Anmeldelse af The Investigator

The InvestigatorNetflixThe Investigator.

Carole Packman forsvinder sporløst, og efterlader umiddelbart mand og barn (og... mandens elskerinde) tilbage. Hendes mand Russell Causley dømmes senere hen for mord, uden at liget af Carole dog nogensinde er blevet fundet. Der er altså tale om en sag, der aldrig rigtig er blevet lukket - andet end juridisk set. Men offentligheden og Packmans familie sidder stadig inde med de klassiske spørgsmål som: hvad skete der egentlig? er Carole i live? og... hvis ikke, slog Russell hende så virkelig ihjel?

Det er disse spørgsmål - og mange flere - den tidligere politimand Mark Williams-Thomas søger at komme til bunds i og finde svar på i The Investigator - A British Crime Story. Han samarbejder med Carol og Russells nu voksne datter Sam, der helt forståeligt ønsker at slutte fred med fortidens hæslige begivenheder. Sammen prøver de at rekonstruere, hvad der egentlig skete i 1985 og i den afgørende periode op til Caroles forsvinden. Udover at ty til Sams egne minder, samler opmærksomheden sig særligt om familiens daværende omgangskreds, som måske vil kunne give et vitalt indblik i det psykiske miljø i Caroles og Russells ægteskab. De vil desuden kunne komme med førstehåndsberetninger om ændringer i både Caroles humør og Russells reaktionsmønstre.

Jeg vil ikke spoile de helt specifikke detaljer i sagen, da dette ville gøre det ligegyldigt at se serien - hvilket ville være synd. I stedet vil jeg prøve at komme nærmere, hvad der er The Investigators største styrke. Og dette mener jeg er den ret gode illustration af spændingsforholdet mellem hvad man kunne kalde de faktiske, historiske begivenheder og så den sandhed om disse begivenheder som folk skaber i deres bevidsthed over en årrække. Disse to 'udgaver' af begivenhederne står sjældent i et 1:1-forhold, og det skildrer serien på både overraskende og troværdig vis. Det bedste eksempel på dette er familiens tidligere ven og advokat, der først fremstiller et helt bestemt handlingsforløb i sin forklaring, for derefter at blive nærmest chokeret over at blive præsenteret for diskrepansen mellem denne forklaring og hans egne tidligere udsagn til myndighederne. Det kan selvfølgelig vise sig, at han er medskyldig i en forfærdelig forbrydelse, men han virker oprigtig talt overbevist om at tingene var, som han husker dem. Tager man dette for gode varer, må man sige, at det er bevis for, at menneskers forståelse af fortiden - og dermed deres egen historie - ofte ikke bare er subjektivt bestemt, men tilnærmelsesvis at sammenligne med... en drøm.

Derudover er The Investigator en af de dokumentarserier, hvor re-enactment sekvenserne virker ret godt. Skuespillet overgøres ikke, og sekvenserne er indlagt på ganske naturlig vis, og bidrager rigtig fint til at illustrere pointer omkring hovedpersonernes fortidige opførsel. Kombinationen af interviews, dokumentariske klip og re-enactment er svær at balancere, men skaberne af serien om Carole Packmans forsvinden har - efter min mening - ramt denne balance perfekt.

Serien har fået en del kritik for ikke at 'udrette' noget. Trods efterforskernes evne til at grave en del dybere i sagen, finder man ikke nogen 'rygende pistol'. Sagt med andre ord: man får ikke en gyldig tilståelse ud af Russell, og sagen afsluttes derfor ikke. Groft sagt - og det er dette kritikkerne slår ned på - ender vi, hvor vi startede. Det er sådan set umuligt at argumentere imod dette faktum, og jeg tror at nogle ville mene, at man, da man fandt frem til, at man ikke fandt frem til noget, skulle have droppet serien. Dette er jeg ikke helt enig i. Hvis vi antog, at dette blev procedure, ville alle dokumentarserier jo blive ret forudsigelige, og man ville miste spændingsmomentet i, ikke at vide, hvad der sker i næste afsnit. I vores verden, hvor vi er vant til konstant at søge tilfredsstillelse af vores umiddelbare behov og målbare resultater, har vi måske godt af, at blive lidt 'skuffet'. Med dette mener jeg ikke, at vi skal være glade for eventuelt dårlige serier, men bare, at denne 'skuffelse' (som nogen altså oplevede med The Investigator) egentlig bare er et udtryk for, at vi har været vidne til en reel efterforskning som de nok er flest: ganske grundig og spændende, men uden et garanteret resultat. Og det er nok ikke så skidt endda.

Jeg giver The Investigator - A British Crime Story fire hjerter. Den er spændende, godt lavet og tankevækkende. Når den ikke er helt oppe og ringe - som eksempelvis Wild Wild Country eller The Keepers (link til anmeldelser herunder) - er det fordi man nogle gange sidder med fornemmelsen af, at produktionen af historien overskygger selve historien. Mark Williams-Thomas' rolle bliver nogle gange næsten til en hovedrolle, og det mener jeg er synd for en serie, der har rigeligt med spændende personager i de karakterer, den egentlig burde skildre. Men det er småting, og hvis man kunne lide både Wild Wild Country og The Keepers, så er The Investigator også et kig værd.

Læs også: Anmeldelse af Wild Wild Country

Læs også: Anmeldelse af The Keepers