Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Intrigerne står i kø i 'Vikings: Valhalla' sæson 2

AfClaus Nygaard Petersen
13. januar 2023
Vikings Valhalla
Tingene er igen intense for Leif Erikson og hans venner i anden sæson af 'Vkings: Valhalla'. /Foto: Netflix

Del artikel

Anden omgang med de blodtørstige vikinger i 'Vikings: Valhalla' sæson 2 på Netflix er mere afdæmpet end første sæson, men leverer stadig mange spændende øjeblikke.

Få serier har været så store seersuccesser for Netflix, som Vikings og til dels spin-off'et Vikings: Valhalla.

Den her lavbudget-udgave af Game of Thrones, uden drager og (næsten uden) magi fanger folks interesser bedre end honning for en bi. Der er bare noget ved kombinationen af vold, intriger og romance, når folk er iklædt dyreskind, som overgår alt andet.

Første sæson af Valhalla var da også så populær, at der ikke gik mange dage efter premieren, før både anden og tredje sæson blev offentliggjort.

Og det er godt. For fortællingen om Leif Erikson (Sam Corlett) og resten af de blodtørstige vikinger i Netflix-serien, er rigtig god underholdning.

Selvom intensiteten og de episke slag ikke helt når forrige sæsons glimrende niveau.

I stedet er det er det rænkespil, som er i højsædet. Sammen med den evindelige konflikt mellem kristne og asatro. For såvel nu som dengang er der intet mere magtfuldt end religion til at få folk til at makke ret.

Gudenåde trøste dig, hvis du er på den forkerte side eller kender nogen, der er. For så er der fandeme krig!

En pelset affære

Efter det store slag ved den herostratisk berømte borg Kattegat – udtales konsekvent KAT-TA-GAT – er heltene spredt. Leif og Harald (Leo Suter) er taget ned i Sydøsteuropa for at planlægge et modtræk mod den ærgerrige Olaf (Jóhannes Haukur Jóhannesson).

For brødrene Harald og Olaf kan ikke trække vejret roligt, så længe den anden er i live. Freydis (Frida Gustavsson) er fulgt med nogle andre vikinger til en svært fremkommelig vikingeboplads, Jomsborg.

Her bliver hun umiddelbart hyldet som en præstinde. Men chefen på stedet, Harekr (Bradley James), er en lusket type, som er villig til at gøre hvad som helst for at konsolidere sin magt. Når først man har fået smag for, hvilken magt og privilegier, der følger med ved at blive tilbedt som noget nær en gud, er det ikke noget, man bare lige sådan giver fra sig.

I England er der en slags stilhed før stormen. Efter Canute (Bradley Freegard) er draget i krig mod venderne, der er begyndt at angribe Danmark, og farmand Svend Tveskæg (Søren Pilmark) har regeret i sønnens sted – og givet Olaf røvfuld ved Kattegat – har dronning Emma genindtaget tronen.

Og hun har ikke umiddelbart tænkt sig at give den fra sig. Så enhver mulig trussel, også selvom den ikke engang er reel, bliver knust med en jernnæve.

Magt kommer med en blodig pris, og Valhalla viser, hvem der er klar til at betale ved kasse 1.

Serieskaber Jeb Stuart og de andre kreative folk bag virker til med vilje at have nedtonet de store slag. Om det er budgetbegrænsninger eller for at gemme det til tredje (og eventuelt sidste?) sæson er ikke helt til at vide. Men det kunne godt lugte derhenad.

To vikinger sejlede op ad åen

Der er dog ingen tvivl om, at det er Leif og Haralds historie, der kommer til at være den udslagsgivende i sidste ende.

Turen ned til Rus-riget, hvor Haralds onkel er konge, byder på en masse nye bekendtskaber, og før vi har set os om, så er de to på en båd. Destinationen er Konstantinopel, hvor mulighederne for at genopbygge en hær er større, end når Olaf ånder dem lige i nakken.

Det er en farefuld vej ned ad Dnepr-floden, hvor vi også stifter bekendtskab med et nyt folk i Vikings-sammenhæng.

Det nomadiske petjenegi-folk bliver fremstillet som et frygtindgydende krigerfolk a la Djengis Khans hær. Derfor er det hele tiden med tungen lige i munden og en halvt forsigtigt sunken klump i halsen, at vi følger Leif og kompagni.

For på et eller andet tidspunkt, kommer de til at stå over for dem. Det er givet. Og hvad sker der så? Nyt blodbad? Teasen er bedre end afsløringen, hvor det hele bliver forløst i løbet af et afsnit.

Når man bygger sådan en trussel op igennem hele sæsonen, kunne man godt have givet det i hvert fald to episoder med en cliffhanger i den ene. Det er ikke dårligt, men man sidder alligevel med følelsen af, at det kunne være blevet til mere. Især med tanke på, at Leif og Haralds guide er en blind petjenig, der har en vendetta mod sin bror, der er Khan.

Man kan godt tilgive Vikings: Valhalla for at lurepasse lidt efter den hæsblæsende første sæson. Men så skal de også levere varen i næste ombæring.

https://imgix.vielskerserier.dk/2016/03/4-hjerter.jpg

Fakta om ’Vikings Valhalla’ sæson 2:
Instruktør: Ciaran Donnelly mfl.
Manuskriptforfatter: Jeb Stuart (serieskaber) mfl.
Medvirkende: Sam Corlett, Frida Gustavsson, Leo Suter mfl.
Antal afsnit: 8
Land: Canada, Irland, USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 12. januar 2023
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Vikings

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Vikings' sæson 6B taber alt på gulvet

LÆS OGSÅ: Anbefalinger: 6 serier med pomp og pragt

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser