Anmeldelse af Homeland sæson 6

Indlægget er skrevet af Cecilie Hornung Jensen

(Foto: Homeland/Showtime)

Efter lang tids venten (i hvert fald fra min side), er Homeland sæson 6 ENDELIG kommet på Netflix, og jeg klapper i mine små hænder, da denne sæson uden tvivl er seriens bedste siden i hvert fald sæson 2.

Sidst vi så Carrie, var i Berlin, hvor hun netop havde forhindret et terrorangreb på Berlin Hauptbahnhof, samt i sidste øjeblik fik reddet Quinn, efter han var blevet udsat for en giftig nervegas. I sæson 6 er Carrie atter vendt hjem til USA, hvor hun sammen med datteren Franny nu bor i Brooklyn, New York. Her har USA netop fået deres første kvindelige præsident, der på meget formel vis tiltales Madam President-Elect, og sæsonens 12 afsnit udspiller sig mellem election day og inauguration day – nogle meget udfordrende måneder for den kommende præsident.

Når jeg skriver, at Homelands sjette sæson er den bedste sæson længe, så er det takket været især to ting. For det første Quinn, der er den primære årsag til sæsonens succes – sæson 6 er HANS sæson, og jeg er stadig dybt imponeret over, hvor god Rupert Friend er i rollen som den unge CIA-lejemorder. Efter at Carrie i forrige sæson tvang Quinn ud af den livsvigtige koma for at få informationer om det forestående terrorangreb i Berlin, har han lidt under følgerne af denne beslutning. Det resulterede nemlig i et slagtilfælde, der har gjort ham invalid. Umiddelbart vil man som fast seer finde det en smule kontroversielt eller formålsløst at lade Quinn overleve efter en afslutning på sæson 5, der lagde op til det modsatte, og især når han ikke længere er den badass kriger, vi kender ham for. Men netop dette faktum tilføjer en ny dimension og dybde til den nu svært deprimeret Quinn, og det er hjerteskærende at se, hvordan han langsomt begynder at miste lysten til at leve, efter hans krop er blevet reduceret til en ødelagt skal.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

(Foto: Homeland/Showtime)

For det andet skiller sæson 6 sig ud i forhold til dens plot. Vi er efterhånden vant til, at Homeland overdynger os med en masse action i form af terror, kamp og mord blandet med korruption og politik, og her er sæson 6 heller ikke nogen undtagelse. Alligevel har man denne gang valgt at skrue en tak op for seriens fokus på netop politik og korruption, hvilket fungerer fremragende og giver serien det friske pust, som den behøver efter at have rundet de 6 sæsoner. Elizabeth Marvel spiller overbevisende i rollen som den spydige og trodsige Madam President-Elect, en rolle som er nærmest identisk med dén, hun spiller i en anden stor Netflix-serie nemlig House of Cards, hvor hun kan opleves som den demokratiske præsidentkandidat, Heather Dunbar. Et større politisk fokus kan godt være et risikabelt valg, da politik og korruption ofte er tunge og forvirrende emner, men de bliver behandlet og forklaret på fornem vis, så alle (inklusiv mig selv), der måske ikke er helt så stærke inden for den politiske verden, stadig kan følge med.

(Foto: Homeland/Showtime)

Selvom jeg fastslår sæson 6 som den bedste længe, så skal det stadig tages med et gran salt. Den nye sæson lider momentvis stadig under Homelands trivielle og gentagende tematik, hvor hver sæsons overordnede plotstruktur fremstår meget ens. Ydermere bliver CIA-direktøren for Black Operations, Dar Adal, endnu en gang fremstillet som jokeren, der måske/måske ikke er korrupt, og som man aldrig rigtig bliver helt klog på – et efterhånden kedeligt og forudsigeligt kneb.

Ikke desto mindre er Homeland sæson 6 alt i alt en underholdende og nervepirrende fornøjelse, der for første gang siden Brodys død i sæson 3 fik tårerne frem hos undertegnede. Så hvis du er Homeland-fan, burde sæson 6 være alt andet end skuffende.

Læs også: De 5 bedste serier på Netflix i 2017

Læs også: Anmeldelse af Real Detective sæson 2

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Hvad synes du om serien?



1 Comment

  • Smag og behag er heldigvis forskellig. Inden for sin genre er Homeland absolut min yndlingsserie.
    Jeg var ret begejstret for sæson 5, og set i det lys er sæson 6 (de to sidste afsnit undtaget) en stor skuffelse. Jeg synes, der mangler tempo og spænding i sæson 6, og Quinn som lallende misbruger/handlekraftig agent spiller ikke for mig.
    Derudover er jeg så ærgerlig over, hvor meget Franny fylder. Kunne hun bare blive bragt i sikkerhed et sted i hele sæson 7, ville jeg blive lykkelig 😉
    Så alt i alt er sæson 6 i min bog den klart dårligste af alle seriens sæsoner. Jeg ser frem til sæson 7 som forhåbentlig starter på DR2 om et par uger 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *