Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Jenna Ortega er en funklende stjerne i Netflix-serien 'Wednesday'

AfClaus Nygaard Petersen
22. november 2022
Wednesday anmeldelse
Den levende hånd Thing og Jenna Ortega som Wednesday Addams i Netflix' serie om den titulære goth-girl over dem alle. /Foto: Netflix

Del artikel

Der går lidt for meget teenage-fnidder i Netflix-serien 'Wednesday' om det unge medlem af Addams-familien. Men Wednesday-figuren selv brillerer med sit store talent.

Sjældent har to fingerknips lige i rap fået så ikonisk status, som det er tilfældet med The Addams Family. Efter starten som en tegneserie i magasinet The New Yorker i 1938 blev den allemandseje i amerikansk popkultur med TV-serien af samme navn i 1964.

Siden da har der både været flere animationsserier og sågar et Broadwaystykke om familien med de morbide interesser.

Et sådant succesfuldt franchise kræver selvsagt en film eller to, og de mest vellykkede huserede i start 1990'erne. Med Raul Julia og Anjelica Huston som de excentriske forældre Gomez og Morticia i spidsen var The Addams Family (1991) og efterfølgeren Addams Family Values (1993) fine succeser, der efterfølgende også fortjent har fået klassikerstatus.

Ikke mindst på grund af en ung Christina Ricci (Yellowjackets), der imponerede alt og alle som den stoiske dødsfascinerede datter Wednesday. Derfor var forventningerne oppe at ringe, da Netflix annoncerede en serie centreret netop omkring hende. Endda med selveste kongen af gotisk stemning, Tim Burton, som instruktør på flere afsnit.

Det kan kun blive godt – eller hva?

Det bli'r i familien


Wednesdays

Derfor bliver hun sendt til privatskolen Nevermore Academy, hvor hendes forældre mødte hinanden i tidernes morgen. Eller sådan er historien i hvert fald i den her adaptation.

Der møder Wednesday (Jenna Ortega) en række bemærkelsesværdige unge, herunder værelseskammeraten Enid (Emma Myers). Hun er en varvulv, der dog ikke kan transformere fuldt ud og egentlig kun får lange fingernegle, når hun skal wolf out. Ellers er der fyldt med klassiske teenageproblemer såsom identitet, kærlighed og popularitet, som serieskaber-duoen Alfred Gough og Miles Millar har leveret meget af igennem karrieren.

At mor Morticia (Catherine Zeta-Jones) og far Gomez (Luis Guzmán) har gået på stedet er ikke til den nye elevs tilfredshed. Nevermores rektor Larissa Weems (Gwendoline Christie) er for eksempel gammel klassekammerat med Wednesdays mor, og der er også noget med et mord, som far Gomez blev anklaget for i sin tid.

Da et mystisk monster også begynder at husere i området, sætter den unge Addams-datter sig for at opklare nogle af alle mysterierne. For hvad skal en 15-årig med en forkærlighed for det makabre ellers finde på at lave?

En funklende stjerne


WednesdayRiverdaleChilling Adventures of Sabrina

Præcis som hekseserien fra Netflix, så lever og ånder Wednesday med sin hovedrolle. Og Jenna Ortega er intet mindre end formidabel. Hun har anlagt et stenansigt, hvor kun mikroskopiske ansigtstræk afslører, hvad der foregår i Wednesdays indre. Dog bliver der givet los for følelsesregistret indimellem, f.eks. når den elskede onkel Fester (Fred Armisen) kommer på besøg. Så breder der sig et lille smil, og øjnene bliver store – præcis som Christina Ricci gjorde det med stor bravur i de gamle film.

Ricci medvirker i øvrigt som en lærer på Nevermore, der, nærmest som et glimt i øjet, er den eneste, der forstår Wednesday. Sammen med Gwendoline Christie (Game of Thrones, The Sandman) er de to det bedste ved hele den del af historien. Begge har den scenetilstedeværelse og quirk, der gør dem fascinerende at følge, ligegyldigt hvad de gør.

Zeta-Jones giver lidt mere liv til Morticia, end hvad der hidtil har været sædvane, men det fungerer i kontekst til Wednesdays mutte teenager. Guzmán får til gengæld ikke fri leg med Gomez, der fremstår underligt nedtonet. Omvendt er det også en umulig rolle at efterleve, når man først én gang har set Raul Julias nærmest Errol Flynn-inspirerede præstation.

En af flokken


Wednesday young adult

Addams-familien har altid været bedst, når den har stået i kontrast til ”det normale”. De var outsiderne, der omfavnede alt, som ikke passede ind i det pæne bourgeoisis rammer. Og når Wednesday bare bliver en blandt et helt akademi af varulve, vampyrer og sirener, ryger noget af det specielle.

Den omvandrende hånd Thing er dog stadig noget udover det sædvanlige. En masse ar og syninger signalerer, at han har oplevet meget og ikke altid sluppet fra det med huden intakt. Han er en lurendrejer og småforbryder, der altid har Wednesdays ryg.

Men det er også symptomatisk, at det er, når der er tale om klassiske Addams-ting, at Wednesday er bedst. Hvis der kommer en sæson mere, vil det klæde de kreative folk bag at skifte lokation, så magien og det bizarre omkring den excentriske familie og dens medlemmer kan få frie udfoldelsesmuligheder.


Se traileren til 'Wednesday'


Fakta om 'Wednesday':
Instruktør: Tim Burton m.fl.
Manuskriptforfatter: Alfred Gough & Miles Millar (serieskabere) mfl.
Medvirkende: Jenna Ortega, Emma Myers, Gwendoline Christie, Christina Ricci, Catherine Zeta-Jones m.fl.
Antal afsnit: 8
Anmeldelse: 7
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 23. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser