Anmeldelse af Jessica Jones

Der er stadig noget ved introen af den her serie, der bare gør, at jeg ikke kan holde ud at se den. Der er noget mærkeligt og faretruende over den, som jeg stadig ikke har forliget mig med.

jessica_jones_topFoto: Netflix // Jessica Jones

Det passer nu meget godt til de antihelte, der toner frem på skærmen – afsnit efter afsnit. Anti-helte, du har svært ved at forlige dig med, men ikke kan få øjnene eller tankerne fra igen.

Jeg er i mit serieliv tit faldet for anti-heltene i forskellige serier. Jeg er lidt til underdogs og deres ofte dårlige valg. Måske startede det hele med Brenda i Beverly Hills – i hvert fald skal vi helt tilbage i de tidlige halvfemser, før jeg kan huske at have haft samme sympati med en seriekarakter, som jeg har med den fordrukne og oftest dårligt klædte Jessica Jones.

Jessica Jones er privatdetektiv og dæmonfyldt. En blanding der kunne virke plat og tung – og hvad der i øvrigt var min grund til at droppe Buffy – The Vampire Slayer dengang. Det blev alt for dystert og besværligt at have med at gøre, men her fungerer det. Endda rigtig godt.

Jessica Jones
Foto: Netflix // Jessica Jones

Jessica er en cool cat, og jeg ville ønske, at jeg var ligeså trashy chik og hårdtslående som hende. Især slår fantasien mig, når jeg står med hylende barn og lange klæger af våd dej i håret: hvem der bare kunne kyle bad guys ud gennem ruden på sin fordør, og det er præcis sådan åbningsscenen i Jessica Jones udspiller sig.

Normalt kan jeg ikke finde tiden til de lange serier, og jeg har svært ved at se mig igennem 60 eller 70 timer sammen med de fiktive helte, så også her fungerer Jessica Jones, da der pt. er 1 sæson og 13 afsnit. Om der er flere på vej, ved jeg ikke, men det der er tilgængeligt på Netflix nu fungerer godt.

Jessica er en fed person – hun er kompleks, hvilket jeg synes, at instruktører tit kæmper med i serier af denne type. Er de ikke komplekse nok, bliver serien typisk baggrundsstøj, mens du sidder med mobilen, og bliver de for komplekse og tunge og virker alt håbløst hele tiden, så ender det for mig også med at blive lidt en skuffelse og svært at komme igennem.

Jessicas karakter er god. Hun er sådan lidt irriteret stylet, hvor du godt kan se, at hun er stylet, men hun er ligesom de fleste andre kvinder uden en personlig stylist – hendes sortfarvede hår virker altså farvet og det er hjemmefarvet med plastichandsker og det hele. Hun har altid de samme hullede jeans på og hun er voldsomt kalveknæet, men jeg tror på hende. Jeg synes, hun er interessant, og jeg er glad for, at jeg har fået lov at lære hende at kende.

At se Jessica Jones er ligesom at være til en ægte undergrunds fest. Alle er virkelig skæve typer, men med masser af underliggende hemmeligheder og kyniske karaktertræk, som du i virkeligheden ikke ønsker at udsætte dig selv eller andre for, men som er fantastisk at følge på sikker afstand.

Efter de første afsnit er det som om, at producenterne bag finder ud af, hvor meget af hovedhistorien, der skal fylde i hvert afsnit, så de parallelle småhandlinger, der gerne er i denne type serie forsvinder helt, og fokus kommer til at ligge det helt rigtige sted.

Vi kommer i dybden med Jessica, hendes historie og familie. Der er hårdtslående action, hede sexscener og psykiske overgreb så slemme, at du er i chok, når rulleteksterne igen toner frem på skærmen.

Jessica Jones er en fed og fantastisk antihelt til kvinderne, der har brug for en pause fra de andre nutidshelte i Manolo Blahniks og millioner på kontoen i New York.

Spørgsmålet er nu, om du kan stole på anti-helte med skeletter i skabet? Der er kun en måde at finde ud af det på.

God fornøjelse.

Alle afsnit af Jessica Jones kan ses på Netflix.

Skrevet af vores gæsteblogger Ina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like