Indlægget er skrevet af Cecilie Hornung Jensen
(Foto: Alias Grace/Netflix)
One need not be a Chamber – to be Haunted – One need not be a House – The brain has Corridors – surpassing – Material Place
Dette citat af Emily Dickinson indleder første afsnit og sætter temaet for en af Netflix’ nyeste tv-satsninger, miniserien ’Alias Grace’, baseret på den canadiske forfatter Magaret Atwoods historiske roman af samme navn. Hvis du synes, at navnet lyder bekendt, så er du ikke helt ved siden af. Tidligere i år havde HBO Nordic nemlig kæmpe succes med den dystopiske fremtidsserie ’The Handmaid’s Tale’, der bygger på en anden af Atwoods romaner, så 2017 er bestemt hendes år. Modsat ’The Handmaid’s Tale’ er ’Alias Grace’ baseret på en sand historie, nemlig en af de mest berømte mordgåder i canadisk historie: Mordene på mr. Thomas Kinnear og hans husholderske og elskerinde Nancy Montgomery, der fandt sted i 1843. I centrum for dette mordmysterium finder vi den unge tjenestepige Grace Marks, der bliver fundet skyldig i mordene og idømt fængsel på livstid.
I serien møder vi hende efter 16 års fængsel, hvor hun fortæller sin livshistorie til den unge psykiatrilæge Simon Jordan, der har fået til opgave at vurdere, hvorvidt Grace er uskyldig og dermed skal benådes. Grace kan nemlig eftersigende ikke huske, hvad der skete på mordtidspunkterne, og den unge idealist Dr. Jordan ønsker at undersøge, om dette er løgn eller udtryk for en form for personlighedsforstyrrelse eller anden psykisk lidelse. Og det er i disse samtaler mellem Grace og Dr. Jordan, at serien for alvor brillerer.
Den subjektivitet, som præger Graces skildringer, gør hende stærkt upålidelig. Hendes fortællinger er nemlig udelukkende fortalt ud fra hendes hukommelse og perspektiv. Det er Grace, der suverænt udvælger og beskriver begivenhederne. Hun er ikke hævet over begivenhederne, og det er derfor svært for seeren at vide, om det i virkeligheden foregik, som hun skildrer det, eller om det er pure opspind. Denne psykologiske leg med seeren fungerer utroligt godt, hvilket i høj grad skyldes en pragtpræstation af skuespiller Sarah Gadon, der spiller den unge tjenestepige. Med sine store og intense blå øjne, uskyldige ansigtsudtryk og dragende stemme glemmer man fuldstændig hendes upålidelighed. Hendes fortællinger bliver leveret med så overbevisende troværdighed, at hun let snor alle om sin lillefinger, og helt uden modstand sætter man sin egen fornuft til side og lader sig suge ind i hendes univers.
(Foto: Alias Grace/Netflix)
Hvad der er endnu mere genialt, er den måde, hvorpå serien formår at tilføje flere og langt større spørgsmål end blot det simple og klassiske who dunnit? Kædet ind i Graces små fortællinger skildrer serien det 19. århundredes moralske og videnskabelige hykleri, herunder dets besættelse af psykiatriske diagnoser og behandlinger, undertrykkelse af kvinder og de lavere klasser, samt udviklingen af moderne videnskab. Helt uden at blive for belærende eller overdramatiseret.
’Alias Grace’ fremstår ud af til som en beskeden miniserie med sine kun 6 afsnit og ukendte cast, og den blegner hurtigt i Netflix’ hurtigt voksende katalog. Men når først man er i gang, tryllebinder den sin seer fra start til slut. Hele det tidsperiodiske univers er skabt med en utrolig detaljerigdom præsenteret gennem flotte billeder, og selvom jeg ikke havde de store forventninger til serien, sad jeg tilbage med flere spørgsmål end svar, som kun de bedste serier formår. ’Alias Grace’ skal bestemt ikke undervurderes, og den får de varmeste anbefalinger herfra.
