Anmeldelse af The Haunting of Hill House

Jeg måtte, da jeg satte mig ned en fredag aften klokken det-er-mørkt for at se første afsnit, æde al min skepsis i mig igen, holde hænderne foran øjnene og gispe højt gennem de ti afsnit, der udgør rammen for serien.

Forfatter/instruktør Mike Flannagan (som tidligere har arbejdet med flere af skuespillerne i serien) opstiller et helt nyt format for en gyserfortælling, hvor man sjældent egentligt ved, om man ser noget overnaturligt eller om det er karaktererne, der langsom forsvinder ned i et psykisk nedbrud – og det virker pokkers godt for sådan en serie.

Serien foregår i en splittet tidslinje, som har fokus på The Crains, der flytter ind i Hill House for at istandsætte det og videresælge det i 90’erne. Børnene Shirley, Steve, Teodora, Luke og Nellie oplever alle ekstremt uhyggelige, skræmmende og traumatiserende ting i huset (blandt andet en alt for høj, tynd mand i en bowlerhat, der svæver gennem rum og leder efter noget uvist) og da en ny traumatiserende begivenhed finder sted, der involverer deres mor, Oliva Crain (spillet til perfektion af Carla Gugino) bliver børnene hurtigt fjernet fra huset af deres far (spillet af en fantastisk Henry Thomas), som nægter at fortælle børnene hvad der foregik den nat i huset. Hele serien sættes for alvor i gang med et panisk opkald fra Nellie (Victoria Pedretti) til sine to søskende og far, mens hun stirrer op på det forladte hus.

Serien har i den grad lavet en blød overgang mellem 90’erne og børnene i huset til de voksne børn og deres fremmedgjorte far (der i ”moderne” tid spilles af Timothy Hutton) og flashbacks til huset og deres barndom skaber en enorm spændt og trykket stemning, der kun gør oplevelsen af serien bedre. Der skal også gives et gigantisk bifald til Carla Gugino for hendes portræt af Olivia og hendes opløsning af karakteren, lige fra de første sekunder man ser hende til de sidste. De fem unge skuespillere, der spiller børnene i serien, er også eminente til at vise den inderlige frygt, man føler som barn, når man ser noget i skyggerne eller har mareridt.

Det hele hænger smukt sammen og serien formår at balancere scares, hjertebanken og karakterernes udvikling – og samtidigt få en til at tvivle på, om det rent faktisk er overnaturligt eller om det er, som karakteren Steve (Michiel Huisman) siger: "Spøgelser er mere end ting, der giver lyde i natten. Spøgelser er minder, en dagdrøm, en hemmelighed; det kan være sorg, vrede eller skyld." Flannagan leger med disse idéer, og gør det svært at bedømme, om det man ser, er virkeligt eller pure opspind og mareridt – historien handler i bund og grund om de spøgelser, der kan hjemsøge en familie og der sniger sig en masse små stik til psykiske sygdomme, overfald og hemmeligheder ind i historien, der gør, at selve fortællingen er rig og fyldig med en masse, der forbliver usagt.

Jeg vil sige, at der er fokus på de kvindelige figurer i historien, og det kan mærkes i dybden. Shirley (Elizabeth Reaser) er en viljestærk begravelsesdirektør, der forsøger at skjule sit bløde og sårbare indre, mens Theodora (Kate Siegel, som sjovt nok er gift med instruktøren) er en sarkastisk, hård terapeut der måske har nogle overnaturlige evner.

Desværre er Nell (Victoria Pedretti), den yngste af pigerne, en lidt mindre interessant karakter, der flyver fra det ene nedbrud til det andet, uden nogensinde at få løst problemerne i sit liv; til gengæld spilles Pedretti simpelthen så fantastisk, at man ikke tænker nærmere over det – især under scenerne, hvor Nellie har søvnparalyse og ser den såkaldte Bent-Neck Lady.

Steve (Michiel Huisman) er også en ærgerlig karakter, selvom Michiel spiller eminent, er det svært at holde med ham, mens han råber og skriger af sin familie, klager over sit ægteskab og ikke stoler på nogen omkring sig. Ligeledes er Luke (Oliver Jackson-Cohen) en lidt kedelig omgang af junkie-rutinen, man desværre har set før – dog kan man ikke tage fejl af, at Jackson-Cohen spiller røven ud af bukserne, og rent faktisk gør en trope, der er set mange gange før, til noget lidt mere fyldigt.

Dog vil jeg sige, at alle karaktererne spiller fuldstændigt fantastisk sammen i afsnit seks, der finder sted i en begravelseshjem, og er lavet i 5 enkelte one-takes, der kun viser skuespillernes dynamik frem; især da deres far (nu spillet af Timothy Hutton) bliver smidt ind i mikset.

Så spørger du måske: jamen, hvor er uhyggen? Så kan jeg kun sige, at der er mere end rigeligt. Alt fra den klamme bowler-hat-mand, der følger Luke både som barn og som voksen til The Bent-Neck lady og små scener, hvor man ikke er helt sikker på om der er noget i skyggerne, der er ved at tage fat. Det er et klogt valg af Flannagan at lave scener, hvor du kan blinke og misse noget i skyggerne, og det tvinger en som seer, at holde hænderne i skødet, selvom man har lyst til at holde dem foran øjnene. Hele fortællingen og opbygningen er velfortalt og -filmet og har en underliggende gotisk stemning, som får hele serien til at fange dig.

Selvom The Haunting of Hill House virker til at have et højt budget, er der nogle få steder hvor jeg blev hevet ud af det – meget af CGI ‘en i serien er mangelfuld, men det kan jeg leve med pga. den fantastiske, spændingsfyldte og skræmmende historie, som Flannagan får vævet sig. Kombinationen af musikken, der konstant svæver igennem fortællingen og støtter den med skæve toner, Flannagans fortælling og alle skuespillerne er en seriøs bombe.

I bund og grund er The Haunting of House Hill et kig værd, især hvis du er til det gys, der kryber under huden på dig, og bliver der lang tid efter, du har færdiggjort serien – og hvis du er modig nok, så start forfra på serien, når du har afsluttet den, for at se de små hints, du har misset i første omgang.

Det er det værd!

Haunting of Hill House sæson 1 kan findes på Netflix

Læs også: 4 serier vi skal (gen)se i efterårsferien

Læs også: Black Mirror sæson 5 har fået premieremåned