Anmeldelse: 'Love, Death and Robots' er hurtigt glemt igen

Antologi-serien 'Love, Death and Robots' vandt en bunke priser, da den første sæson udkom.

Nu er den tredje sæson netop kommet på Netflix, og hvis du er fan, er der fin underholdning efter præcis samme formel som tidligere. Men det føles efterhånden lidt som pligt, snarere end noget andet.

Den tredje sæson var berammet til otte afsnit, men det blev til ni, og opskriften består:

Computeranimerede short-stories med afsæt i sci-fi.

Med en smule indsats er sæsonen set på et par timer, og der går ikke længe efter, før de er glemt igen.

For sæson tre af Love, Death and Robots lider af metaltræthed, og det ses tydeligt i historierne.

Om det skyldes at nyhedens interesse har fortaget sig, eller om historierne bare ikke er så gode, kan være svært at gætte på. Jeg tror, det skyldes en kombination af de to – med mest af det sidste.

Mere af det samme

Historierne i denne omgang er præget af at være tydeligt inspireret af andre historier. De fleste af dem fra computerspil. Men værre er, at de mangler den form for satire, der hævede de bedste afsnit i første sæson til noget mindeværdigt.

Der er enkelte afsnit, der har en tyngde i historien, men de fleste drukner i ligegyldig action, mens andre er overdrevet prætentiøse uden at have noget at have det i.

Første afsnit er en opfølger på Three Robots-afsnittet i første sæson, og i stedet for at fortsætte med den selvanalyserende distance, er det meget tydeligt, hvilket mål skaberne har udset sig. Og der er ikke længere noget overraskende over slutningen.

Humoren er plat, og de tre robotter, som i det tidligere afsnit, havde sjove og komplimenterende personligheder er blevet fartøjer for halvkedelige jokes.

Enkelte lyspunkter

Det være sagt, så er der afsnit som Bad Travelling, der formår at bryde den nedadgående kurve.

Og det er blot endnu et hak i trynen til de afsnit, der bliver liret hurtigt af, for kontrasten viser, at der virkelig er plads til kvalitet.

I højere grad er sæsonens sidste afsnit, Jibaro, et kærkomment afbræk fra laserpistoler og rumvæsner, og den finurlige historie falder på den rigtige side af det fortryllende. Og samtidigt formår Night of The Mini Dead at vise en gammel fortærsket historie på en ny måde, og det virker efter hensigten og er meget i seriens ånd. Heldigvis er afsnittet også meget kort, så gimmicken når ikke at blive kedelig undervejs.

Når det så er sagt, er fordelen ved en antologiserie som Love, Death and Robots naturligvis, at der er plads til at prøve noget af, og indholdet spænder meget vidt.

Derfor vil du med stor sandsynlighed kunne finde afsnit, som du vil finde stor glæde ved, som folk som jeg ikke rigtigt gider bruge min tid på.

Og heldigvis for det.

Pænt pænt

Ros skal der dog gives til den visuelle side af Love, Death and Robots. Også her er der et bredt spænd med afsnit som Kill Team Kill, der benytter sig af et mere traditionelt tegneserieformat, over Night of the Mini Dead, der ligner stopmotion filmet med tilt-shift, og til Bad Travelling, der med sine 50 nuancer af grå underbygger den historie, de vil fortælle.

Igen skal det sidste afsnit, Jibaro, fremhæves, da det til tider kan være svært at gennemskue, om der reelt set er tale om 100 % computeranimation, eller om det er kombineret med virkelige scener.

Tredje sæson af Love, Death and Robots er ikke som sådan dårlig. Den er bare uinspireret, og den ville have vundet meget, hvis der var satset på en bredere vifte af historier.

De enkelte glimt viser, at der stadig er noget at hente, og de forskellige visuelle stile virker stadig efter hensigten.

Med lidt skarpere krav under udvælgelserne af historier, ville en fjerde sæson stadig være kærkommen. Men fortsætter det med det samme, så gør det ikke mig noget, hvis de sætter punktummet her.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Night Sky' er en utraditionel sci-fi-serie – og det er pragtfuldt

LÆS OGSÅ: De bedste Netflix-serier til dig der elsker sci-fi