Anmeldelse: Er ‘South Park Pandemic Special’ et vellykket særafsnit?

South Park laver satirisk comedy ud af COVID-19. Kan de slippe af sted med det?

Foto: South Park/Paramount+

Kontroverser er efterhånden blevet et varemærke for den amerikanske, tegnede serie South Park.

Gennem 23 sæsoner er serien ofte gået lige til kanten, og der er ikke den magthaver i USA, der ikke har været gennem dens bidende og knusende satiremølle.

Revser ALT og ALLE i South Park

Seriens skabere, Trey Stone og Matt Parker, har gjort det til deres mission at revse og udstille alt fra hykleriske politikere, klimaforkæmpere og -nægtere, konservative og venstreorienterede, til sekter, verdensreligioner, racisme og politisk korrekthed – listen er lang. I serien om den lille, søvnige by går ingen fri og intet er helligt. Intet.

Men hvad sker der så, når civilisationen er ramt af en verdensomspændende pandemi med store menneskelige omkostninger til følge? Kan man gøre grin med COVID-19 og lave det til satirisk comedy i et land, der står midt i katastrofen, og hvor dødstallene kun stiger og løsningen absolut ikke ser ud til at komme fra politisk hånd?

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Close Enough’ lander alligevel et stykke fra mål

Det er sikkert et spørgsmål, som mange vil stille sig selv, når de ser særafsnittet Pandemic Special fra den amerikanske satiregigant. Det er selvfølgelig et spørgsmål om ens egne moralske grænser, men overordnet slipper South Park af sted med det kildne spørgsmål om, hvorvidt afsnittet er ’too spoon’ ved at lade det handle om os og vores ageren og ikke så meget om sygdommen. Afsnittet parodierer os alle sammen, og hvordan vi reagerer, når vores verden ændres så radikalt, som det er sket det sidste halve år.

Genkendelighed i et broget persongalleri

Derfor kan vi nok alle sammen genkende noget i alle karakterne og deres reaktionsmønstre. Selvom vi sikkert ikke vil indrømme det, så forstår vi (til en hvis grad!) Cartman – den lille, ultra-selviske møgunge, der nyder friheden fra scheeewl (skole, red.) i en så overdrevet grad, at han vil gøre hvad som helst for at komme tilbage i skole igen.

Eller Randy Marsh, der tror han hjælper samfundet, men forsøger at tjene penge på pandemien ved at sælge marihuana til byens indbyggere, så de har noget at lave under nedlukningen. Eller det vil sige: jeg forstod ham delvist. Lige indtil han finder ud af, at han er Patient Zero efter en noget omtåget rejse til Wuhan med Mickey Mouse, der involverer sex med … ja, et skældyr og en flagermus.

Så er der Butters, der bare gerne vil i Build-A-Bear, som han var blevet lovet og havde glædet sig sådan til. Jeg tror, mange festival- og koncertgængere kan nikke genkendende til en skuffelse af den karat.

Eller de besværlige Zoom-møder, som man helst bare vil undgå, og skænderierne, fordi nogen altså har hørt et eller andet og synes alle andre skal rette sig efter det. Udskamning, forargelse, over- og underdrivelse og en million råd og retningslinjer, som de færreste af os kan finde rundt i. Vi kender det.

LÆS OGSÅ: 4 animationsserier der er bedre end Rick and Morty

På den måde parodierer afsnittet alle os, hvor konsekvenserne ved COVID-19 (heldigvis) begrænser sig til, at vi må blive hjemme fra skole, studier og arbejde og underholde os selv.

Og her lykkes Pandemic Special bedst. Det er de sekvenser, hvor jeg kan grine af mig selv og mine medmenneskers genkendelige reaktioner at afsnittet er sjovest. Og så selvfølgelig de sekvenser, hvor serien bliver helt åndssvag klam eller gakker fuldstændig ud.

South Park vil for meget og lykkes med for lidt

Men er South Park Pandemic Special så et vellykket særafsnit? Næææh. Det er det faktisk desværre ikke.

South Park smider alt, alt for mange bolde op i luften og kommer simpelthen alt for mange ingredienser i satiregryden. Det bliver til et underligt rodet opkog, hvor der både skal være plads til COVID-19, raceoptøjer, politibrutalitet og ’defunding’, præsidentskabet, naturbrande og alle de andre fucked-up ting, der er sket i det store land i år.

Afsnittet forsøger at kommentere på alt for mange forhold i samfundet og ender med at lykkes med alt for få ting. Det hele virker rodet og kaotisk. Til South Parks forsvar kan man selvfølgelig sige det samme om året 2020.

LÆS OGSÅ: Nye serier i oktober: Mere The Mandalorian, drama på DR og nyt afsnit af The Walking Dead

Når det er sagt, så er afsnittet (når det er bedst) et kærkomment portræt og parodi af vores egen uformåenhed og bizarre, men menneskelige reaktionsmønstre i en exceptionel tid og situation. Men der er desværre for langt imellem den sædvanlige spydige og on-point-samfundssatire, som vi kender og elsker South Park for.

Særafsnittet South Park Pandemic Special kan ses 7. november kl. 22.00 på tv-kanalen Paramount Network

Fakta om South Park Pandemic Special (særafsnit)

Skabere: Trey Stone & Matt Parker

Medvirkende: Trey Stone, Matt Parker, Isaac Hayes, Mary Kay Bergman, Eliza Schneider, Mona Marshall, April Stewart

Antal afsnit: 1

Land: USA

Produktionsår: 2020

Dansk premieredato: 1. oktober 2020

TV kanal: Paramount Network

Dansk Streamingtjeneste: Det er endnu ikke oplyst, hvornår sær afsnittet bliver tilgængeligt på Paramount+

LÆS OGSÅ: Ny podcast: Holder ‘The Mandalorian’

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *