Anmeldelse af The Crown sæson 3

Så er Netflix’ dyreste serie, The Crown, tilbage med en tredje sæson. Traileren lagde op til masser af pompøst drama i det britiske kongehus, men spørgsmålet er, om de ti nye afsnit (med et helt nyt cast) kan leve op til de høje forventninger, som traileren satte. Svaret er overvejende ja, dog ikke uden forbehold.

Foto: The Crown/Des Willie / Netflix

Premiereminister under mistanke i The Crown

Serien begynder i 1964, hvor den nyvalgte premierminister Harold Wilson er mistænkt for at være KGB spion. Mistanke og rygter når hele vejen til Dronning Elizabeth, som nu er spillet af den fabelagtige Olivia Coleman (kendt fra The Night Manager, Fleabag og filmen The Favorite), og jeg er allerede nu nødt til at afsløre, at Coleman helt eminent og næsten ubemærket ejer rollen, som var der ingen før hende. Det samme gælder i øvrigt resten af denne sæsons cast, som fungerer fuldstændig upåklageligt.

Landets økonomi og regeringen, som administrerer denne, samt monarkiets popularitet er de gennemgående temaer i denne sæson.

Foto: The Crown / Des Willie / Netflix

En forfærdelig tragedie

Ét af seriens klare forcer er, at hvert afsnit formår at stå alene som en historie i historien. For at fremhæve nogle enkelte, så er tredje afsnit, Aberfan, én af de mest tragiske og rørende fortællinger, denne sæson har at byde på. Til dem som lige som mig ikke var bekendt med denne tragedie, så går dette afsnit lige i hjertekuglen.

Aberfan var en lille landsby i Wales som hovedsageligt beskæftigede sig med kul og på trods af, at NCB (National Coal Board) blev advaret om konsekvenserne af det konstante arbejde på kulbjerge, så var det først, da bjerget i Aberfan kollapsede og begravede store dele af den lille landsby, at det for alvor blev taget seriøst.

I serien er det portrætteret med horrible scener, hvor små børn sidder på skolebænken, og da de ser ud ad vinduet, opdager de, at det voldsomme rullende bjerg er ved at skylle ind over dem som en stor sort bølge og kaster sig skrigende under bordene. Forfærdeligt. Hele afsnittet er farvet med grå og triste toner, der giver en Chernobyl-lignede vibe, hvilket gør, at afsnittet skiller sig meget ud fra de andre i denne serie.

Dronningens popularitet bliver igen betvivlet, da hun i stedet for at besøge byen sender sin mand, Prins Phillip, som må rynke på næsen over sin hustrus beslutning. En beslutning, som Dronningen tager for ikke at tage fokus fra katastrofen, hvilket i og for sig er beundringsværdigt men ikke nødvendigvis, hvad folket havde brug for.

Elegant introduktion af prins Charles

Derudover stifter vi bekendtskab med USA’s præsident Lyndon B. Johnson, som er lidt af en rebel mod det britiske kongehus’ traditioner, hvilket resulterer i, at prinsesse Margaret må tage sig af diplomatiske aftaler i Washington. Det gør hun til alles overraskelse helt ekstraordinært godt. Her clasher de to søskende endnu en gang, da prinsesse Margaret på baggrund af sin succes beder om mere ansvar og beder sin søster om at dele tronen med hende, hvortil svaret er nej.

Foto: The Crown sæson 3 / Des Willie / Netflix

Ikke længe efter bevæger vi os op til året 1969, hvor månelandingen finder sted, og dette påvirker i særdeleshed også familien i det britiske kongehus på godt og ondt. Det er også heromkring, at prins Charles så småt bliver introduceret til serien, og det er meget elegant løst. Vi får et nok indblik i Charles’ liv til at forstå, at vi i næste sæson møder den meget populære og omtalte Lady D, Prinsesse Diana, som led en tragisk skæbne.

Savnede mere drama

Handling og plotmæssigt står The Crown ikke stille på noget tidspunkt; der er fuld fart på, men alligevel er den så roligt og tryllebindende fortalt, at jeg faktisk i store dele af serien savnede mere power, drama, intrigere og store armbevægelser.

Det var først, da jeg indså, at historien om dronning Elizabeth og det britiske kongehus bliver fortalt sådan, som de gerne ville fremstå, elegant, forbilledligt og klassisk, at jeg forstod, at The Crown ikke har brug for billige tricks, dramatiske virkemidler eller sladderblads effekt for at være genial.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af The Crown sæson 1-2

LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på Netflix

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *