Anmeldelse: Det store gys udebliver desværre fuldstændigt i ’The Midnight Club’

Anmeldelse The Midnight Club
Fra serien The Midnight Club / Foto: Netflix.

Hvordan håndterer man en terminal diagnose, når man er ung og ikke er klar til at dø? Man fortæller historier. Og det er lige det, den nye Netflix-serie ’The Midnight Club’ gør. Det er bare møgærgerligt, at serien kører ud ad for mange tangenter og føles ufærdig.

I The Midnight Club på Netflix følger vi den unge Ilonka (Iman Benson, #BlackAF, Creepshow), der får en terminal diagnose på sin 18-års fødselsdag. Hun kommer snart på et hospice ved navn Brightcliffe, der er skabt specifikt til teenagere med terminale diagnoser.

Her møder hun en gruppe unge, der alle har det til fælles, at de skal dø før eller senere. Hver aften samler de sig i biblioteket for at fortælle spøgelseshistorier, som alle deres forgængere også har gjort det, men…

Der sker nogle underlige ting på Brightcliffe, og Ilonka er overbevist om, at der er mystiske kræfter på spil, der måske eller måske ikke kan være med til at hele hende – og de andre – fra deres diagnoser.

Det er i bund og grund et ret godt udgangspunkt. Historierne hjælper de unge med at forstå og forlige sig med ideen om døden. De kommer tæt på hinanden på en særlig måde, og der er en speciel form for uskyld indblandet i fortællingerne. De er unge og har svært ved at forstå, hvorfor lige præcis de skal dø.

Problemet er bare, at vi ikke rigtigt kommer videre derfra.

Alting føles ufærdigt

 Jeg har siden filmen Hush været en kæmpe fan af Mike Flanagan, fordi han formår at anvende en meget underspillet form for gys i sine værker. Især The Haunting of Hill House var et mesterværk og et perfekt indblik i, hvordan gys kan fungere uden jumpscares og med et fuldkomment eminent manuskript.

Derfor havde jeg faktisk forventet samme form for manuskript med et dybdegående tema, fantastisk skuespil og virkelig godt udført gys. Desværre lever The Midnight Club ikke rigtigt op til nogle af de tidligere serier.

Jeg havde forventet at blive mere investeret, når nu serien handler om døende teenagere i et hus, der har fungeret som hospice OG hjemsted for en kult. Forventet flere spøgelses-ting. Mere død. Flere krybende skygger i hjørnerne. Mere skræmmende stemning.

Men meget af tiden føles The Midnight Club ufærdig og forhastet. Jo, det er fedt at se den AIDS-ramte, homoseksuelle sorte dreng konfrontere sin troende mor, men så sker der ikke meget mere med det. Der er ikke en fyldestgørende eller episk afslutning på det, og det er måske meningen. Måske handler serien i bund og grund om, at der ikke er en stor helt, en stor tale, men at alting føles ufærdigt, fordi sådan er døden. Den efterlader ting – og mennesker – ufærdige. Det føles bare svagt hele vejen igennem.

Død og accept

 Skuespillet er godt – især med tanke på, at alle hovedpersoner er teenagere, men de mangler noget power. I de foregående serier er der tilbagevendende skuespillere, der er eminente, men her tager vi en anden vej og har kun tre eller fire genkendelige ansigter.

Særligt imponerende er Imani Benson, der spiller fantastisk som den unge kvinde, der ikke vil acceptere sin forestående død. Og Ruth Codd, der er ny på scenen, er fantastisk i sit sarkastiske, lettere bitchy portræt af en ung danser, der både har mistet benet og livet. Det er en fryd at se de to spille overfor hinanden, men det er faktisk også det bedste, man kan sige.

Scenografien er også som altid i top, og den er både flot og godt skruet sammen med manuskriptet, men der mangler noget helt grundlæggende. Måske er det fordi The Midnight Club føles som fyld mellem Midnight Mass og den kommende The Fall of The House of Usher, der er Flanagans næste serie, og derfor er der ikke lagt samme energi i den.

Der er også en følelse af, at serien er lavet til et yngre publikum end de foregående serier og giver delvist en Gåsehud-følelse kombineret med Scary Stories To Tell in The Dark.

Det føles som om, at skaberne af serien har prøvet at give gys, men i sidste øjeblik ombestemte sig, og det ødelægger desværre en stor del af stemningen. Samtidig er det alt for nemt at regne de forskellige plottwists ud, og det er virkelig ærgerligt, da en stor del af serien er afhængig af dem.

Kult og healing

 Ærligt, så er der for mange dele at holde styr på: Der er accept af døden. De unge mennesker, der har det skidt, men prøver at føre et normalt liv. Historierne, de fortæller hinanden. Noget med gamle, døde mennesker, der ses på gangene, en heksekult og en masse andet undervejs. Det bliver faktisk svært at holde styr på, og det er ærgerligt, for serien kunne have været fantastisk og en sindssyg god måde for unge at forstå død, sygdom, frygt, egne dæmoner, grænser og forståelser for omverdenen.

Hvis du vil have en ”let” serie, der er godt skrevet, men ikke har det helt store på hjerte (eller det store gys), er The Midnight Club en fin serie. Hvis du leder efter gys, skal du se en af de foregående serier eller vente på The Fall of The House of Usher.

Se traileren til The Midnight Club

Fakta om ‘The Midnight Club’:

Instruktør: Mike Flanagan, Axelle Carolyn, Michael Fimognari m.fl.
Forfatter: Mike Flanagan, Leah Fong
Medvirkende: Annarah Cymone, Samantha Sloyan, Zach Gilford m.fl.
Længde: 10 afsnit
Genre: Gys, mysterie, drama
Premieredato: 7. oktober 2022
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’From’ rummer mysterier, gys og drama for alle pengene

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i oktober 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ er både intens, realistisk, ulækker og unødvendig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like