Anmeldelse: 'Dopesicks' styrker ligger ikke i pointen
Serien 'Dopesick' bruger en forhammer til at banke en pointe om lægeordineret narkotika hjem, og det koster på troværdighedskontoen.
Der var ingen tvivl om, at de var onde helt ind til benet, og film har siden benyttet sig af lignende metoder til at vise, hvem der var The Bad Guy. Men én ting er at gøre det i en splatterfilm, hvor skurken dræber de unge i deres mareridt. Noget andet er at bruge den metode i en serie, der er rodfæstet i virkeligheden.
Ikke desto mindre er det præcis, hvad de gør i mini-serien Dopesick, der kan ses på Disney+. Emnet er noget så tungt og deprimerende som opiumsepidemien, der raserede USA i 00’erne efter Purdue Pharma forklædte deres smertestillende OxyContin som et ”sikkert” middel mod mindre smerter.
Tand- og hovedpiner, rygsmerter og andre lidelser blev med ét slag håndtérbare, og folk, der havde levet i smertehelvede, fik deres liv tilbage.
Men selvom Purdue Pharma forsikrede amerikanerne om, at under 1 % af brugerne af OxyContin blev afhængige af det smertestillende opiumspræparat, var sandheden en anden.
For i 2020 måtte Purdue betale otte milliarder dollars i bøder og erstatninger til familierne for de 450.000 amerikanere, der er beviseligt døde af overdoser af OxyContin.
Det er altså en både relevant og virkelig historie, der presser afhængighed og narkotika lige op i fjæset på seerne.
Kærlighed til penge er roden til alt ondt
På den ene side ser vi, hvor onde familien er, hvor korrupt medicinalindustrien er, og hvor meget det flyder ind i det politiske system i USA, og på den anden følger vi konsekvenserne for de mennesker, der er blevet ofre for den hensynsløse laden stå til over for ansvar i jagten på penge.
Det er både velskrevet og spændende. Men det er også overambitiøst og banalt. Der er til tider nuanceløst og til andre så underspillet, at det grænser til perfektion.
Desværre skifter Dopesick bare så ofte gear, at de skarpe kontraster gør det svært for seerne at følge med i intentionerne bag.
Når det handler om folkene bag OxyContin og den politiske arena, de bevæger sig rundt i, bruger de en forhammer til at slå fast, at der er tale om ondskab uden forsonende træk. Flere gange bliver dialogen så karikeret, at selv Sorteper ville undslå sig at være så åbenlys. Og det stopper ikke der. Lyssætningen og skuespillet er med til at fremstille Sackler-familien på en måde, der minder om de romerske kejsere eller det franske aristokrati.
Overdreven ondskab
Og det er den samme forhammer, Dopesick bruger til at portrættere livet som afhængig. Med overdoser, prostitution og uendelig elendighed for dem, der ender med at komme helt derud, hvor de ikke længere har kræfter til at kæmpe mod den uundgåelige destination: Kirkegården.
Det virker sikkert som et afskrækkende middel, når en 14-årig får tilbudt en joint af de store drenge, men det tjener ikke andet formål end at pøse elendighed oven på elendighed.
Og som rædderlighedens kirsebær på toppen af en kage af lort møder ”De Gode” blindgyde efter blindgyde af et politisk system, som helt sikkert er portrætteret præcist, men som bare er med til at gøre seerne en smule følelsesløse overfor livets ubønhørlige uretfærdighed.
Det den gør så virkelig lækkert
Dopesick
For ofrene for Purdue Pharma er ikke bare den gennemsnitlige sorte eller fattige amerikaner, som var hovedpersonen i Crack-epidemien, der raserede landet i 80’erne og 90’erne. Det er hverdagsmennesker med job og familier. De har ikke skaffet sig adgang til narkotika ved at blive passet op af en skidt karl med en enkelt alt for lang negl i en hvid varevogn. De gik til lægen, fordi noget gjorde ondt.
Og derfra er de endt i en klemme, som de bare ikke kan se sig vej ud af. For oveni kampen mod afhængighed, er de også oppe mod et system, der har klassificeret dem som uværdige.
For i USA elsker de at stemple folk for deres fejltrin. Hvis du stjæler et brød, er du kriminel. Hvis du tager stoffer, er du narkoman. Hvis du drikker, er du alkoholiker. Og den titel bærer de ulyksalige til deres dages ende.
Den del har Dopesick ramt med kirurgisk præcision. Det er fedt. Serien er klart værd at se for de faktuelle, historiske elementer. Der er klasseskuespillere med, der leverer varen, og den er medrivende og spændende, men den sidste del er det, der gør, at jeg faktisk vil anbefale de fleste at se den, til trods for at den absolut kunne være bedre i rigtigt mange andre henseender.
For den glamouriserer ikke vejen ud af misbruget. Der er ingen heltemusik eller harper, mens fuglene kvidrer løftet om en ny og bedre fremtid hjem. Hverdagen går videre i sine kedelige nuancer af grå, med både behov for og lyst til stoffer og flugten fra selvsamme.
Det gør ikke sejren mindre eller større. Det gør den mere troværdig.
Og derigennem kommer den største kontrast til resten af seriens forhammermetoder.
For når de kan vise de gode så ærligt og fint, burde de også kunne droppe cykelstyret og jernbaneskinnerne for de onde.
Det havde fået dem til at fremstå meget mere troværdige – og på den måde også meget værre.
Fakta om 'Dopesick'
Instruktør: Danny Strong, Barry Levinson m.fl.
Manuskriptforfatter(e): Beth Macy m.fl.
Medvirkende: Michael Keaton, Peter Sarsgaard, Will Poulter m.fl.
Afsnit: 8
Premieredato: 22. september 2021
Streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: Populær krimiserie vender tilbage
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Heels' er et helt igennem veleksekveret drama
