Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Duff er som skabt til roller som denne i 'How I Met Your Father'

AfSibel Türker
12. maj 2022
How I Met Your Father / Foto: Disney+

Del artikel

På Disney+ kan man fra onsdag den 11. maj opleve 'How I Met Your Father', og det er faktisk ikke en så skidt oplevelse endda.


Et af 00’ernes største teenage-ikoner, Hilary Duff, er, efter mange års stilhed, endelig tilbage i denne rom-com serie.


Hilary Duff, der er bedst kendt for sin rolle som den elskværdige Lizzie McGuire, spiller nu Sophie, der på mange måder minder om en voksen Lizzie McGuire.


Duff er i sit es i hovedrollen som Sophie, der forsøger at navigere rundt i New Yorks datingverden. Hun er livsglad, fjollet og også meget utålmodig efter at finde kærligheden og at slå sig ned.


Sophie er en ung 30-årig kvinde, hvis sprudlende humør er smitsomt. Hun er en håbløs romantiker og tror på, at hendes store kærlighed er derude og venter på hende. Sophie bor sammen med sin veninde i en lille lejlighed, mens hun arbejder som selvstændig fotograf.

Stærkt inspireret, men ikke en kopi af 'How I Met Your Mother'


Serien er en selvstændig spin-off til How I Met Your Mother, hvilket betyder, at den i den grad er meget inspireret af denne, men at man sagtens kan se How I Met Your Father uden at kende noget til den gamle serie.


Castet er nyt, men præmissen med en midaldrende forælder, der fortæller sin livshistorie til sit barn, er stort set den samme.


Her er det dog fremtids-Sophie, spillet af Kim Cattrall, der i året 2050, fortæller sin søn historien om, hvordan hun mødte hans far, dengang tilbage i 2022, hvor man mødte hinanden på Tinder, og Unboxing videoer var populære på YouTube.


Sophie fortæller sin søn, at hun mødte hans far i løbet af den aften, som vi følger i første afsnit, og nu kan gættelegen begynde. På dette punkt adskiller serien sig markant fra How I Met Your Mother, hvor vi først mødte moderen ved seriens afslutning.

Nostalgi og relaterbare karakterer


Jeg er meget bevidst om, at jeg nok er lige i midt i målgruppen for serien. Jeg voksede op med Lizzie McGuire, og Hilary Duff var soundtracket til mine ungdomsår.


Det er dejligt at opleve Hilary Duff igen som voksen. Hun ser ikke en dag ældre ud, og mit teenagehjerte jubler efter dette gensyn. Serien virker som den fortsættelse til Lizzie McGuire, der skulle have været lavet for nogle år siden, men som desværre aldrig blev til noget.


Duff er som skabt til roller som denne, hvor hun får lov til at skinne igennem i rom-com-verdenen. Hun formår ikke kun at gøre Sophie elskværdig, men også meget relaterbar. Det samme gør sig gældende for de andre karakterer, vi møder; når først man har vænnet sig til dem, bliver de nemme at holde af.

Giv den lige en chance


Serien mangler noget nytænkning; det kommer vi ikke uden om. Vi har med endnu en sitcom omhandlende en gruppe venner i en alt for cool New Yorker-lejlighed at gøre igen. Det er ikke noget, vi ikke har set før. Dog tænker jeg, at når formlen har fungeret så mange gange før, hvorfor så ikke også her?


Vennegruppen, som serien er centreret omkring, er lige et par afsnit om at blive rigtig sjove og interessante, men de bliver stille og roligt bedre at følge.


I modsætning til lignende serier, hvor man følger allerede etablerede vennegrupper, har How I Met Your Father mere fokus på nye venskaber, og måden hvorpå disse dannes i voksenårene.

Nem og hyggelig underholdning


Som sagt står How I Met Your Father på egne ben, men den læner sig alligevel meget op ad den gamle serie, hvilket også kan gøre det svært ikke at sammenligne.


Var man fan af den tidligere serie, er det ikke sikkert, at denne vil leve op til forventningerne. Søger man derimod noget nem underholdning, der kan få en til at trække på smilebåndet og ikke kræver den store hjerneaktivitet, er How I Met Your Father faktisk ret perfekt.


Jeg har virkelig nydt de første par afsnit og glæder mig til at se resten. Det er allerede meldt ud, at der kommer en sæson to, hvilket er en glædelig nyhed. Serien giver mig en dejlig varm følelse i kroppen, og så kan det godt være, at jeg ikke skraldgriner min vej igennem afsnittene, men til gengæld bliver jeg varm i kroppen og sidder med et smil på læben igennem det hele, og det kan bestemt også noget.


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/09/4-hjerter-1.jpg

Fakta om 'How I Met Your Father'

Instruktør: Isaac Aptaker og Elizabeth Berger
Produktionsår: 2022
Medvirkende: Hilary Duff, Chris Lowell, Francia Raisa, Tom Ainsley, Suraj Sharma, Tien Tran, Josh Peck, Kim Cattrall
Antal Episoder: 10
Land: USA
Streamingtjenester: Disney +

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser