Anmeldelse af Titans

Hvis du godt kan lide dine superhelte lidt voldelige, med blod på knoerne og et enkelt F-ord ind imellem – så er du kernepublikummet for den nye serie Titans på netop Netflix.

Du kender måske allerede Titanerne fra den berømte tegnefilmserie Teen Titans Go! som igennem 227 episoder viste hvordan Robin (Altså Batmans gamle partner), Raven, Beast Boy, Cyborg og Starfire med flere oplevede spændende eventyr. Lad mig slå fast med syvtommersøm at der udover figurernes navne INTET er til fælles med den gamle serie. Der er til gengæld væsentligt mere til fælles med de gamle Teen Titans-tegneserier fra 1980’erne, som jeg i øvrigt var stor fan af. Derfor var det også med stor forventning, jag satte mig til Netflix, da jeg fik mail om at serien nu var tilgængelig.

Titans følger stilen fra film som Justice League og Batman Vs. Superman i at være mørke, dystre og voldsomme. Robin har droppet makkerskabet med Batman, efter at Batman begyndte at slå forbrydere ihjel. I stedet er han taget til Detroit, hvor han i dagtimerne er politimand, mens han om natten banker forbrydere i en mere voksen og mørk udgave af sin gamle dragt. (Tegneseriekendere vil kunne genkende den som Tim Drakes dragt.) I starten følger vi ham, en ung pige ved navn Rachel som tilsyneladende har svært ved at styre nogle indre, dæmoniske kræfter – hun ser hele tiden sit spejlbillede tale til hende med en ond, dyster stemme, og når hun bliver vred springer ting omkring hende i luften! – og en sort kvinde med sært, rødt hår, som ikke husker hvem hun selv er, men som kan tale mange forskellige sprog, skyde lyn ud af sine fingerspidser og bruge superstyrke og -adræthed. I et kort glimt ser vi også en grøn tiger, der bryder ind i en videospilbutik, stjæler et spil, og bagefter forvandler sig selv til en ung mand. Langsomt vikles deres historier ind i hinanden, for Rachel har brug for hjælp, inden hendes kræfter bryder ud og skaber… ja, hvad mon? I hvert fald nok til at hele verden er i fare, og at heltene – også de nye – må stå sammen.

Folk, der har læst de gamle tegneserier kan nikke genkendende til mange detaljer i historien, og den er da også skrevet af DC-superforfatteren Geoff Johns. Et velkomment bidrag er også, at heltene (ligesom i fx Daredevil) tager skade af de kampe, de udkæmper, og må forbindes, sidde i varme bade og generelt viser tegn på at det her ikke er noget, der ikke har konsekvenser for dem. Heltenes dragter er tæt på tegneseriernes udgaver, og selvom der af og til er sjove kommentarer om at være klædt ud som de er.

Serien er i USA rettet mod voksne seere (TV-MA rating) og det kan mærkes. Der bandes, drikkes, heltene har sex og når de slås, flyver blod og smadrede tænder fra skurkenes hoveder. Der er ingen tvivl om at det gør ondt – og det er nu meget sjovt at høre Robin udbryde ”Fuck Batman!” når han dropper ned foran skurkene, og de ikke kan tage ham alvorligt men kigger rundt efter Batman. Jeg personligt synes ikke at den specifikt bliver bedre af disse detaljer, men det er nok bare mig. Superhelte for voksne er i hvert fald, hvad det er. Der er også en nærmest horror-agtig dimension i Ravens kræfter, og i den måde hendes dæmoniske far kontakter hende, som godt kan virke skræmmende, hvis man ikke er vant til den slags.

Både effekterne, kampscenerne og skuespillet generelt er faktisk rigtigt godt. Vi er ikke oppe på Daredevil niveau, men der skulle også meget til. Serien giver et rigtigt spændende take på Robin som karakter uden Batman, og på hvordan et liv som det, han har valgt, vil påvirke et menneske. Han spilles af Brenton Thwaites, som jeg selv kun kendte fra Pirates of the Caribien 4, men som her viser sit skuespillertalent væsentligt mere.

Skurkene er lidt mere karikerede, blandt andet den nærmest lidt latterlige snigmorder-familie, som i de første episoder jager Rachel. Deres boss, Dr. Adamson, er til gengæld både sej og lidt uhyggelig på en fanatiker-måde. Og skal jeg sætte min finger på en enkelt skønhedsfej, så er det at effekterne for Beast Boys forvandlinger ikke er så flotte, som de kunne have været. Det tager jeg dog med – de er fuldt på linje med serier som The Flash og Supergirl i effekt-kvalitet.

Desværre er et ellers normalt kendt medlem af holdet ikke med. Cyborg var jo, som nogen vil huske, med i Justice League-filmen, og derfor er han blevet fjernet fra Titans-universet. Det er ærgerligt, for han har altid været en god modspiller til Beast Boy i tegneserierne. Derfor synes jeg heller ikke at Beast Boy lever op til sit fulde potentiale i serien – men jeg kan jo så håbe på at han får chancen i sæson 2, som allerede er bestilt.

Udover Brendon Thwaites spilles Titanerne af relativt ukendte skuespillere, og det synes jeg er en god ide. Det er netop de nye og uprøvede helte, og derfor er det fint at skuespillerne også er relativt nye. Jeg savner ingen superkendte stjerner, selvom jeg gerne ville have set en af de Batman-skuespillere, vi kender, i rollen, da han endelig dukker op – men det var nok for meget at håbe på…

Titans er god, solid superhelte underholdning med lidt løse tænder, men desværre er der en enkelt ting der trækker ned: Der mangler simpelthen humor. Det er den samme fejl som DC's filmunivers har, og når der ikke er et grin til at modsvare alvoren, virker historien næsten lidt for selvhøjtidelig. Der kunne godt trænge til at være lidt mindre alvor, og det synes jeg faktisk trækker lidt ned.

Serien får 4 ud af 6 hjerter. Det er rigtigt god underholdning, og du vil bestemt ikke savne drama. Titans kan snildt underholde dig et par dage her i vintermørket.

Læs også: DC Comic TV#1: Arrow

Læs også: 5 bedste serier på Netflix i 2018