Anmeldelse af The Orville

Han ville gerne skabe en ny Star Trek-serie, en der skulle vende tilbage til kernen i Trek-universet: Et rumskib der udforsker nye verdener og kontakter nye civilisationer, en besætning der er gode venner og har kammeratskaber på tværs af race, køn og seksualitet.

CBS afviste ham blankt. De var på ingen måde interesseret i at lave en ny serie. Star Trek var nu gået tilbage til filmene, og der var ingen behov for en ny serie der var ligesom de gamle.

Klip til 2017. Seth gik i stedet til det konkurrerende studie Fox, og her har han lavet en ny serie, om et rumskib der udforsker nye verdener og kontakter nye civilisationer, en besætning der er gode venner og har kammeratskaber på tværs af race, køn og seksualitet! Selvfølgelig er det ikke Star Trek. Det kan enhver jo se. Selvom de har de samme farver uniformer, selvom designet på skibets korridorer ligner skibene i Star Trek, selvom der er en fjendtlig race med store pander, der er krigeriske og voldelige, og selvom alle ingredienserne er der. Hvad det er, er til gengæld hvad Discovery BURDE have været! For The Orville som serien hedder, er både sjov, spændende, velspillet, velproduceret – og har, ikke mindst, rigtigt meget af ÅNDEN fra Star Trek.

Ja – der er forskelle. Humoren i The Orville er lavere og mere flad. Seth MacFarlane kan godt lave jokes om tømmermænd, dårlig mave, en kniv igennem hånden eller kikset sex, og i starten virker det lidt underligt. Men ret hurtigt bliver man suget ind i serien og kommer til at holde af karaktererne som jeg personligt i hvert fald endnu ikke har gjort det i Discovery.

Handlingen er kort fortalt: Kaptajn Ed Mercer og hans kone Kelly bliver skilt efter hun har været ham utro (i øvrigt med en alien) og han er sunket ned i en depression, da han et år efter skilsmissen bliver tilbudt kommandoen på sit eget skib, The Orville. (Opkaldt efter Orville Wright, som lavede den første flyvemaskine.) Nu skal han vise flåden, hvad han duer til. Der er bare et lille problem: Den eneste ledige næstkommanderende er… Kelly. Det kan jo kun gå galt.

Men hurtigt kommer Ed og Kelly til at arbejde fint sammen, og igennem første sæsons 13 episoder finder de ud af, at selvom de måske ikke har den bedste fortid, så kan de være et godt team.

The Orville er fyldt med Star Trek-folk. Både foran og bag kameraet. En masse gamle skuespillere fra de forskellige Trek-serier dukker op i større eller mindre biroller, og afsnittende er instrueret af folk, der har instrueret mange afsnit af The Next Generation, Deep Space 9 og Voyager. Orville har endda et fuldstændigt alien-besætningsmedlem – altså en, der ikke engang er en menneskelignende livsform. Det var noget, alle Star Trek-serierne har haft oppe og vende, men aldrig kunne finde budget eller mulighed for. Nu er det imidlertid teknisk muligt, og resultatet er Yaphit – en grøn, computerskabt snotklat med en mund og tentakler, som i øvrigt er lidt lun på skibets (menneskelige!) læge. Det lyder fjollet – men det virker faktisk ret godt.

The Orville er også en kommentar til Star Treks lidt hellige måde at se verden på. Der er alle meget gode og ædle mennesker, veluddannede og veltalende, og på mange måder de bedste af de bedste. Ombord på Orville er besætningen netop det – mennesker. De begår fejl, laver fjollede jokes med hinanden, drikker sig fulde når de er kede af det, og siger ting, de ikke mener. Man kan heller ikke altid regne med udseendet. Sikkerhedschefen Lt. Alara Kital kommer fra en verden med stærk tyngdekraft, og er derfor, til trods for at hun ligner en pige på 18, stærkere end mange voksne mænd (tilsammen!). Og blandt besætningen er der også Bortas, en alien fra en verden, der kun består af mænd(!), og en kunstig livsform, Isaac, der selv mener, at han er alle andre livsformer overlegen, men som på ingen måde forstår simple begreber såsom humor, kærlighed eller venskab. Der er derfor grobund for mange forskellige fjollerier, og som sagt falder enkelte jokes lidt til jorden, men resten fungerer upåklageligt, og netop fordi serien er sjovere end andre Trek-serier, virker dramaet også ofte stærkere. Hvis man midt i grinet pludselig bliver ramt af drama, så er man uforberedt på det – og der ER drama, såsom diskussionen om, hvorvidt det er moralsk korrekt at ændre et barns køn, fordi det ikke ”passer ind” i samfundet, om det er bedre at redde eet liv end at ødelægge mange andre, og om hvad en manipulerende person faktisk kan få dig til at gøre, så du tror det er noget, du selv ønsker.

Serien er både flot og farverig, i modsætning til Discovery’s meget mørke og dystre look. Uniformer og sets er holdt i klare primærfarver og skibet Orville ser ud til at være et rart sted at bo, med bar, holodecks og gymnastiksal. Seth MacFarlane spiller selv hovedrollen som Kaptajn Ed Mercer, og det gør han aldeles glimrende. Han formår faktisk både at være sjov og dramatisk. Kelly spilles af Adrianne Palicki, som nogen måske husker som Mockingbird i Agents of Shield. Her får hun lov at vise sin lidt mere komiske side, og det er hun faktisk god til.

Jeg er selv blevet utroligt glad for The Orville. På mange måder er den netop den Star Trek-serie, jeg havde håbet på Discovery ville have været. Og indtil den nye serie om Kaptajn Picard kommer senere på året, så er det nok det bedste bud på en serie, der nærmer sig niveauet fra de gamle serier.

Rating – 5 ud af 6 hjerter. De lidt flade jokes trækker lidt fra – men er du Star Trek fan, må du ikke gå glip af serien.

The Orville kan streames på Viaplay.

Læs også: Anmeldelse af Titans

Læs også: Kan du huske serien? Boston Legal