Anmeldelse: Der er både hygge, hjertevarme og genkendelighed i ‘Grethes jul’

Foto: Grethes Jul / Mastiff / TV2

I en tid med usikkerhed, ensomhed, pandemi og generelt en lidt øv-stemning spredt ud over et gråt og brunt landskab kommer Grethes jul som sendt fra himlen.

Bevæbnet med pletfjerner og gåpåmod griber Grethes jul fat i julestemningen og løfter den til nye højder. I Grethes jul følger vi Grethe (Peter Frödin), der arbejder i et stormagasin, hvor hun demonstrerer, hvordan man kommer af med stridige pletter – også dem, der sidder på sindet.

Grethe har et møde med en pudsig, lille dreng (Alexander Wewer-Schøler) og pludselig kan Grethe fornemme, at der er nogen, der har brug for hendes hjælp. Hendes samvittighed taler til hende, og hun går i trance, når der er behov for hende.

Det er b.la. hendes nabo, terapeuten Karen (Sofie Torp), der har problemer med kærligheden og konstant ofrer sig selv for sine klienter – især for Victor (Ulf Pilgaard), en ældre, sur herre i rullestol, der ikke har vil forlade sit sikre plejehjem og da slet ikke snakke om sin familie.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Viaplay, Xee og C More i december

Hun møder også den ret så plagede Henrik (Sebastian Jessen), der føler, at han er gået i stå og stadig er i dyb sorg over sin mors tragiske død, mens han kæmper med indestængt vrede over for sin far.

Ren magi

Jeg havde netop bagt julekager, da jeg så det første afsnit af Grethes jul på TV 2 PLAY. Det var uden tvivl den bedste kombination, for Grethes jul løfter julestemningen og gjorde mig helt krydderi-varm om hjertet.

Det er en genkendelig Frödin i rollen som Grethe, der joker på bedste bedstemor-vis, har en heart-to-heart med sin nabo, Karen, over en (eller mange) Dark and Stormy og alt i alt bare spreder god stemning. Man kan i hvert fald ikke lade være med at smile undervejs, fordi der simpelthen bare er en tilgang til livet og seriens emner, der er så uendeligt ligetil og dermed gør det hele til en fornøjelse.

Særligt er manuskriptet fantastisk. Carsten Rudolf skriver så flot og rammer hovedet på sømmet i form af humoren, der passer på Grethe og fortællingen og tager lidt (men ikke alt for meget) gas på familiedynamikker, salg og sorg og død.

Man skal heller ikke sige et ondt ord om skuespillet; Victor bliver spillet eminent af Ulf Pilgaard, der griber alle de små strabadser og sarkasme, der ligger til hans karakter, helt vildt godt. Scenerne med Grethe og Victor på julemarkedet er ærligt talt hamrende sjove, mest på grund af de to skuespilleres dynamik, der virkelig skaber en god ping-pong.

LÆS OGSÅ: Den store julekalender-quiz

Sofie Torp skinner også som Karen, mens Sebastian Jessens rolle som Henrik både er sjov, skør og dybt tragisk. Det er egentligt imponerende, at han kan formå at ligne en hundehvalp, der er blevet trådt på halen, samtidigt med at han laver ballondyr.

Men mest af alt kigger man på Grethe.

Genkendelig og hjertevarm

Det er ikke første gang, man ser Frödin i rollen som Grethe – og for den sags skyld i denne slags rolle. Han skinner sindssygt stærkt, og hans timing er på pletten (no pun intended) hver gang, så man ikke kan undgå at smile eller grine lidt. Det er dog også en rolle, der er set mange gange før. Selvom det er sjovt og hyggeligt, er der alligevel et eller andet halvkedeligt ved at gense den samme rolle med den samme stil med den samme skuespiller.

Det påvirkede heldigvis ikke min oplevelse med Grethes jul så meget, fordi det var så hjertevarmt og hyggeligt. Der er ikke nogen skøre eller vilde twists – hvis man ser bort fra Grethes samvittighed, Lille John, der dukker op en gang imellem og arbejder en kende som Hypno-Frog – og det er virkelig rart at se en juleserie eller adventskalender, der bare er ligefrem og kærlig i dens behandling af livet.

Grethes jul er i bund og grund en fortælling om vores indædte behov for kærlighed, både familiært og romantisk, der kun bliver forstærket i en tid, hvor vi omgiver os med hjertevarme, glæde, juletræer og kys.

LÆS OGSÅ: 5 juleserier du bør se på Netflix

Dermed må man jo så også sande, at den måske varmer ekstra godt i hjertet, når vi er den tid vi er i, hvor mange måske oplever usikkerhed og angst – og her kommer Grethe med sine gode råd og smarte frisure og redder dagen med pletfjerner.

Selvom jeg kun har set de to første afsnit, kan jeg love, at jeg skal se de resterende to med en kop varm gløgg og et par hjemmebagte brune kager, præcis som Grethe ville have gjort det.

Hyggehejsa, siger jeg bare.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit

Fakta om ‘Grethes jul’

Instruktør: Jarl Friis-Mikkelsen
Manuskriptforfatter: Carsten Rudolf
Medvirkende: Peter Frodin, Ulf Pilgaard, Sofie Torp, Sebastian Jessen m.fl.
Afsnit: 4
Dansk premieredato: 7. december 2020
Dansk streamingtjeneste: TV 2 PLAY

LÆS OGSÅ: Jul med Bodil og smørklat: Årets julekalendere på DR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like