Anmeldelse af The Society

Jeg havde ikke hørt meget om serien, inden den landede på Netflix, men da jeg så traileren, tænkte jeg, at jeg ville give den en chance, og det må jeg indrømme var en god idé!

Serien handler om en gruppe af unge, der efter en skoletur vender hjem til deres lille by, West Ham, og opdager, at alt er som det plejer at være – minus alle de voksne. De unge, bange teenagere skal derfor forsøge at få deres lille samfund til at fungere uden voksne, uden læger, uden en idé om, hvordan man gør tingene og selvfølgelig alt deres eget drama. Til at starte med er tingene ikke helt forfærdelige for de unge – der er stadig strøm og et supermarked fyldt med mad, men tingene tager hurtigt en drejning, når det går op for dem, at de ting ikke kommer til at holde for evigt.

Serien er – i min optik – hamrende godt opbygget. Den har i den grad taget inspiration fra Lost, Under The Dome og Fluernes Herre, med et lille twist af 13 Reasons Why, men det hele kommer godt til udtryk gennem de ti afsnit, der er på Netflix.

Karaktererne er for det første rent faktisk teenagere, og ikke voksne, der spiller teenagere. Det giver altså lidt, når man forsøger at investere sig selv i dem, at de rent faktisk er teenagere – det får deres handlinger til at se lidt mere forståelige eller reelle ud, fremfor hvis det havde været voksne, der forsøgte at lade som om, at de er teenagere (Gossip Girl, host, host).

Det kan selvfølgelig også være lidt irriterende i længden, fordi de netop er teenagere: der er så meget drama, sex, stoffer og lysten til at drikke sig fuld og være uansvarlige fordi de kan, er tydelig. Heldigvis formår serien at vende de fleste af deres karakterer godt!

Vi følger en kernegruppe af teenagere, ledt af Cassandra (Rachel Keller), der er den ”kloge” i gruppen af teenagere, hendes søster, Allie (Kathryn Newton) og deres venner, Becca (Gideon Adlon), Sam – som er døv og åbent homoseksuel - (Sean Berdy) og en masse andre. Castet er stort, og de første to afsnit blev mest af alt en hvem er hvem i serien, fordi man virkelig ikke aner hvem de 130 teenagere er.

Serien lægger vægt på nogle ret store emner – udover selvfølgelig emnet om, hvor de er endt, eller hvor deres forældre er, så er emner som ægteskab, graviditet, hustruvold, mord, stofmisbrug og seksuelle overgreb en kæmpe del af serien, og det er faktisk meget velkomment. Det er pakket ind i en teenagers perspektiv om det, og det er selvfølgelig en smule kliché, at der er en graviditet, der pludselig popper op (et ekstra lag af ting, de søde teenagere skal lære sig: hvordan fanden gør man lige, når hun skal føde?), men alt i alt er det faktisk rart, at emnerne bliver taget op og at det er et helt andet lys man ser de sociale problemer i, fordi det er set fra en teenagers øjne.

Der er en sekvens efter at en af pigerne er blevet myrdet, hvor alle pigerne i byen sætter sig i kirken og snakker om, hvad det betyder for dem – drengene har mistet taget, er begyndt at tage hvad de vil, når de vil, og pigerne frygter, at det også handler om dem. Det er et nøgternt syn på overfald og usikkerheden, kvinder kan opleve i den virkelige verden, og de håndterer det godt.

Hustruvold er en anden side af det, som bliver klaret sindssygt flot. Vi ender ud i at en af pigerne, der har fundet sammen med en, der virkelig skader hende, slår hendes hund ihjel og forsøger at drukne hende for sjov, forsøger at forgifte en tærte til ham, men ender med at resten af byen spiser af den.

Stof- og alkohol-misbrug er også velskrevet og godt udarbejdet. Den unge Harry (Alex Fitzalan) er vant til at have det hele, fordi hans forældre var rige, og efter at han selv skal arbejde og efter at han indser, at hans penge og ting ikke længere betyder noget, forsvinder han ned i en depression og et stofmisbrug af en anden verden. Det er flot håndteret og skrevet, samtidigt med, at man sidder og bliver irriteret på dem alle sammen, fordi de ikke gør noget ved det.

Filmisk set er det ikke et mesterværk. Jeg har førhen rost Netflix for deres kamera-arbejde, farvespil og lignende, men her bliver det hele lidt fladt. De vælger at bruge Shaky-cam-teknikken, hvilket er helt hen i vejret – normalt bruger man den teknik til at skabe uro, fordi der er mikroskopiske bevægelser i kameraet, ellers brugers det til film og serier, der skal forestille at være hjemmelavet. I The Society bliver det faktisk bare irriterende, og jeg blev flere gange tvunget til at ignorere det, fordi det er så iøjnefaldende; og ikke på den gode måde.

Manuskriptet er fint sat sammen, men selvfølgelig med faldgruber; det er voksne mennesker, der ikke har været teenagere i denne verden, som den ser ud nu, og det kan høres. Der er få steder, hvor snakken ikke flyder naturligt, og hvor de næsten snakker for voksent eller for umodent til at det giver mening – balancen kan være svær at finde, og det kan godt tilgives.

Andre faldgruber er noget som klichéerne, der næsten altid dukker op i teenagedramaer; trekantsdramaer, graviditet, stoffer, en undertrykt, homoseksuel football-spiller, og så må jeg ærligt indrømme, at jeg synes det var i overkanten at en enkelt karakter var både homoseksuel, døv, mobbet af sin psykopatiske bror og tog teten og sagde ja, jeg lader da som om at jeg er dit barns far til hans bedste veninde, så hun ikke stod alene. Alt i alt er det jo gode kvaliteter, og der findes da også homoseksuelle døve, men det virker som alt for meget, når han er den eneste.
Dog vil jeg sige, at jeg sætter stor pris på, at halvdelen af karaktererne enten kan tegnsprog, prøver at lære det, eller altid har en tegnsprogstolk med, når de skal snakke med ham, så han ikke føler sig udenfor. Det skal serien have cadeau for!

Alt i alt er det en interessant serie, og hvis man kunne lide aspekter af Lost, Under The Dome og måske lidt Gossip Girl, er det her helt klart en serie, der er værd at tjekke ud – om ikke andet, så er det i hvert fald en spændende tilgang til nogle filosofiske emner, og spørgsmålet om, hvorvidt teenagere i dagens samfund kan klare sig selv, hvis lortet brænder på.

The Society kan ses på Netflix

Læs også:

Læs også: