Anmeldelse af The Witcher

Selvom serien måske umiddelbart virker rodet, så giver den mening, når man når halvvejs ind i sæsonen, og den er en til tider en morsom, dyster og veludført sæson.

Jeg ville dog ønske, at de havde kaldt den sæson nul i stedet for sæson et – faktisk er sæsonen nærmest en oprindelseshistorie, der forklarer Geralt, Yennefer, Ciri og den store krig imellem Cintra og Nilfgaard til punkt og prikke.

Historien om Geralt er godt skruet sammen

hardcore

Der er 20 års forventninger og fortællinger, der stammer fra det originale materiale (bøger, noveller og spil), der skal indfries, og det lykkedes i det store og hele.

Fortællingen om Geralt fra Rivia, der modvilligt lander midt i en ny skæbne med et barn, en lov, overnaturlige magter, krig og en smuk troldkvinde, han også bliver forbundet til, er enormt godt skruet sammen igennem hele sæsonen.

Det kunne have gået meget galt, fordi der netop er så meget materiale at arbejde ud fra, så det er imponerende, at det har kunne lade sig gøre så godt.

Det er også fedt, at historien, der omgiver Geralt, vokser udenom ham. Historien omhandler Cintras fald og dens dronning, Calanthe (Jodhi May), der er badass og den mest cool bedstemor i verden. Hun forsøger at redde hele byen, da Nilfgaard forsøger at trænge ind.

Derudover er der fortællingen om Dol Blathanna, elver-ruiner, der kan starte en krig og alle fortællingerne om troldkvinder, spådom og meget mere, der foregår rundt om Geralt og får sit eget liv – hvilket virkelig skaber en dynamisk fortælling, der kunne være en serie i sig selv.

The Witcher er en magnetisk historie

Man får blandt andet at vide, hvorfor Geralt er kendt som Slagteren fra Blaviken, hvordan Yennefer (Anya Chalotra) gik fra at være deform til enormt smuk (og prisen for skønheden), hvordan Geralt blev forbundet i en skæbne med både Ciri (Freya Allan) og Yennefer, og hvem præcis Jaskier (Joey Batey) er – udover en bard, der virkelig kan skrive en ørehænger.

Fortællingen om Ciris mor og far er fantastisk godt skruet sammen samt historien om Cintra og Calanthe, hvor der er gjort plads til at udvikle historien, og det er i den grad ét af de bedste elementer i serien.

LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på Netflix

Nogle historier falder til jorden

Geralt møder en Sylvan (et monster, der er halvt ged, halvt menneske), der stjæler mad og hemmeligheder om landbrug til de få elvere, der er tilbage i ruinerne (Dol Blathanna). Vi får nærmest ikke fortalt, hvorfor det ikke længere er elvernes land, hvorfor det er ruiner, og hvorfor en Sylvan arbejder sammen med dem.

Faktisk er det en forsvindende kort historie, jeg næsten hellere ville have haft i sæson to, hvor den kunne uddybes mere. Til gengæld gav den korte historie os en godbid i form af Geralt, der snakker om testikler, så helt skidt er det ikke. Og vi fik også starten af et smukt venskab (omend en smule påtvunget) mellem Geralt og Jaskier.

Man lærer hurtigt at følge med i hvem, der er hvem og hvor, de befinder sig (selvom jeg ærligt må indrømme, at jeg – selv som fan af spillene – til tider synes, at alle karakterer har omkring 30 % for mange konsonanter og ikke nok vokaler), og det kommer virkelig godt til udtryk i måden, serien har valgt at stille fortællingerne op på.

Det er dog lidt ærgerligt, at man ikke lærer særlig meget om Ciri, som egentligt burde være den bærende bjælke i fortællingen. Selvfølgelig er det svært at forene en længere historie med en masse løberi, men det er altså ærgerligt, at man ikke ved mere om hende, end man gør. Det er dog rart at få set hendes evner, hendes stædighed og hendes start – en ting, jeg faktisk ikke helt havde forventet at se allerede.

Flere facetter af Geralt

Faktisk gør Geralt grin med det, når han synes, at folk reagerer lidt for voldsomt på hele skæbne-elementet, selvom det går ud over ham selv, især i forhold til det ufødt barn (som viser sig at være Ciri), som han formår at binde sig sarkastisk til gennem en lov kaldet the Law of Surprise efter at have reddet en ridder fra døden.

Derudover så er jeg taknemmelig for, at serien har formået at få de facetter ind, der udgør Geralts venskaber og kærlighedsliv.

Han både hader og elsker den halvirriterende, optimistiske sanger med en lut, Jaskier, der følger ham på en del af eventyret. Han får hjerter i øjnene, når han kigger på Yennefer og har svært ved at udtrykke sig ordentligt om hende.

Så må man heller ikke glemme Geralts fantastiske samarbejde og venskab med sin hest, Roach, og Geralts yndlingsord, ”fuck”, og det ellers perfekte udtryk ”hmm”.

Skuespillerne fungerer også enormt godt sammen, specielt Henry Cavill og Anya Chalotra, der har en fuldstændig perfekt kemi med hinanden og virkelig spiller enormt godt mod hinanden, og Joey Batey og Henry Cavill, der næsten får en storebror/lillebror-vibe over dem som Geralt og Jaskier – om det så er irritation over Jaskier, der spørger om hans sangevner, Geralts stædighed eller bare generelt deres småskænderier, så fungerer det bare fantastisk godt.

En flot og underholdende serie

fantastisk,

Derudover har Netflix valgt at gøre plads til blod, vold og ødelæggelse. Det var jeg enormt taknemmelig for, fordi jeg faktisk havde frygtet, at det ville blive lidt for pænt uden, og det er eminent at følge med i kampscener, der er fantastisk koreograferet og smukt udført.

F.eks. er Geralts første kampscene (med mennesker) 40 sekunder lang, optaget i et enkelt take, og der er blod og sværd nok til at holde alle underholdt. Det er flot og virkelig fedt at se en serie, hvor det har været vigtigt at træne folk med sværd, fordi det virkelig fungerer!

De magiske kampe skal man altså heller ikke rynke på næsen ad. Kampen ved Sodden, hvor alverdens magikere står stærkt mod Nilfgaard er helt utroligt godt udført, effekterne er virkelig godt lavet og skuespillet, koreografien er helt i top, og looket er noget af det bedste, jeg længe har set.

Sæt alt det sammen med fantastiske set-designs, monster-looks og et fuldstændigt perfekt soundtrack (Toss a Coin to your Witcher, anyone?), så er det altså svært at gå galt i byen.

En god start på en lang serie

The Witcher

Der er steder, hvor historien snubler lidt over sine egne fødder, og det kan måske være afgørende for dem, der ikke kender den originale historie – f.eks. hvordan Geralt og Yennefer bliver bundet sammen af en Djinn, men jeg kan godt se igennem fingrene med det, fordi alt det andet er så lækkert, godt skruet sammen og flot.

Man kan måske godt blive lidt træt af Geralts indsnævrede ordforråd og de meget stramme læderbukser, men serien er godt udført og har masser at byde på. Man skal bare have energien til at sætte sig ned og lære historien at kende, især når afsnittene er omkring en time lange, men det er i den grad det værd.

Nu kan man næsten ikke andet end at vente i spænding på sæson to.

The Witcher får 5 ud af 6 stjerner og en kæmpe klapsalve fra en fan!

Instruktør: Lauren Schmidt Hissirch
Manuskript: Lauren S. Hissirch, Jenny Klein, Sneha Koorse m.fl.
Medvirkende: Henry Cavill, Freya Allan, Anya Chalotra, Joey Batey m.fl.
Afsnit: 8
Dansk premieredato: 20. december 2019
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: American Horror Story forlænget