Anmeldelse af Watchmen afsnit 9 + resten af serien

Så er sidste afsnit af serien tilgængeligt, og jeg tror, der er mange, der ligesom jeg har siddet på nåle siden sidste uges episode på HBO Nordic. Der var mange tråde, der skulle samles, og for en stor del af dem blev de det også – selvom nogle af dem måske ikke rigtigt fik den pay off, de fortjente. For eksempel var der ikke den helt store pointe i, at Lady Trieus datter var en klon af hendes mor… det fik aldrig rigtig anden betydning end et par sidebemærkninger, og det var lidt synd.

Foto: Watchmen afsnit 9/HBO Nordic

Hvem skal have Dr. Manhattens kræfter?

Endelig blev hele masterplanen afsløret, og det viste sig jo, at begge sider i virkeligheden var ude på nøjagtigt det samme: At fange, dræbe og udsuge Dr. Manhatten for at overføre hans kræfter til et andet, levende menneske. Det eneste, de to sider var uenige om, kan man vel sige, var, hvem der skulle modtage kræfterne – og hvad der skulle gøres bagefter.

Senator Keene har vi jo i i tidligere historier fundet ud af var glødende racist og en del af det hemmelige Cyclops broderskab, og der er ingen tvivl om, at den verden, han ville skabe med en guddommelig kraft, var en verden, der ville være et paradis for rige, hvide mennesker – og hvor de med andre hudfarver ville blive nedgraderet til slaveroller. Lady Trieu derimod har store ambitioner om at skabe fred i verden, fjerne alle atomvåben og gøre krig til en umulighed – men med hende selv som enehersker.

Begge de to sider har gjort forberedelser til kraftoverførslen (vi har nu endelig fundet ud af, at Trieus Millenium Clock simpelthen er den maskine, der skal overføre kræfterne til hende, mens Kavaleriets består af det store bur, vi har set i tidligere afsnit). Begge parter er bedøvende ligeglade med, at Jon/Cal stadigvæk er et levende væsen, selv med en guds kræfter. Der er derfor lagt op til et fantastisk showdown.

Foto: Watchmen afsnit 9/HBO Nordic

Vi får endelig lov at se Adrian Veidt undslippe sit fængsel (med et par enkelte store overraskelser undervejs!), og vi finder ud af, hvad der skete med Looking Glass, hvilket jeg personligt var glad for.

Uden at afsløre for meget af slutningen (som man simpelthen fortjener at se) så står vi til sidst tilbage med nogle meget åbne spørgsmål. Hvad skal der blive af Tulsas politi nu, og hvad med de helte, der arbejdede for dem? Hvad sker der med Dr. Manhattens kræfter? Hvordan vil de tilbageblivende helte nu klare sig i en verden, hvor alle de hemmeligheder, der har holdt freden gående i så mange år, pludselig ikke længere er hemmelige? På samme måde som den originale tegneserie står vi efter den sidste scene med et meget stort spørgsmål, som vi ikke kender svaret på. Hvorvidt vi får svarene, eller om historien simpelthen får lov at stå alene, finder vi først ud af til næste år.

Ikke perfekte helte

Nu, hvor serien er slut, så vil jeg tage et kig på sæsonen som helhed, og se lidt på, hvad Lindelofs Watchmen har gjort godt og skidt, og hvordan sæsonen er som helstøbt historie.

Der er ingen tvivl om, at Watchmen-serien har været mere inklusiv end både tegneserien, og end superhelte serier normalt er. Selvom serierne i de sidste år har gjort meget for at inkludere folk af flere hudfarver end hvid, så er Watchmen unik. Her er hvide mennesker langt i mindretal, og det er afroamerikanernes liv, problemer og verdenssyn, der er i fokus. Det gør, at man som seer får en helt anden oplevelse end ved at se en ”normal” superheltefilm, og historien er også væsentligt dybere (på samme måde som tegneserien var det).

Personerne i Watchmen er ikke perfekte helte, tvært imod. De har store problemer, og de lever ofte et liv fyldt med frygt, smerte og vold. Jeg synes, at Lindelof har formået at bygge ovenpå Moore og Gibbons historie på en virkelig god måde, selvom serien af mange er blevet beskyldt for at være for ”woke” – et ord, jeg virkeligt ikke bryder mig om, og som oftest bruges om film og serier, der fremstiller farvede, kvinder eller minoriteter generelt som magtfulde.

Foto: Watchmen afsnit 9/HBO Nordic

Jeg synes personligt, at Watchmen gør det på den helt rigtige måde. Angela Abar er en fantastisk kvinde, og hun er gennemført sej og spændende som karakter. At hun er sort er ikke relevant for, om hun er sej eller ej. Der bliver ikke diskuteret, om Angela er sejere end Red Scare eller Looking Glass – de er et team, og de er alle sammen seje til præcis det, de kan. Adrian Veidt, der jo var hovedskurken i den oprindelige historie, har her fået en værdig arvtager, og vi har gennem episoderne fået lov at se, hvordan selv verdens klogeste mand kan miste forstanden.

Én af de bedste i 2019

Serien er på mange måder utroligt helstøbt. Hele historien fortælles i de ni episoder, og selvom det går hurtigt af og til, er der også tid til pauser – for eksempel det fantastiske afsnit seks, hvor vi får baggrundshistorien til Hooded Justice. Netop det, at serien tager sig tid til at gå tilbage, bygge karaktererne op på den måde de gør, får mig som seer til at føle, at der er tænkt over tingene.

Jeg vil til enhver tid fastholde, at denne serie er en af de bedste i 2019, og skulle jeg vælge en anden til topkandidat over den, skulle jeg tænke mig rigtigt godt om. Jeg kom virkeligt til at holde af karaktererne, specielt som nævnt før, var jeg meget glad for Looking Glass.

Hvad kunne der ske i sæson 2? Vi ved at Lindelof og hans medproducenter mødes efter juleferien og skal afgøre, om der skal laves en ny sæson – som vi så allertidligst ville se i 2021 (serien blev filmet i sommeren og efteråret 2018 og havde premiere i efteråret 2019, så et års produktion ville ikke være urealistisk.) Vi ved, at Lindelof har udtalt at han ikke nødvendigvis behøver at lave sæsonen selv, men kunne overdrage det til en ny showrunner.

Foto: Watchmen afsnit 9/HBO Nordic

Vi ved at der er flere andre helte, vi ikke har hørt fra endnu – blandt andet Night Owl, som vi dog med det korte glimt af hans luftskib i finaleepisoden må regne med har indstillet karrieren. Men der er jo mange nye helte, og vi kunne flytte handlingen til en ny by, med helt nye helte. Og så er der jo som nævnt nogle ret store uafklarede spørgsmål.

Seertallene hos HBO har været rigtigt gode, så det ville næsten være underligt, hvis de IKKE valgte at fortsætte den – men på den anden side fik Alan Moore mange gange tilbud om at skrive flere bind i tegneserien, og sagde nej hver eneste gang. Nogle gange er det okay bare at fortælle en historie med en begyndelse, midte og afslutning, og ikke tænke på en fortsættelse.

Men vi skal huske på Dr. Manhattens ord: Intet ender. Intet ender nogensinde.

Serien som helhed får absolut max score. Ja – der er et enkelt afsnit eller to, der går lidt under, men som helhed er serien fantastisk og et must-see.

LÆS OGSÅ: Årets bedste serier på HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Aktuelle serier på HBO Nordic

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *