Anmeldelse af ‘The Morning Show’ sæson 2: We’re on a road to nowhere

Nye seere vil efter sæson 2 af ‘The Morning Show’ føle, at det er den vildeste og mest ufokuserede gang amerikansk plidder-pladder, man næsten kan forestille sig.

Forhåbentlig tænker de sig selv til at begynde med at se den fremragende sæson 1 – ellers er rådet hermed givet.

I løbet af de 10 afsnit i første sæson af serien om det populære morgenprogram The Morning Show får vi først og fremmest en fremstilling af et Metoo-forløb, som på samme tid føles parodisk urealistisk og alt for nærværende realistisk.

Alt er genkendeligt – bortset fra det med krænkelserne

På mange områder kunne det være en helt almindelig amerikansk gang tv-drama om de to værter Mitch Kessler (Steve Carell, The Big Short, Crazy, Stupid, Love) og Alex Levy (Jennifer Aniston, Friends), som i mere end et årti har været værter sammen på et morgenprogram, som betyder, de skal op klokken 3:30 – en motor, serien bruger til at indikere, at nu begynder en ny dag: Et vækkeur med digitale tal klikker fra 3:29 til 3:30, og så er vi i gang.

Det viser sig, at Carells karakter har begået en stribe af krænkelser og overgreb af seksuel karakter, og så bliver han fyret på gråt papir. Seriens styrke er, at den viser forløbet omkring den form for krænkelser på en arbejdsplads. Det er rodet. Der er frustration. Mistro. Sårede følelser. Iskolde følelser. Og en masse forskellige interesser, som de involverede forsøger at pleje. Blandt andre Cory Ellison som medlem af ledelsen, der i Billy Crudups (Almost Famous, Watchmen) fremstilling er meget tæt på at stjæle hele billedet, for han spiller fantastisk.

Uden Mitch Kessler ved sin side vælger Alex Levy højst overraskende at bringe Bradley Jackson (Reese Witherspoon, Walk the Line) i spil som ny medvært, og Witherspoon spiller sådan set godt, men hun har et noget ensporet materiale at arbejde med som en slags seriens Klods-Hans. Det hele kulminerer i en dramatisk finale i afsnit 10 – ingen spoilers, men det gav meget store forventninger til sæson 2.

Så hvor skal vi hen nu, lille du?

Klip til sæson 2. Det var med store forventninger, der blev trykket ‘play’, og for første gang i årevis ventede undertegnede spændt på nye afsnit hver fredag. Det var så ikke nødvendigt. Det viste sig hurtigt, at seriens altdominerende fokus – og egentlige raison d’etre – i sæson 1 ikke handlede om en lyst til at fortælle om præcis dén ellers højaktuelle situation med krænkelser. For sæson 2 handler om dét, der føles aktuelt lige nu: Covid-19, det amerikanske præsidentvalg og bøvlet ved at være sort i dagens USA.

Metoo-fortællingen er behændigt rykket lidt af vejen og helt til Italien, hvor Steve Carells Mitch Kessler bor i et kæmpe hus ved Como-søen. Hvad laver han så dér? Tjaeh, han forsøger vist at reflektere. Og det får han hjælp til af Paula Lambruschini (Valeria Golino, Rain Man), som langt hen af vejen er det nærmeste, serien kommer på et nogenlunde normalt fungerende menneske uden alt for forfærdelige intentioner og skumle bagtanker.

Dét kunne have været bedre, men der er trods alt optræk til, at behandlingen af Metoo kunne have været rykket endnu videre. Efter første sæsons store fokus på de involverede personer og deres langsomme og barske erkendelse af, at krænkelser på arbejdspladsen ikke er noget, der foregår, uden at alle godt ved det; der er bare meget sjældent nogen, der gør noget ved det. Det er interessant at få flere nuancer og perspektiver på hele det her rod, for det er vanskeligt at finde hoved og hale i det. Er alle mænd virkelig idioter? Det kan man jo ofte tro, men Steve Carell formår trods alt at give et lidt mere nuanceret blik på tingene.

Formålsløst roderi i helt igennem middelmådig sæson 2

Ok. Så nu accepterer vi, at serien er flyttet videre til andre temaer. For eksempel er det tydeligt, at der bliver arbejdet med de afroamerikanere, der er i serien, for de bokser alle med en følelse af at blive overset og frasorteret og at skulle kæmpe ekstra hårdt for en plads i medieverdenen på The Morning Show, men de går kun og mumler i krogene og beklager sig mest til hinanden. Så det bliver aldrig rigtigt noget, der får en ordentlig behandling, og det er der måske en pointe med, men så er den gået helt fordi undertegnedes næse. Og den er ellers større end gennemsnittets.

I det hele taget bliver der serveret antydninger af en stribe interessante emner, men det er, som om serien hele tiden vender tilbage til at fokusere på bare at være underholdende på en overgearet facon. Og det er det da. Selv om mange af karaktererne efterhånden er så karikerede, at de bliver ekstremt pinlige og irriterende at se og høre på. Det gælder ikke mindst Mark Duplass og hans rolle som et underligt ydmygt vedhæng til Alex Levy. Han skal vel forestille en clueless mellemleder, men han ender med at ligne en hjemløs hund, der bare angler efter en smule anerkendelse eller en skål med hundekiks.

Potentialet er der stadig, og første sæson viste, at de evner at føre det ud i livet og løfte store temaer på en ubehageligt nærværende facon, men med sæson to har de blot skrevet sig ind i rækken af serier, der springer op som en løve med en dristigt tænkt og grundigt udført første sæson for så at følge op med metervarer og fokus på form og at behage seeren frem for at fastholde niveauet. Øv.

Fakta om ‘The Morning Show’

Instruktør og manuskriptforfatter: Adam McKay & David Sirota
Medvirkende: Jennifer Aniston, Steve Carell, Reese Witherspoon, Billy Crudup, Mark Duplass
Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 17. september 2021
Land: USA

LÆS MERE: 4 gode serier på Apple TV+

LÆS MERE: 3 Gode grunde til at se Big Little Lies!

LÆS MERE: Guld fra gemmerne: Friends

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like
Læs mere

Anmeldelse af Lie to Me

I samarbejde med Københavns VUC præsenterer VI ELSKER SERIER ordblindekursisters anmeldelser af deres yndlingsserier. Kursisterne er igang med et…
Læs mere