Anmeldelse: Imponeret over I May Destroy You

I May Destroy You får dig til at grave dybt i egne oplevelser.

Foto: I May Destroy You/HBO Nordic

Jeg skal lige have pusten igen, for hold da op! Det har været en vanvittig rejse at følge Arabellas (Michaela Coel) liv i serien I May Destroy You. Her er der blevet sat et vigtigt fokus på seksuelle overgreb; hvad de er, hvilken hjælp ofrene får – eller ikke får – og hvem, der egentlig er ofrene. Efter at have set serien til ende føler jeg mig selv som lige dele offer og lige dele skyldig. Forklaring følger.

Tidligere har jeg honoreret serien med fem ud af seks stjerner, baseret på de første to afsnit. Derfor har det været neglebidende spændende at finde ud af, om serien nu kunne holde sit momentum.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af I May Destroy You afsnit 1+2

På intet tidspunkt taber serien pusten. Tværtimod imod fylder den blot flere og flere lag på historien for til sidst at sætte sit punktum med en slutning, du kommer til at Google efter svar på. Jeg er imponeret.

Søgen efter svar – og hævn

Første afsnit af I May Destroy You lægger hårdt ud med en voldtægt af seriens hovedperson Arabella, som spilles af seriens skaber Michaela Coel. Efter en tur i byen, hvor Arabella bliver bedøvet med stoffer og efterfølgende voldtaget, begynder hendes søgen efter svar på hvem, der gjorde det mod hende – og få sin hævn.

Men det er ikke kun vores hovedperson, som bliver udsat for seksuelle overgreb. Undervejs oplever vi, hvordan hendes venner også bliver udsat for overgreb.

LÆS OGSÅ: 5 af de mest populære serier på Netflix og HBO Nordic lige nu

Serien skelner ikke mellem overgrebenes karakter, for uanset hvilket omfang overgrebet har, har det konsekvenser for både offer og overgrebsmanden/-kvinden.

Sex og de svære gråzoner

Hvornår er der tale om overgreb? Måske tænker du som jeg, at det burde være nemt at skelne mellem sex og overgreb. Men faktisk er dette en meget svær gråzone, for som vi ser i serien, kan hvad vi selv mener er grænseoverskridende virke helt anderledes for andre. Og omvendt.

Foto: I May Destroy You/HBO Nordic

Arabella oplever f.eks. at have sex med en fyr, der – uden hendes viden – tager kondomet af under samlejet. Det virker måske uskyldigt sammenlignet med f.eks. voldtægt, men det er faktisk også strafbart overgreb. Det anede jeg ikke selv. Og det er måske selve problemet.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i september: Fargo, Jude Law og ny serie af Bombshell-instruktør

Når jeg tænker tilbage, så har jeg selv oplevet grænseoverskridende opførsel fra mænd, jeg har haft forhold til. Jeg har måske slået det hen, fordi jeg kendte mændene, og så er det jo noget andet. Tænkte jeg. Måske har du oplevet det samme? Og måske har vi endda alle selv gjort ting, der går langt ud over andres grænser, uden vi selv har været opmærksomme på det. Derfor sidder jeg tilbage med følelsen af både skyld og skam.

Michaela er Arabella

Nu blev det en smule personligt fra min side, men det føler jeg, at jeg skylder Michaela Coel. Hun har selv været meget åben om, at hun er blevet udsat for voldtægt.

Serien er baseret på hendes personlige oplevelser med overgreb. Derfor spiller Michaela ikke bare Arabella – hun er hende. Og hvis der er noget, vi kan lære af I May Destroy You, så er det, at åbenhed er nødvendigt.

LÆS OGSÅ: 5 af de bedste serier på HBO Nordic nogensinde

Arabellas ven Kwame oplever at blive udnyttet seksuelt. Ligesom sin veninde Arabella går han til politiet for at anmelde overgrebet. Hvor Arabella mødte stor forståelse og empati fra politiet, må Kwame sande, at der ikke er meget hjælp at hente for ham. Det får ham til at tie om oplevelsen, hvor Arabella derimod har styrken til at fortælle om sin oplevelse. Det ødelægger ham langsomt, at han bærer på denne hemmelighed.

Lad os lige tale om titlen

Måske ødelægger jeg dig. Sådan kan I May Destroy You oversættes direkte. Jeg har hele tiden tænkt, hvem jeg’et er i denne sammenhæng. Er det mon Arabella selv, der truer med at ødelægge sin voldtægtsmand?

Foto: I May Destroy You/HBO Nordic

Efter at have set serien til ende må jeg konstatere, at titlen er tvetydig, for i virkeligheden kan ’I’ i titlen være os alle. Vi kan ødelægge hinanden på kryds og tværs. Arabella bliver ødelagt af sin voldtægtsmand, voldtægtsmanden bliver (måske) ødelagt af Arabella og er muligvis mærket af tidligere oplevelser i sit liv. Kvame bliver ødelagt af en date, men ender med selv at ødelægge en kvinde efter en date.

LÆS OGSÅ: Månedens serietip: 3 gode serier på C More

’Ødelægge’ er på mange måder et voldsomt ord, og så alligevel ikke, for alle handlinger har konsekvenser, der på hver sin måde ”ødelægger” os selv eller andre, både på godt og ondt.

Skal jeg se I May Destroy You?

Michaela Coel er en skøn personlighed med fart over feltet. Det fornemmer man hurtigt. Jeg anerkender, at karakteren Arabella kan være lidt for meget og en smule irriterende til tider, men det tjener til historiens fordel.

Hun er rastløs og ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Tager man hendes oplevelser i betragtning, bærer man hurtigt over med hendes opførsel, for som vi ser i serien, så reagerer mennesker forskelligt på traumer.

LÆS OGSÅ: Månedens serieanbefalinger: Nyfortolkning af Kong Arthur, politisk satire og en mystisk miniserie

Du skal helt sikkert se I May Destroy You. Uanset om du er til Coels skævheder eller ej, for man kan virkelig lære noget af at se denne serie – både om sig selv, men også om andre. Den får dig virkelig til at grave dybt i dine egne oplevelser og sætte dem i perspektiv. Dét er stærkt.

Fakta om I May Destroy You

Instruktør: Sam Miller, Michaela Coel
Manuskriptforfatter: Michaela Coel, Sherie Myers, Stephanie Yamson, Ronke Adekoluejo
Medvirkende: Michaela Coel, Weruche Opia, Paapa Essiedu, Stephen Wight, Aml Ameen, Marouane Zotti, m.fl.
Antal afsnit: 12
Land: UK, USA
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 8. juni 2020
Dansk streamingtjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Se traileren: Dramatisk fortælling i Beartown

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *