Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af sæson 4: Den danske politik må lade livet for 'Borgens' nye udenlandske fokus – Hiver de den hjem?

AfBrian Mogensen
2. marts 2022
Borgen sæson 4
Sidse Babett Knudsen som Birgitte Nyborg i Borgen / Foto: Mike Kollöffel /DR.

Del artikel

'Borgen' har længe været en af de største danske serier, og Sidse Babett Knudsen har længe brilleret i rollen som politikeren Birgitte Nyborg, der efterhånden har været hele karussellen rundt i dansk politik.


Fokus i denne fjerde sæson ligger på et massivt oliefund i Grønland. Rundt regner 2.000 millarder dollars kan hives op ad undergrunden, men det volder problemer for Birgitte Nyborg.

Den tidligere statsminister vandt i tredje sæson nok magt til at få trukket posten som udenrigsminister til sig. Men hendes valgløfter lød på grøn energi og klima, og det er ikke en holdbar kombination at trække olie op fra jorden i et naturreservat.

Samtidig er Katrine Fønsmark blevet nyhedschef på TV1, og de første tre afsnit, der har været til rådighed i skrivende stund, kridter banen op for en række andre historier, der – formentlig - vil få konsekvenser senere i sæsonen.

Stort slået op


Grundtanken er effektiv og absolut relevant for nutiden. Der er masser af kød at trække på, og med mange scener skudt i Grønland er der også mulighed for nogle mere storladne sekvenser af uspoleret smuk natur, hvilket skaber et lækkert kontrapunkt til resten af de mørke mødelokaler.

Men historien er krydret med et underplot med en russisk investor, internationale forviklinger og samkørsel med udenlandske politikere, og det koster på tilhørskontoen.

Fjerde sæson er afgjort spændende, men den føles ikke længere så hjemlig. Og det til trods for, at der stadig findes inspiration i virkelige hændelser.

Masser af fnidder i 'Borgen' sæson 4


Det kan fx være forholdet mellem Nyborg som udenrigsminister og den nye statsminister, Signe Kragh.

Selv for dem, der ikke tidligere har fulgt Borgen, er det ikke svært at se, hvem der er ”the good guy” i et lettere karikeret opgør en mørk nattetime, og det har aldrig før været et problem, for mange af de roller, der er gået igen i serien, har været fint nuancerede.

Det bliver forstærket af det faktum, at fokus ikke længere er på dansk indenrigspolitik, for så mangler der en arena, hvor man kan få bakket påstande og argumenter op. Og hvor seerne kan få noget baggrund, der er med til at øge forståelsen for problematikkerne.

I stedet bliver de kortvarige scener, der tjener til meget lidt andet end at problematisere Birgitte Nyborgs tilværelse.

Det sidste sure opstød falder igen på Price og skribenternes måde at bruge danske ordsprog og idiomer, der ofte falder på en måde, der forstyrrer en ellers velfungerende dialog.

Alligevel …


Sidste Babett Knudsen har totalt styr på rollen som Nyborg, og flere af hendes medspillere leverer i høj grad også varen. Rent skuespilsmæssigt er der ikke noget at sætte en finger på.

Der er flere nye personer med, blandt den fungerende arktiske ambassadør, spillet af Mikkel Boe Følsgaard, og Svend Hardenberg som den grønlandske udHenrigsminister, der ser dollartegn og uafhængighed foran sig.

Som skrevet er denne anmeldelse baseret på de første afsnit, og som sådan er det umuligt at udtale sig om, hvorvidt de hiver den hjem.

Men der er lagt i ovnen til noget stort, og den spændende musik spiller allerede fra første scene. Og da det ikke er Prices første gang i arenaen, er der ikke meget tvivl om, at tempoet og niveau nok skal holde sig højt.

Borgens fjerde sæson holder niveauet for serien, og selvom det udenrigspolitiske fokus fjerner noget af det, der har gjort serien til det danske pletskud, den længe har været, så er det en klar anbefaling herfra.

Fakta om 'Borgen'
Skabt af: Adam Price
Instruktør: Per Fly
Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Mikkel Boe Følsgaard, Birgitte Hjort Sørensen, Søren Malling m. fl.
Sæson: 4
Afsnit: 10
Streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: Fra drama til komedie: 5 oversete og absolut anbefalingsværdige serier lige nu

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Ny sæson af DR-serien ’Doggystyle’ griber fat i tabuer

LÆS. OGSÅ: Nyt krimidrama med Ulrich Thomsen: Viaplay frigiver teaser og premieredato

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser