Anmeldelse: ‘Blade Runner: Black Lotus’ gør noget rigtigt, men …

Blade Runner – Black Lotus / Foto: HBO Max

‘Blade Runner’ er én af verdens bedste film i min optik.

Jeg har set den flere gange, end jeg kan huske, og jeg var meget loren ved, at der skulle laves en efterfølger. Men med den skræmmende mangel på vilje til at tage chancer og prøve noget nyt var det bare et spørgsmål om tid.

Det gjorde dog ikke så ondt, som jeg havde frygtet. Denis Villeneuve rammer en nerve og formår at udbygge universet, mens han holder øje for de vigtigste detaljer i filmen.

Helt så heldige er vi ikke med den animerede Blade Runner: Black Lotus-serie, der kan ses på HBO Max.

Det betyder dog ikke, at serien er dårlig.

Den er bedre, end jeg havde regnet med, men det er måske heller ikke så svært, for mine forventninger var virkelig lave. Men i løbet af seriens første sæson formår den alligevel at holde min interesse fanget.

Det største men er dog, at serien reelt set lige så godt kunne have været en ukendt cyberpunk-serie med nogle af de samme elementer. For Blade Runner er den ikke sådan rigtigt.

Fejl og mangler

Jeg blev nødt til at sætte det originale soundtrack til den originale film på, da jeg skulle skrive denne anmeldelse, og hver gang jeg ser filmen eller hører Vangelis’ episke musik, går det op for mig, hvor utroligt stor en del af filmens stemning, der kommer fra lydsiden. Her tvinges det digitale sammen med film noirs traditionelle og saxofon-tunge numre, og musikken er således er med til at hamre fast, at selvom handlingen i Blade Runner foregår (foregik?) i 2019, så er det stadig en verden langt ude i fremtiden.

Hans Zimmer formåede at gribe meget af ånden i efterfølgeren, men Blade Runner: Black Lotus har enten ikke villet eller ikke turdet give sig i kast med at finde den tone, der skal til.

Og det føles underligt forkert at færdes i – en ellers vellykket gengivelse af – den regnvåde og evige nat i Los Angeles. Og det gør det kun værre, at man i stedet har valgt at belemre seerne med en række forglemmelige pop-numre, der måske nok spænder over andre genrer, men som alle har til fælles, at de ikke på nogen måde rammer nerven.

Rent visuelt er serien fin. Den balancerer mellem det realistiske og det stiliserede, og som med så meget andet er det et rent subjektivt spørgsmål, om du vil kunne lide den eller ej. Det lykkedes mig at leve mig ind i serien, stilen til trods. Så for de fleste er det ikke noget, der trækker ned. Men det gør heller ikke serien nogen tjenester.

Glem nu de hukommelsestab

Min største anke er dog brugen af hukommelsestab som en fortælleteknisk motor. Det er nok de færreste med kendskab til universet, der vil blive overrasket, hvis jeg nævner, at hovedpersonen Elles status som menneske eller replikant er en stor del af historiens kerne i serien.

Første afsnit starter med et flashback, og den netop vågnede hovedperson, Elle, ved ikke, hvem hun er, hvor hun er, eller hvorfor hun er.

Og i min optik, at det en billig genvej, der ikke tjener noget formål i serien. Særligt ikke fordi skaberne ikke overholder deres egne regler.

Elle ved i begyndelsen ikke, hvem hun er. Men hun ved, hvor hun bor. Hun har forståelse for, hvordan man begår sig i byen og blandt menneskerne, og sådan kører de usammenhængende flashbacks ind og ud og skal være med til at skabe usikkerhed om, hvorvidt hun nu er – eller ikke er – en replikant.

Både Deckard og K formåede at skabe vished om deres identiteter, og det var med til at skabe karakterer, der havde andre kvaliteter og træk end robot: Ja/Nej/Måske.

Hold øje med farten

Elles fragmenterede baghistorie giver hende måske nok motivation og også nok af den til at drive historien fremad, men hun er overfladisk, og hendes reaktionsmønstre overrasker ikke, uanset om hun er hård og brutal eller skræmt og sympatisk.

Historien er ok, men der er meget lidt, der overrasker. Tempoet er til tider så hurtigt, at man godt kunne efterlyse lidt mere tid til at forklare, men når forfatterne vælger at lade historien bero på et hukommelsestab er det nemmere at drukne spørgsmålene om hvem, hvad og hvor i hurtige klip og masser af action.

Blade Runner: Black Lotus kunne godt finde liv et andet sted end i den etablerede verden. Det ville måske nok have taget toppen af de tårnhøje forventninger, jeg havde til serien.

Men på den anden side ville jeg nok aldrig have set den, hvis den bare hed Black Lotus.

Fakta om ‘Blade Runner: Black Lotus’

Instruktører: Shinji Aramaki og Kenji Kamiyama
Medvirkende (Stemmer): Jessica Henwick, Will Yun Lee, Samira Wiley, Wes Bentley.
Sæson: 1
Afsnit: 13
Streamingtjeneste: HBO Max

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Kamikaze’ er meget mere end blot den første danske HBO Max-serie

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Max i marts og resten af foråret 2022

LÆS OGSÅ: HBO Max skruer op for varmen med den nye komedieserie ‘The Sex Lives of College Girls’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like