Anmeldelse: “‘Euphoria’ har med disse to særafsnit skabt noget enestående”

Foto: Euphoria Special afsnit 2/HBO Nordic

Euphoria har formået af skænke os to banebrydende særafsnit, mens vi venter på sæson 2.

En af serieverdenens mest ventede sæsoner lader sig vente på sig grundet covid-19-restriktioner. Dog har Euphoria formået af skænke os to særafsnit, mens vi venter på sæson 2.

Særafsnittene følger op på Rue og Jules efter deres hjerteskærende afsked ved perronen i slutningen af første sæson. Første særafsnit havde Rue (Zendaya) i fokus i tiden efter bruddet med Jules (Hunter Schafer), og andet afsnit har Jules som midtpunkt.

Jules er ligesom Rue tilbage i vante omgivelse i huset hos faren efter deres mislykkede forsøg på at stikke af. Hvordan ser Euphoria så ud når man fjerner glitter og glimmer, neonlyset og det eksperimenterende filmiske udtryk? Svaret er …

Mere alvorlig end nogensinde

Særafsnittet om Jules er i særdeleshed anderledes fra seriens første sæson. Der er skruet ned for det visuelle udtryk, og tilbage står Jules i en afvasket nøgen version. Hendes fine fe-udtryk er vasket af ansigtet, og nu sidder hun i sofaen ved en psykolog mere alvorlig end nogensinde. Og med god grund.

Særafsnittene adskiller sig nemlig fra sæsonen ved at være mere fortrolig, intim og nærværende med vores to hovedpersoner. Her lyttes der med enorm respekt til de unges eksistentielle kriser med stor alvor.

LÆS OGSÅ: Tysk apokalyptisk teenage-thriller på vej på HBO Nordic

Særafsnittet giver en fornemmelse af, at der for en gangs skyld bliver lyttet til den unge generation, og Euphoria får et nyt niveau, hvor de unge virkelig bliver set.

Autenticitet

Under samtalen med psykologen, som varer det meste af afsnittet, så taler Jules om det at være transkønnet. Hun bidrager med nogle enorm modne betragtninger om emnet og ser det at være transkønnet som noget spirituelt.

Hun reflekterer over sit behov for mænds behov samtidigt med, at hun får flashback til sin barndom med en svigtende mor. Samtalen, som er så intim og alvorlig, er så velorkestreret, og hendes bidrag til opfattelsen af unges tanker og betragtninger føles som en lektie til os udenforstående.

LÆS OGSÅ: Min top 10: Ungdomsserier jeg altid kan anbefale

Jules, som er spillet af transkønnet Hunter Schafer, er krediteret som medforfatter på afsnittet, hvilket i den grad mærkes tydeligt i den forsigtighed, respekt og oprigtighed afsnittet afspejler.

Virkelighed og fantasi

Mens Jules reflekterer over sig selv, sin situation og forholdet til Rue, så bliver vi præsenteret for forskellige scenarier i en lejlighed, som illustrerer, hvordan Jules’ liv kunne se ud alt afhængigt, hvilke valg hun tager fremadrettet.

Derved leger afsnittet med, hvad der er virkelighed, og hvad der er Jules’ fantasi og håb.

I forhold til serien er klipning og tempo meget mere monoton og sløvende, hvilket giver plads til alvorligheden i de tanker, Jules gør sig. Dette leger også med vores forventninger til, hvad der mon venter for Rue og Jules i sæson 2.

Et værk

Euphoria har med disse to særafsnit skabt noget enestående. Sjældent er det set i serieverden, at emner som disse bliver behandlet med så stor omhu, omhyggelighed og respekt.

Det klæder seriekulturen, at man ikke er bange for at se denne generation af unge og virkelig lytte til dem, med hele kroppen. Formatet i disse særafsnit er anderledes fra serien, da det er mere monotont og roligt. Det giver en lullende effekt, der giver plads til at mærke følelser, betragtninger og refleksionerne.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Euphoria udmærker sig som et tryllebindende råt ungdomsdrama

Personligt er jeg alt for vanilje og gammel til at få en rolle i Euphoria og kan derved ikke spejle mig i Jules, så jeg kæmper med min koncentration i det nye blide format. Men der er ingen tvivl om, at Euphoria ikke længere kun er en serie, men et kulturelt værk.

LÆS OGSÅ: Hør podcasten: Lever ‘Euphoria’-særafsnit op til seriens høje standard?

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Serier anbefaler: Your Honor, Lupin og Outlander

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i februar 2021

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like