Serien følger en adfærdsafdeling, der profilerer særligt, sygelige kriminelle, som er blevet efterforsket i deres tilhørende politikredse, men som har måttet opgive og give sagen videre til ”BAU”-enheden. Gruppen består af 6 forskellige individer, der er uddannet alt fra advokater, professorer til adfærdsanalytikere. I samspil med hinanden fungerer de virkelig godt som team. Ja, dette er en gruppe af mennesker, der ikke kan fejle på trods af de fuldstændig vanvittige situationer, de til tider ufrivilligt bliver en del af.
Den narrative opbygning i de enkelte episoder er bygget fuldstændig op på samme måde, hvor indledningen og afslutningsrammen er i adfærdsafdelingens private jet, der flyver dem rundt i USA for at opklare de mest bestialske mord, parløbende seriemordere, bombemænd, selvhjulpne vigilanties og pædofile, der kidnapper og sælger børn videre på chatforum på nettet. Serien har det hele, og derfor kommer man også i gennem de mest forfærdelige følelser, du overhovedet kan forestille dig.
Jeg slugte sæson ét i løbet af et par uger, hvilket egentlig er meget godt gjort set i det lys, at jeg både skulle passe familie og hund, føre en gruppe kursister til prøve og afrunde hele arbejdsåret, inden sommerferien rigtig gik i gang. Det var dog slet ikke svært, da jeg virkelig sad på kanten af sofaen hele tiden under det ene afsnit efter det andet. Det til trods for at min interesse for krimi er meget snæversynet, for normalt står jeg fuldstændig af i det øjeblik, at vi bevæger os udenfor selve mordaspektet, og det er aldrig lykkedes mig at se et afsnit af noget som helst, der bare minder tilnærmelsesvis om noget, der har med bomber og terror at gøre – indtil nu.
Hver episode starter og slutter med et citat, der passer til temaet og selve historien, som vi bliver eller er blevet ført igennem. Det er en nem og effektiv måde at skabe en stemning på, og jeg tænker, at det er interessant at sætte kloge og sympatiske menneskers ord ind i en sammenhæng, hvor menneskets skyggeside virkelig træder frem.
Selvfølgelig er der i serien også en smule fokus på adfærdsafdelingens private liv, og hvor svært det kan være at få det hele til at gå op i en højere enhed med familie. Enten om det er dine forældre, du har mistænkt for at have efterladt dig en arvelig psykisk sygdom, der på et tidspunkt vil splitte dit sind i to, eller dit nyfødte barn, der kræver din opmærksomhed og ubetingede kærlighed, som det er tilfældet for overhovedet agent Hotchner - så er den smule, der er med omkring enhedens privatliv lige nok til, at du føler, at du lærer dem at kende, men ikke så meget, at det kommer til at virke forstyrrende, for helt ærligt, det er ikke grundet deres private tragedier, at jeg trykker på playknappen.
Som enhver anden serie med lidt respekt for sig selv af denne her type, så slutter også denne serie sæson af med et dobbelt afsnit, der for en af gruppens medlemmer får fatale konsekvenser. De bliver særligt sårbare grundet Garcias (det sjove sidekick – der med super seje teknologiske kræfter altid er en trofast hjælp for agenterne i marken,) intetanende invitation af en uskyldig flirt indenfor i FBI's database. Derudover er der hævn, kidnapning og hjælp fra overraskende side. Et brag af en sæsonafslutning, der gør, at jeg ikke kan lade være med at glæde mig til næste sæson.
God fornøjelse.
