Årets absolutte højdepunkt - for mig - er True Detective, der efter et par års pause er tilbage med den tredje sæson, der havde premiere i januar. En stor nytårsgave til en hardcore fan af den populære antologi-serie. Jeg er netop blevet færdig med det ottende og sidste afsnit, og jeg tillod lige mig selv at tage et par dage, hvor jeg lod serien synke ind, for at kunne give jer min vurdering.
Historien
Seriens handling strækker sig over tre tidsperioder, hvor vi følger kriminalbetjent Wayne Hays (Mahershala Ali) som den primære hovedperson, og hans partner Roland West (Stephen Dorff). En uafsluttet sag fra 1980 omkring to forsvundne børn Julie Purcell og Will Purcell, der kommer fra en dysfunktionel familie i Arkansas, vil ikke slippe sit tag i kriminalbetjentene. Specielt Hays, der er Vietnam-veteran og i forvejen kæmper med sine egne efterdønninger af krigen, tager sagen så personligt, at den skaber konflikter i hans familie - særligt i forholdet til den smukke og kloge Amelia (Carmen Ejogo), som han møder i forbindelse med sagen.
De to forsvundne børn Julie Purcell og Will Purcells forældre Tom og Lucy bliver hurtigt centrale figurer i sagen, da betjentene finder ud af, at børnene levede en alt andet end tryg opvækst, hvor druk og skænderier var en del af hverdagen. De to andre tidsperioder er 1990 og 2015, hvor vi ligeledes følger de to betjente, der efter kunstens regler i True Detective-universet, kæmper med private dæmoner såsom alkoholmisbrug, traumer og i Hays tilfælde en svigtende hukommelse. Purcell-sagen bliver på papiret opklaret, men som det også var tilfældet i sæson 1, så er alt ikke som det umiddelbart ser ud til at være. Hays har sagt ja til at medvirke i en True Crime-serie i 2015, hvor en kvindelig reporter har fokus på Purcell-sagen. Det er i denne forbindelse, at Hays og West beslutter sig for at efterforske den over 30 år gamle sag igen.
Opskriften
True Detective er som nævnt en antologi-serie, hvor hver sæson tager afsæt i en ny handling og nye hovedpersoner. Unikt for True Detective foregår hver sæson i en ny stat i USA. Handlingen i den tredje sæson udspiller sig i Ozarks i staten Arkansas. Seriens skaber, Nic Pizzolatto (der selv har boet i området), har udtalt, at det var det helt perfekte område for en sæson af True Detective. Det må jeg give ham helt ret i. Der er en perfekt kombination af idyl og uhygge på samme tid over Ozarks.
Det er et område som især blandt amerikanere er populært som feriedestination. Det er dog en noget anden side af området, der portrætteres her i tredje sæson. Som det var tilfældet i første sæson af serien, hvor Louisianas sumpede områder var den perfekte ramme, går vi tæt på den lavere middelklasse i USA, hvor det virker til at alle kunne være mistænkte.
Der er også kraftige indikationer af magtmisbrug og bureaukrati hos både politi og det finere borgerskab. Hvis disse ingredienser lyder bekendte, så er det ikke noget tilfælde. Det virkede nemlig glimrende i første sæson. Den garvede True Detective-fan vil ret hurtigt spotte lighederne med den første sæson. Flere elementer går igen og der er små finurlige overraskelser undervejs, der indikerer, at man har kigget på, hvad der virkede tidligere. Vi berører også emner som kidnapning af børn og sammensværgelsesteorier - temaer, der virkeligt skabte meget suspense, og efter min mening har gjort den første sæson af serien til noget af det bedste tv jeg nogensinde har set.
Årsagen til at det hele faldt lidt mere til jorden i den opfølgende anden sæson var efter min mening, at plottet blev for vævende, og at karaktererne var for mange og for utroværdige sammenlignet med 1`eren. Og vigtigst af alt synes jeg, at den var langt sværere at relatere sig til på et følelsesmæssigt plan - modsat dens forgænger.
Seriens skaber Nic Pizzolatto har i øvrigt også selv udtalt, at den blev skyndet igennem for at følge op på successen, samt at der var for mange instruktører på de otte afsnit. I denne sæson har Pizzolatto allieret sig med den garvede instruktør Daniel Sackheim (The Walking Dead, Game of Thrones).
Vurderingen
Det er dog ikke fordi, at man ikke bliver følelsesmæssigt forbundet med den tredje sæson. Vi får opbygget en utrolig stor tillid til vores hovedpersoner hele serien igennem. Jeg synes både Mahershala Ali og Stephen Dorff skal have stort cadeau for begge deres roller. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der venter en Emmy-nominering til førstnævnte. Mahershala Ali er True Detective!
Jeg kunne godt savne, at seriens locations spillede en større rolle i sæsonen. Det er en vanvittig flot intro, og i sammenligning med første sæson, hvor vi havde mange gode skud fra fugleperspektiv, der virkeligt iscenesatte Louisiana og nærmest fortalte en historie i sig selv, så er det som om, at det hele er lidt mere subtilt i den tredje sæson. Jeg synes faktisk til tider, at vi helt glemmer stedet i den tredje sæson, hvilket er ærgeligt.
Tempoet er langsommeligt, hvilket egentligt også var tilfældet i de foregående sæsoner. Det gør mig tilgengæld ikke så meget, fordi jeg i høj grad nyder at følge vores karakterer. Desværre er kunsten at lande historien godt, også en af de sværreste indenfor tv-serier, og uden at spoile vil jeg sige, at hvis du går til True Detective i håbet om at nyde en god kriminalgåde/whodunnit-serie, så kan du måske godt blive skuffet. Jeg skulle selv lige have en chance for at fordøje sæsonfinalen.
Læs også: QUIZ: Den store True Detective Quiz
Det bliver til tider en anelse forvirrende at følge med, især når vi hopper imellem tidsperioderne. Til tider tror jeg også, at jeg simpelthen mistede fokus og overgav mig mere til karakterernes fortælling fremfor historien, som jeg uden at spoile for meget, desværre mener, er en del mindre interessant at følge, som serien skrider frem.
I True Detective-universet balanceres der på en knivsæg mellem den suspense, der skal til for at for at iscenesætte en god krimigåde og karakteropbygningen. Der er ingen tvivl om, at Pizzolattos perfektionisme mærkes. Det gælder især, når det kommer til at skabe dybe karakterer, som vi har lyst til at lære at kende. Det er også en fast ingrediens, at vores hovedroller er arketyper på pinte betjente med mange dæmoner. Det er ingen undtagelse, hvad angår denne tredje sæson. Selvom jeg overordnet set klart bedst kan lide plottet i den første, så er karaktergalleriet med til at trække det hele op.
De sidste to afsnit tager en drejning i en retning, der kommer til at dele vandende blandt anmeldere og seere tror jeg. Når jeg skal gøre det hele op, så er jeg egentlig ret glad for helheden, selvom vi skiftede radikalt fokus til sidst. Ud fra mit perspektiv bliver True Detective's tredje sæson overordnet set en historie om personlige dæmoner, om at ofre sig selv og sin karriere for familien og om konsekvensen af de valg vi træffer. Jeg vil på mange måder kalde slutningen modig og filosofisk, selvom min indre krimielsker måske ikke blev helt tilfredsstillet.
Læs også: Anmeldelse af Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes
Læs også: Killing Eve er snart tilbage på HBO Nordic!
