Anmeldelse af Gilmore Girls – A Year in the Life

(Foto: Gilmore Girls/Netflix)

Jeg er stor fan af Gilmore Girls – som det kan læses af min anmeldelse af den oprindelige serie, der sluttede i 2007. Så mine forventninger var store, da jeg hørte, at Netflix ville genoplive en af mine favoritter. Det er nok ikke forkert at sige, at mine forventninger var så høje, at det var svært for serien at leve op til det. Og det gjorde den nok heller ikke 100 %. Men på nogle punkter kom den tæt på.

A Year in the Life er en miniserie på fire afsnit, hvor hver episode foregår i en særlig årstid. Vi følger altså personerne i et helt år af deres liv. 10 år er gået, siden begivenhederne i sæson 7, og meget er sket senere hen. Og andet er stadig det samme. Hvis du er allergisk over for små spoilere, så stop med at læse nu. Richard Gilmore er død, og det er hans kones, datter og barnebarns reaktioner på den begivenhed, der sætter handlingen i gang. Hvis du er fan af den gamle serie, kan du nok forestille dig, at det giver larm, når man tilsætter sorg til den brandfarlige cocktail, der består af Lorelai og hendes mor, Emily. Og det går heller ikke stille af sig. Emily og Lorelai er blevet 10 år ældre, men alle de gamle konflikter lurer fortsat under overfladen.

(Foto: Gilmore Girls/Netflix)

Emilys rejse er nok den mest interessante. Hun er pludselig alene efter at have været gift i 50 år. Og det er, som om hun langsomt giver slip på den rolle, hun har påtaget sig i alle de år og finder vej til friheden og sit sande jeg. Kelly Bishop spiller fremragende. Hun kan noget helt særligt med sin krop og sit ansigt, som gør, at man næsten kan mærke hendes smerte, når hun sørger over sin mand eller skændes med Lorelai. Selvom hun til tider opfører sig som en harpe, kan man altid fornemme følelserne bagved. Det er rørende at se hende i A Year in the Life.

Som fan af Gilmore Girls glædede man sig nok allermest til at se Lorelai igen. Særligt at høre hende tale. Og det mangler lidt i A Year In The Life. Lorelai var altid hurtigsnakkeren med de rappe replikker, og det er hun stadig. Men der mangler noget. Måske fordi hun er lidt for trist i A Year in the Life. Hun er næsten 50 og stadig søgende. Der er problemer på kroen og i hendes forhold til Luke. Hun sørger over sin fars død. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at hun ender med at tage på en form for pilgrimsrejse. Hun kommer frem til en beslutning om sin fremtid, og det er fint og rigtigt. Men Lorelai er bare ikke den samme mere. Måske handler det også om, at Lauren Graham ikke længere ligner sig selv. Hun har haft besøg af sine venner Botox og Kindimplantater, og det passer ikke til Lorelai. Hun klæder sig også stadig, som om hun var 35. Det virker lidt mærkeligt og meget tv-agtigt, at en 50-årig kvinde absolut skal ligne en, der er 15 år yngre. Det er heller ikke foreneligt med livet i Stars Hollow, hvor ingen har råd til plastikkirurgi.

(Foto: Gilmore Girls/Netflix)

Rory er heller ikke sig selv. Hun havde så mange planer, men ingen af dem er blevet til så meget. Hun er rodløs. Vi følger hende i et år af hendes liv, hvor hun oplever en del nederlag og meget få succeser. Året slutter på noget af en cliffhanger for hende, som jeg ikke vil afsløre her. Men selvom hun bliver afklaret med nogle ting, er Rorys historie stadig et uafsluttet kapitel, da serien slutter. Jeg håber på en sæson mere – mest fordi jeg gerne vil vide, hvad der sker med hende. Og det er vel også et tegn på, at serien har fat i noget af det rigtige. For selvom man ikke er helt tilfreds og føler, at der mangler noget, vil man stadig have mere.

Jeg lyder måske meget kritisk, men jeg kan godt lide serien. Stemningen er den, vi kender, og det har altid været noget af det vigtigste ved Gilmore Girls. Bevares, der er en del skønhedsfejl. Fx har de hevet Melissa McCarthy ind for at spille Sookie igen i en enkelt scene, og hun har tydeligvis glemt, hvordan man spiller rollen. Men mange af de andre gode gamle er tilbage, og de er lige, som de altid har været. Hvis du elskede Gilmore Girls, må du ikke gå glip af A Year in the Life. Fordi det er fantastisk at være tilbage i den verden igen. Den er lige så hyggelig, som den altid har været – selvom der mangler noget her og der. Se den, hvis du er fan.

Læs også: Danskerne er de tredjebedste serie-bingere i verden!

Læs også: Heksene fra Warren Manor vender tilbage

(Sponsoreret): Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *