Anmeldelse: ’Den som dræber: Fanget af mørket’ dykker ned i ondskaben med uventet overskud

Det er svært at lave en efterfølger til en så succesfuld krimiserie som Den som dræber. Men skaberne af serien har gjort et mere end hæderligt forsøg, der til trods for enkelte ujævnheder i fortællingen, giver både kuldegysninger og glæde ved at se svære emner behandlet.

Vi følger igen Louise Bergstein (Natalie Madueño, Swinger, I krig og kærlighed), der kæmper med sin PTSD, som er opstået efter sidste sæsons begivenheder. Hun har mareridt om en ansigtsløs mand, der følger efter hende, og vil gerne hurtigst muligt tilbage til politiet og blive en fast del af styrken.

Hun skal samtidig håndtere en ny sag, der virker umulig at løse. Et midaldrende par bliver fundet brutalt myrdet foran deres hjem, og den formodede gerningsmand nægter sig skyldig. Herfra starter en hektisk jagt sammen med forskningslederen Frederik (Simon Sears, Shadow and Bone, Skruk), og det går op for Louise, at det er noget nær umuligt for hende at løbe fra sin fortid.

Menneskelige værdier og frygt

Det er en fryd at se Natalie Madueño spille Louise igen. Vi får en mere menneskelig og nærværende karakter, der også er langt mere sårbar, end vi har set gennem de tidligere sæsoner. Hun kæmper med sine dæmoner og den angst, der følger hende fra sidste sæsons traumatiske oplevelser. Hun mærker virkelig de konsekvenser, der følger af hendes arbejde. Samtidig kæmper hun indædt for at få lov til at blive en fast bestanddel af politistyrken.

Det kan mærkes, at hun er en hovedrolle nu. Og Natalie Madueño får i den grad lov til at udfolde sig selv og sine talenter på en måde, der ikke er set før i serien. Det er en positiv forandring, og det er virkelig rart at se, når en krimiserie tager ordentligt fat i de konsekvenser, der kan følge et job, som i den grad kræver mental styrke.

Simon Sears er også en fantastisk efterfølger til Kenneth M. Christensen, som spillede den hårdføre efterforsker i den foregående sæson. Han er lidt blødere i sin rolle som Frederik Havgaard. Hans samspil med Madueño føles troværdigt, og deres små, mindre akavede interaktioner er oprigtigt en fryd at se.

Der må også gives en kæmpe hånd til Alex Høgh Andersen (Vikings, Skyggen i mit øje), der spiller sin rolle fuldstændigt eminent, til trods for at han knapt har nogle replikker. Andersen viser endnu en gang at hans skuespil er i top, lige meget hvad han bliver proppet ind i.

Også Clara Risager (The Rain, 2 Døgn) får bragt niveauet op, og Jakob Lohmann (Den tid på Året, Bedrag) nailer virkelig sin karakter.

Hverdagens skjulte skurke

En af de ting, der virkelig fungerer godt i Den som dræber er, at skurkene for det meste findes i det skjulte. Det giver en anden dimension og intensitet. Det er underspillede skurke, der oprigtigt giver kuldegysninger, og som næsten kan få en til at sætte afsnittet på pause undervejs.

Det er ikke let at tale om de emner, der bliver behandlet i Den som dræber. Men det er imponerende at se, hvordan manuskriptet elegant kommer omkring angst, PTSD og frygten for fortiden på en måde, der giver mening for sæsonen hele vejen igennem.

Midt i sæsonen kommer et tidshop til 3 år senere, og det trækker desværre seeren ud af øjeblikket, som var både intenst og slet ikke føltes færdigt. Det kan være svært at omstille sig en ny fortælling, som ovenikøbet kommer uden en reel introduktion.

Det er dog en mindre skønhedsfejl, der ikke overskygger, at tredje sæson af Den som dræber: Fanget af mørket er virkelig god og spændingsfyldt. Men den giver ikke nødvendigvis seeren det, man havde forventet.

Det handler ikke om rigtigt og forkert, men i højere grad om, hvornår retfærdighed ikke fungerer – og hvad retfærdighed egentligt er.

Der er ikke noget, der er sort og hvidt, men masser af gråzoner. Skurke kan i udpræget grad trække i snorene bag kulisserne, og ikke alle skurke er nødvendigvis onde af natur, men af desperation.

Ondskab kan skabes, føres eller fødes, og det er dét, Den som dræber: Fanget af mørket sæson 3 dykker ned i med et overskud og elegance, der ikke var forventet.