Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af ’Vigil - Døden i dybet': Så snart den fanger dig, så ved du, at du kommer til at se den færdig

AfKaja Nielsen
25. november 2021
Foto: Vigil - Døden i dybet/ITV/DR

Del artikel

Et dødsfald indtræffer på en atombevæbnet ubåd i den britiske thrillerserie Vigil - Døden i dybet fra 2021.


Korruption og frygt indtager Vigil, og pludselig ved man ikke, hvem man kan stole på.

Man kommer hurtigt til sagen – og så alligevel ikke


Glasgowstrømeren Amy Silva (Suranne Jones, Gentleman Jack) skal nu ud til gerningsstedet og efterforske døden af Craig Burke (Martin Compston, Line of Duty), som får mere ud af sin rolle senere i serien.

Men det bliver ikke en let efterforskning for Silva, der både lider af klaustrofobi, angst og depression grundet tidligere traumatiske oplevelser, man oplever gennem tilbagevendende flashbacks. Lad os bare sige, at hun ikke har et godt forhold til store vandmængder. Ikke helt idealt at være på en tætpakket ubåd i havets dyb for den hårdtarbejdende strømer.

Mystiske aspekter


Alt imens efterforskningen foregår under vand, så udvikler der sig mystiske aspekter på land. Silvas ekskæreste og kollega, Kirsten Longacre (Rose Leslie, Game of Thrones), forsøger at komme til bunds i alt det, der sker udenom Vigil, altså det, der ligger til grund for mordet på Burke.

Det er ikke for meget sagt, når man siger, der sker ekstremt meget i denne serie på seks episoder. Selvom man i første afsnit kommer hurtigt til sagen, så giver de efterfølgende episoder rigeligt til seeren, og man skal have tungen lige i munden for at følge med. Det kan til tider være svært at trænge igennem til den egentlige handling, da den både involverer M15, russiske spioner, modstandere af atomvåben, skotske politikere og den sinister ubåd.

Klaustrofobiske passager


Suranne Jones giver også en super præsentation af en presset kvinde uden megen hjælp at hente hos resten af besætningen. Dog går det også op for ubådens mandskab, at der er andre ting i gære, da de lidt efter lidt bliver saboteret af en mulig uvelkommen gæst.

Vigil - Døden i dybet er en meget lige til thriller med utallige konspirationer om militæret, der skjuler overraskende mange informationer, døden af Craig Burke, der vidste lidt for meget, og Vigil, der pludselig bliver så eftertragtet at overvåge fra flere forskellige parter. Men måske er der lidt for meget fokus på plottet og de twists, der dukker op et utal af gange og ikke så meget fokus på karakterudvikling.

Du kommer til at se den færdig


Men måske er dette også at gå for meget i detaljerne, når det på en eller anden måde stadig virker troværdigt. Serien er nemlig spækket med flotte scener, hvor man kan se, der er gjort noget ud af scenografien og det udtryk, billedsiden giver.

Med det sagt er jeg stadig om bord og synes helt klart, at Vigil - Døden i dybet kan noget. Den skaber en setting for en intens efterforskning, hvor korruption og infiltrering af militæret er nogle af hovedtemaerne, hvor man ikke ved, hvem af karakterne man skal stole på. Selvom det til tider kunne være forvirrende med plottet, der bliver ved med at give, så hungrer man stadig efter at finde svar. Lige så snart den fanger dig, så ved du, at du kommer til at se den færdig.

Info om 'Vigil – Døden i dybet'
Udgivelsesdato: 7. november 2021 (Danmark)
Manuskript: Tom Edge
Instruktør: James Strong
Antal afsnit: 6
Streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: Første trailer til den danske Netflx-serie 'Nisser' lover en masse uhygge

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dystopien breder sig i 'You' sæson 3

LÆS OGSÅ: HBO Max skruer op for varmen med den nye komedieserie 'The Sex Lives of College Girls'

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Del artikel

Læs mere omDRTVVigil

Andre Serier | Anmeldelser