Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Kemohjerne

AfTrine Jerichau Roslev
7. november 2019
Foto: Oliver/TV2/Yannick Wolff

Del artikel

Som en del af Knæk Cancer-ugen viste TV2 fiktionsserien Kemohjerne.

I serien stifter vi bekendtskab med den 28-årige humørbombe Oliver, der nyder sin ungdommelige frihed med øl, fester og piger. Vi når dog ikke langt i seriens i alt fem korte afsnit, før friheden smuldrer mellem fingrene på ham.

Allerede i første afsnit af Kemohjerne klager Oliver over smerter i ryggen til sin bedste ven Emil, som opfordrer ham til at søge læge. Det har Oliver gjort, og samme dag skal han til scanning på Riget – en scanning, der bringer dårlige nyheder med sig; Oliver har testikelkræft, som har spredt sig til ryggen!

En balance mellem alvor og humor


I de næste mange dage får Oliver besøg af sin far, sin flirt og Emil, og vigtigst af alt møder han den ligeledes kræftsyge patient Eva, der også er indlagt på Riget. De to får et bånd og et venskab, som får afgørende betydning for Olivers indlæggelse og overlevelse.

Må man gøre grin med cancer?


Netop denne balancegang skildrer Kemohjerne så fint og vedkommende. Vi kender vist alle følelsen fra episoder, hvor vi har talt med en kræftramt og ikke ved, hvordan vi skal tale med personen. I serien fortæller Oliver, at han ikke vil gøres til sin sygdom. Han er stadig Oliver, men de, der besøger ham, har svært ved at tackle, hvordan de skal opføre sig over for ham.

Dagene går, og besøgene fra venner bliver færre og færre, og Olivers humør daler. Heldigvis har han støtte i sin nyfundne ven Eva. Hun får Oliver på højkant, men da hun bliver udskrevet, er Oliver overladt til sin egen elendighed, der kun bliver værre og værre.

Ros til alle skuespillere i Kemohjerne


Seriens andre skuespillere er også værd at nævne i en rosende vending, for hver især er de med til at gøre fortællingen om en kræftramt autentisk og vedkommende. Mads Reuther spiller så overbevisende, at jeg kan genkende mig selv som pårørende i ham og hans til tider akavede måde at tackle hans vens sygdom på.

Jens Jørn Spottag i rollen som Olivers far giver en alvorlig og troværdig skildring af en far, der måske mister sin søn, og Karoline Brygmann leverer med sin karakter Eva et hjertevarmt og indlevende spil, der kun kan have krævet et stort forarbejde.

Til sidst er jeg nødt til at nævne Mathilde Passer i rollen som den sygeplejerske, der både må lægge ører til Olivers galgenhumor, men som også må være hans støtte, når han skælder og smælder over den forbandede sygdom, for hun giver serien stabilitet og en klippe, som vi seere kan holde fast i.

Seriens to forfattere Kristian Håskjold og Johan Wang har med Kemohjerne skrevet en serie, som alle kræftramte og deres pårørende bør se!

Kemohjerne kan ses på Tv2 Play.

LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af den svenske serie Gösta

LÆS OGSÅ: Interview med Kristian Håskjold

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser