Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Interviewprogrammet ‘All Exclusive’ med Iben Hjejle handler mest af alt om Casper Christensen

AfAnn Lind Andersen
7. december 2022
Fra interviewprogrammet 'All Exclusive' med Mikael Bertelsen, Casper Christensen og Iben Hjejle
Foto: Viaplay

Del artikel

I ‘All Exclusive’ af Casper Christensen og Mikael Bertelsen er det meningen, at førstnævnte komiker skal interviewe en række kendte, han selv har udvalgt. Men efter første program bliver man i tvivl om, hvorvidt programmet egentlig mere handler om de to mænd bag end om den interviewede.

'All Exclusive'

Streamingtjeneste: Viaplay
Premieredato: 7. december 2022
Genre: DokumentarInstruktør/Story-producers: Casper Christensen, Mikael Bertelsen, Julie Moestrup
Medvirkende: Casper Christensen, Mikael Bertelsen, Iben Hjejle m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 12 er planlagt, fire er foreløbigt produceret. Anmeldelsen er baseret på det første afsnit.

At lave interview-TV er sværere, end det ser ud på skærmen. Oftest kommer det i dag i talkshow-formatet, let og overfladisk. Og senest har David Letterman forsøgt sig med det på Netflix. Men den dybe samtale mellem to mennesker er en uddøende race på TV. Desværre. For at lytte til en ærlig samtale kan som seer være virkeligt berigende.

Så, points for at ville netop det til Casper Christensen og Mikael Bertelsen, der står bag Viaplays All Exclusive. En programserie, hvor Casper Christensen nøje selv har håndplukket en række kendte personer, han skal tale med. Et i hvert program. Navne som Sofie Linde, Helle Thorning-Schmidt og Medina. Et program med Thomas Helmig er blevet taget ud.

Første gæst er eks-kæresten

Første program - og det eneste, der er sendt ud til anmeldere, hvilket gør det svært at bedømme programserien som helhed - er med Iben Hjejle. Et inciterende valg, hvis man har en snert af sladderblads-nysgerrighed i sig.

Casper Christensen og Iben Hjejle dannede par i ni år og har ikke rigtig talt sammen siden bruddet for 10 år siden. Før hun nu ankommer med fly til Portugal og bliver hentet af Mikael Bertelsen i lufthavnen for at blive kørt ud til en stor luksusvilla med udsigt og pool, hvor Casper Christensen venter.

Fra interviewprogrammet 'All Exclusive' med Mikael Bertelsen, Casper Christensen og Iben Hjejle
Foto: Viaplay

Den onde McFlurry-hane

I et døgn skal Iben Hjejle blive i huset og løbende have samtaler med værten a.k.a. sin eks-kæreste. Og det er her omkring, interview-formålet bliver lidt mudret. De to kommer, hen over vin og middag, bl.a. omkring tidspunkter, hvor det stod slemt til i deres forhold. Som når Casper Christensen lavede sin stemme om til hanen McFlurry og svinede Iben Hjejle til ved middagsbordet foran deres børn, der ikke fattede den passive-aggressive vrede bag, men bare syntes, det var sjovt. Det gjorde Iben ikke.

Hun gik og satte sig ind i stuen i stedet. Den slags optrin reflekterer de begge over, men mest omkring, hvordan det kunne være, Casper opførte sig sådan. Og om han har følt skyld og har sagt undskyld. Fokusset er med andre ord mest på Casper Christensen, og hvordan og hvorfor han er, som han er.

Det er i og for sig interessant nok at høre om, for han er hudløst ærlig, virker det til. Men hvis udgangspunktet er, at vi skal lære Iben Hjejle bedre at kende, fejler programmet med sit mål, for vi hører kun om, hvordan Iben var i forhold til Casper, dengang de var sammen.

Fra interviewprogrammet 'All Exclusive' med Mikael Bertelsen, Casper Christensen og Iben Hjejle
Foto: Viaplay

Altmuligmanden Bertelsen

Så tvivlen melder sig. Er dette i virkeligheden et narcissistisk forfængeligheds-projekt eller et reelt interviewprogram? Er de kommende gæster også valgt ud fra, hvilket lys de kan kaste på Casper Christensen? Eller er han reelt interesseret i at finde ud af, hvilke mennesker de er bag facaden?

Og endnu mere i tvivl er man om, hvad Bertelsens rolle egentlig er. Jo, han går til hånde som chauffør/kaffemager/redaktør, der, uanset hvad han laver, konstant kommenterer på det, vi lige har set og hørt. Hvorfor er det nødvendigt? Selvfølgelig er det altid rart at have en inkluderet rygklapper i programmet, selv om det er en anelse irriterende for os andre at få forklaret, hvad der foregår.

Kun en enkelt gang stiller han et opfølgende spørgsmål, der vil bore længere ned. Det er, da han spørger Casper Christensen, om han også følte sig ensom, da han var sammen med Iben Hjejle. Den slags måtte der gerne være mere af.

Fra interviewprogrammet 'All Exclusive' med Mikael Bertelsen, Casper Christensen og Iben Hjejle
Foto: Viaplay

Stærke øjeblikke

Udover Bertelsen-indsparkene bliver der i det hele taget brugt en del minutter på staffage, på at se på de lækre omgivelser og på at se på Iben og Casper, uden at vi kan høre, hvad de taler om. Hvilket er en stor skam. For når de først samtaler om dybe og sårbare emner, er det virkeligt godt tv. Som når Iben Hjejle taler om det beskedne ønske om bare at have et lille værelse i sine boliger, hvor hun kan hænge de billeder op, hun vil. Og Casper Christensen udbryder, ‘jamen, sådan skal det da være overalt i din lejlighed, for det er dit hjem’.

Der er bare alt for få af de ægte momenter i et afsnit på ca. 60 minutter, og jeg tog mig selv i at ønske, at programmet havde stolet mere på at lade samtalen stå for sig selv. Og stolet mere på os, der ser med.

Fra interviewprogrammet 'All Exclusive' med Mikael Bertelsen, Casper Christensen og Iben Hjejle
Foto: Viaplay

En anden Casper Christensen

Hvordan set-uppet folder sig ud med de kommende gæster, når Casper Christensen ikke skal sidde overfor sin eks-kæreste, gør os forhåbentligt klogere på konceptet. Han er med sin egen livsproces i bagagen en interessant og interesseret samtalepartner.

En anden Casper Christensen, der er langt væk fra Klovn-udgaven. Så, der er grundlag for gode programmer efter en lidt bumpy start, hvis All Exclusive tør være sit eget navn, et enestående indblik, der sædvanligvis er forbeholdt de få.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser