Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Watchmen afsnit 8

AfClaus Holm
11. december 2019
Foto: Watchmen afsnit 8/HBO Nordic

Del artikel

Efter afsløringen i Watchmen afsnit 7 på HBO Nordic – som nogle af mine læsere muligvis allerede havde gættet, det er jo ikke til at vide – så får vi i denne episode hele historien om Angela og Cal – alias Jon Osterman, alias Dr. Manhatten.

Episoden bliver præsenteret i Dr. Manhattens lidt forvirrede måde at se tiden på, og det skal man lige vænne sig til. Han ser nemlig ikke tiden lineært som os andre, men alle øjeblikke af sin eksistens på samme tid. Det vil sige, at noget, der er sket for tyve år siden, eller noget, der sker om tyve minutter, sker nøjagtigt samtidigt for ham, og at han af og til reagerer på noget, der overhovedet ikke er sket endnu. ”Jeg ved det, for du fortæller mig det om tyve minutter,” som han selv siger på et tidspunkt i afsnittet. De af læserne, der har set filmen, kan måske huske, hvordan en hel lang sekvens af den netop var helliget denne måde at se verden på, og hvordan Jons liv var.

Dr. Manhatten på Europa


Her tog Jon hen, efter Adrian Veidt prøvede at dræbe ham, efter blæksprutten i New York og efter atomkrigen blev afværget i 1985. Her byggede han sin egen version af paradisets have, komplet med et stort engelsk gods – og to mennesker, modelleret efter to venlige englændere, han mødte som barn. Det er disse to mennesker – eller rettere, kopier af dem – der har været Veidts tjenere i de foregående afsnit.

For stakkels Jon blev træt af sit paradis. Han havde ikke lyst til at blive tilbedt som en gud. Han forlod sine skabninger og vendte tilbage til jorden. Nærmere bestemt Saigon i 2008. Nærmere bestemt en bar, hvor Angela (som nu var blevet voksen og arbejder som betjent) sad og fik en øl på årsdagen for sine forældres død.

Maskeret med en Dr. Manhatten-maske ud over sit eget ansigt går Jon ind på baren og sætter sig til at tale med Angela, som han er forelsket i. Og det er igen her, man skal prøve at følge med i hans virkelighedsopfattelse – for selvom han ikke har mødt hende endnu, så elsker han hende. Fordi han ved at om ti år vil han elske hende!

Jon iklæder sig Cals krop


I stedet finder de en afdød mand i lighuset, som Jon tager form af. Denne afdøde mand er Cal – og nu har Jon pludselig en ny identitet, en ny hudfarve og et nyt navn. Men han er jo stadig Dr. Manhatten, og ved alt om, hvad der vil ske i fremtiden. På samme måde som dette drev hans tidligere kærester (Laurie og før hende hans første kærlighed, Jenny Slater, som ikke er med i serien her) fra ham, så går det også Angela voldsomt på nerverne, og Jon indser, at der må ske noget drastisk.

Jon teleporterer Adrian Veidt


Med Angelas hjælp indsætter Jon apparatet i sin hjerne – og nu eksisterer Jon Osterman ikke længere, kun Cal, en kærlig mand med hukommelsestab, som med sin nye kone flytter til Tulsa og starter et nyt liv.

Et forvirrende afsnit


Én af de bedste ting ved filmen var netop, hvordan Billy Cudrup fangede den isnende kulde, der er i Manhatten, og det mærker vi ganske enkelt intet til i dette afsnit. Det virker simpelthen for nemt, at han kan falde for Angela på den måde efter, hvad han gik igennem med Laurie i den originale historie, efter min mening – men det er bestemt sødt at tænke på, at selv en gud kan blive træt af det hele.

Til gengæld byder afsnittet på nogle fantastiske afsløringer – som fx at det var Veidt, der lavede ”sprutte regnen” indtil han blev sendt til Europa (for at fortsætte illusionen om de andre dimensioner), at Will og Dr. Manhatten faktisk havde en alliance kørende, og at The Game Warden, opsynsmanden, der holdt Adrian Veidt fanget, faktisk var den første skabte mand på Europa, altså bogstaveligt talt Adam i edens have. Vi finder også ud af, hvordan Angela faktisk overlevede angrebet på The White Night, noget vi indtil nu kun havde haft mistanke om. Og vi ender på en cliffhanger, der gør den næste uges ventetid uudholdelig.

Vi står nu med kun et afsnit tilbage – og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sidder på nåle. Hvordan de vil få sluttet det her af på én time… det har jeg ingen ide om. Men jeg glæder mig.

Bedømmelsen: Abdul-Mateens skuespil trækker desværre ned, og jeg tror også, at mange vil synes afsnittet er for kompliceret, især hvis man ikke er superfan af den originale tegneserie.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Watchmen afsnit 7

LÆS OGSÅ: 5 gode serier på HBO Nordic i december

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser