og intrigante plotlinjer med chokerende twists, der blæser dig bagover. Det er ikke Netflix’ fremragende Dark.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Snowpiercer afsnit 1+2

I stedet fokuserer Tales from the Loop på hverdagslivet, der vikles ind i det overnaturlige. Men ulig mange andre serier som for eksempel Stranger Things benytter Tales from the Loop sig ikke af muligheden for at lade det overnaturlige overtage fortællingen. I stedet dykker serien dybere ned i indbyggerne, der må fortsætte deres dagligdagsliv, selv når de ekstraordinære hændelser sker helt tæt på.

Et varierende og alsidigt persongalleri

Selvom seriens personer varierer, er der alligevel gengangere blandt den. Du vil opleve, at de bipersoner, der optræder undervejs i et afsnit, ofte ender med at have sin egen historie senere hen, hvilket på smuk vis binder de forskellige afsnit sammen.

Foto: Tales From the Loop/Jan Thijs

Og Loretta kommer du også til at stifte bekendtskab med, når hun i skikkelse af Rebecca Hall (The Prestige) portrætteres som voksen indbygger i byen. Rollelisten giver plads til adskillige nye kræfter, men Amazon Studios osv. har også trukket på flere velkendte ansigter i form af blandt andre Paul Schneider (Parks and Recreation), Jonathan Pryce (Game of Thrones) og Jane Alexander (The Good Wife).

En visuel skønhed med enestående strygere

Det visuelle univers skabt omkring Tales From the Loop er utroligt veludviklet og er alene nok til at gøre serien værd at se. Her har Amazon Studios m.fl. virkelig støbt et visuelt fundament, der fungerer på smukkeste vis. Men det hjælper helt bestemt også, at det flotte billedmateriale understøttes af Phllip Glass og Paul Leonard-Morgans musik. Til sammen giver det en interessant serie, hvor seeren får sin daglige dosis af små gåture med Russ og hans barnebarn Cole til lyden af strygermusik og menneskeskæbner i provinsen.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Defending Jacob

Alt i alt er Tales From the Loop en yderst velfortalt serie med fokus på de menneskelige relationer – noget vi alle kan have behov for i disse tider. Se den for de eksistentielle spørgsmål, der tages op og knap så meget for et ellers spektakulært sci-fi-potentiale.

Faktaboks om Tales From the Loop

Instruktør: Mark Romanek, Jodie Foster m.fl.
Manuskriptforfatter: Nathaniel Halpern
Medvirkende: Rebecca Hall, Jonathan Pryce, Paul Schneider, Daniel Zolghardi, Duncan Joiner m.fl.
Antal afsnit: 8 á 55 minutter
Land: USA
Dansk premieredato: 3. april 2020
Dansk streamingtjeneste: Amazon Prime Video

LÆS OGSÅ: Nye serier på HBO Nordic i juni

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *