Anmeldelse: ”Little Fires Everywhere kører på en formel, der er set til ukendelighed”

Serien med Reese Witherspoon og Kerry Washington begynder godt, men den udvikler sig hurtig til at blive en banal omgang.

Det er det tilsyneladende også i Shaker Heights, hvor der skrives bøder ud, hvis ikke græsset klippes ofte nok, hvor børnene bliver sat på en direkte vej til Ivy League-universiteterne, og hvor alting er lige præcis så betændt under overfladen, som man kunne forestille sig.

LÆS OGSÅ: Og de nominerede til Emmy Awards 2020 er …

Hov. Betændt er ikke det rigtige ord.

Banalt er det rigtige ord.

Historien begynder ellers godt

Men Little Fires Everywhere er ikke den slags serie. Den er en helt almindelig drama-serie.

Shaker Heights er et såkaldt ”planlagt nabolag”, og Elena Richardson, spillet af Reese Witherspoon (Big Little Lies, Legally Blonde) er indbegrebet af hvid øvre middelklasse-rummelighed. Hun betragter sig selv som åben over for alle racer og seksualiteter, mens hun blindt brager gennem verden uden at se, at de problemstillinger findes i hendes eget hjem og nabolag.

For hun er jo ”den gode”, og hun vil kun alle andre det bedste. Da den sorte kunstner Mia Warren, Kerry Washington (Scandal, Django), kommer til nabolaget med sin datter, er det en skarp kontrast til den verden, som Elena er vant til. Hun går øjeblikkeligt i ”hjælp din næste”-mode og tilbyder både rabat på huslejen og et job til Mia, som kun lige tjener det mest nødvendige til dagen og vejen, og helliger sig sin kunst.

LÆS OGSÅ: Her kan du se de Emmy-nominerede serier i Danmark

Begge kvinder er skræmmende ude at kontakt med, hvad der foregår i deres børns liv. Elena har fire, to døtre og to sønner, Mia har en enkelt, og da de to familier mødes, bliver nye forhold skabt på kryds og på tværs af børneflokken.

Sex, løgn og tv-shows

Serien tager fat i emner som homoseksualitet, illegal immigration, opdragelse og racisme. Der er en konstant cirklen omkring, hvem af de to kvinders verdener, der er den rigtige, mens det er åbenlyst, at en gylden mellemvej er ønskværdigt.

LÆS OGSÅ: Serier, vi glæder os til i resten af 2020

Little Fires Everywhere begynder med en påsat brand, og den fortaber sig i klichefyldte og til tider unaturligt kunstige problemstillinger. Det er ukompliceret og lidt ligegyldigt.

Ligesom i Beverly Hills.

Men hvor 90er-hittet tog sig tid til at dykke ned i materien og forholdt sig til ét enkelt problem per afsnit, gaber Little Fires Everywhere over det hele, og får det kogt ned til otte afsnit.

Kedeligt velkendt

Der er ikke et eneste af de problemer, som serien disker op med, der ikke ender præcis så forudsigeligt, som man kunne forvente. Det er måske nok lidt en spoiler, men det gør faktisk ikke noget.

Serien er ikke nogen åbenbaring, men den er vellavet, og der er en tryghed i det velkendte. Den er let at æde, og den skyldige glæde kan æde sig så mæt, at den ikke kan få plads til mere.

Witherspoon og Washington gør det godt, men det korte format giver meget lidt plads til karakterudvikling af andre karakterer end dem, og derfor er børnene ikke meget mere end deres varedeklaration: Den nørdede, den kønne, den kloge og den rebelske.

LÆS OGSÅ: Månedens serieanbefalinger: Belgisk morddrama, usædvanlige superhelte og et sympatisk gensyn

Lexi Underwood (If Not Now, When?, Walk The Prank) har nogle gode scener som Mias datter, Pearl, der tager kampen op mod moderens bohemetilværelse.

Men igen, så gør det ikke noget.

For Little Fires Everywhere er målrettet dem, der så Beverly Hills (eller en hvilken som helst anden omgang teenage-drama), og savner det. Som sådan gør den sit arbejde fortrinligt.

Nu kan du så koge hele møllen ned til under otte timer, og så har du været den følelsesmæssige rutsjetur igennem på en kedelig søndag.

Men forventer du noget revolutionerende, bliver du skuffet.

Se traileren til Little Fires Everywhere

Fakta om Little Fires Everywhere