Anmeldelse af White Lines

Zoe Walker, der er indbegrebet af en vaskeægte Manchester-kvinde, lægger sit rolige liv bag sig for at efterforske sin brors død på Ibiza. Broderen Axel blev meldt savnet for 20 år siden, men først nu dukker hans lig op. I sin jagt på sandheden om broderen vikles Zoe ind i en kæde af begivenheder, der får hende til at stille spørgsmålstegn ved alt, hvad hun troede, hun vidste om sin bror og sig selv.

Fra England til Ibiza på Netflix

Regnen falder ned over Almería-ørkenen. En mumificeret hånd åbenbares af sandet. Hånden tilhører Axel Walker (Tom Rhys Harries, Britannia), en ung DJ, der flyttede fra Manchester til Balearerne for 20 år siden med en gruppe venner. Sammen forsøgte de at sætte deres præg på Ibiza – lige indtil Axel forsvinder sporløst.

Foto: White Lines/Netflix

Thrilleren White Lines udspiller sig på to tidspunkter: gruppens glædesdage fra 90’erne, hvor de styrede klubberne i Manchester, før de rykkede teltpælene til Spanien, og det nutidige mysterium om, hvem der dræbte Axel og hvorfor. Her nægter Axel’ søster Zoe (Laura Haddock, The Capture) at lade den spanske drabssag forblive kold, da hendes bror findes død efter to årtier. Hun flyver derfor til Ibiza i forsøget på at opklare sagen.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Hollywood

Som teenager faldt Zoe selv i sit eget traume, da hendes brors forsvinden førte til, at hun giftede sig med den eneste fyr, hun nogensinde har været sammen med, og som hun nu deler et gennemført vanilje-liv med, mens hun forsøger at holde styr på sin teenagedatter og ikke kede sig til døde i jobbet som bibliotekar. På øen finder Zoe Axels bedste ven, narkotikahandleren Marcus (Daniel Mays, Good Omens), den seksuelle provokatør Anna (Angela Griffin, Harlots) og den spirituelle guru fra New Age (Laurence Fox, Lewis). De tre fører Zoe ned ad en mørk gyde, der er spækket med hemmeligheder, narkotika og sex.

Et stjernespækket cast i White Lines

Hovedrollen som Zoe Walker spilles af Laura Haddock bedst kendt som moderen til Star-Lord i Guardians of the Galaxy-filmene. Hun spillede også Hannah Roberts i tv-thrilleren The Capture. Men hun er ikke det eneste velkendte ansigt i serien. Daniel Mays (Good Omens), Marta Milans (Shazam!), Angela Griffin (Waterloo Road) og Laurence Fox (Victoria) spiller Axels barndomsvenner, der flyttede til Ibiza med ham. Rollen som den afdøde bror Axel spilles af Tom Rhys Harries (Britannia) der ses i flashback-sekvenser, der uddyber hans beslutning om at forlade deres hjem i Manchester samt begivenhederne, der førte til hans død.

Foto: White Lines/Netflix

Fordi serien foregår i to tidsaldre, kræver det også to udgaver af alle roller. Den del fungerer heldigvis rigtig godt. Castingen har været effektiv og talentfuld, som vi allerede kender det fra blandt andet den tyske serie Dark, der ofte har hele tre forskellige skuespillere per rolle. Men selv det stjernespækkede cast lader til at have problemer med seriens labyrint af temaer, når de i samtlige afsnit skal balancere personlig udvikling med orgier i det ene øjeblik og torturscener i det næste.

We’re going to Ibiza – En Netflix Original i naturtro rammer

Netflix skabte en ægte international sensation med krimidramaet Papirhuset, som indtil videre kører på fjerde sæson. Det er derfor heller ikke overraskende, at Álex Pina har fået lov til at tage endnu en tur i manegen. Og Netflix har da også sat alle sejl til for at give White Lines de rette vilkår.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Devs

Den amerikansk-spanske serie, der primært foregår på engelsk er filmet på De Baleariske Øer, herunder Mallorca og Ibiza, som også er slutdestinationen for Zoes rejseplaner i White Lines. Det giver smukke og drømmende æstetiske kulisser med fuld knald på sommerstemningen. Det er svært ikke at drømme sig langt væk. Samtidigt fungerer det visuelle godt som modvægt til Zoes mørke indre og den dystre historie som skaber dramaet omkring White Lines.

En strandfest med problemer

Netflix’ store sommersats White Lines drømmer om at forkæle dig med sommerens mordmysterie og den største strandfest. Problemet er, at de to ting kan være svære at forene i én og samme serie. Derfor fremstår serien også til tider rodet, og som om den glemmer sig selv. Som sommereventyr er serien charmerende og indtagende med store partyscener og hotte skuespillere. Men det er kun charmerende til det punkt, hvor du betragter den hede sexscene på en interimistisk grav og opdager, at de individuelle dramaer ser ud til at distrahere den oprindelige historie om Zoe og ikke mindst Axels mordgåde.

Foto: White Lines/Netflix

White Lines føles som en 10-kapitlers knaldroman i strandtasken. Der er baleariske strande, skimrende hav, rumænske gangstere, klubber fyldt med stoffer og orgier, mord og en oppustelig banan fuld af kokain. Det giver ikke nødvendigvis super meget mening, men man er alligevel underholdt af den eksplosion, White Lines udgør. Men historiemæssigt vakler den. Unødige scener (herunder hundebegravelsen) bliver aldrig uddybet. De avancerede orgier, synes at eksistere kun for at sætte smukke, nøgne kroppe på skærmen. Og på samme måde formår serien ikke altid at holde hånd med sine fortællinger som for eksempel, da Zoe skyder Marcus i benet med en harpun for ti minutter senere at være så gode venner med ham, at han låner hende sin bil.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af I Am Not Okay With This

White Lines har alt, hvad der skaber en god sommerserie: solrige rammer, halvåbne skjorter og bikinier. På en måde er det en ideel modgift til vores karantæneramte hverdag. Serien er en fortællende bombe fyldt med hormoner, harpuner og uhåndterlige personer. Denne anmelder ville blot have ønsket, at Álex Pina havde skabt to serier; én om mordet og én om alt det andet. Eller havde haft 5 afsnit mere at gøre godt med, så historien fik sin velfortjente fylde. Derfor modtager serien 3 ud af 6 hjerter.

Fakta om White Lines

Skaber: Álex Pina
Instruktør: Nick Hamm, Luis Prieto og Ashley Way
Manuskriptforfatter: David Barrocal, Esther Martínez Lobato, Ed Wethered, Alberto Úcar, Nacho Sánchez Quevedo, Javier Gómez Santander
Medvirkende: Laura Haddock, Marta Milans, Juan Diego Botto, Nuno Lopes, Daniel Mays, Laurence Fox, Angela Griffin, Rafael Morais og Jade Alleyne.
Antal afsnit: 10
Land: USA/Spanien
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 15. maj
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: The Umbrella Academy sæson 2 har fået premieredato

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *