Anmeldelse af Manhunt: Unabomber

I en tid hvor udbuddet af serier og film om seriemordere boomer helt ekstraordinært, skulle den navnkundige ‘Unabomber’, der opererede i USA mellem 1978 og 1995, vente helt til august 2017 med at blive tilgodeset, da Discovery Channel præsenterede Manhunt: Unabomber, som kan ses på Netflix.

FBI’s længste og dyreste efterforskning nogensinde

Kort fortalt omhandler serien, der er skabt af Andrew Sodroski, Jim Clemente og Tony Gittelson, FBI’s længste og dyreste efterforskning nogensinde, hvor man via alverdens efterforskningsteknikker og -metoder forsøgte at finde ud af, hvem denne ‘Unabomber’ var (Un = universities, A = airlines, Bomber = ja, det gir jo ligesom sig selv). Gennembruddet kommer, da agenten Jim Fitzgerald (Sam Worthington) via lingvistisk analyse fastslår, at unabomberen i virkeligheden hedder Ted Kaczynski (spillet af Paul Bettany) og er en hyper-intelligent eneboer med ekstremt anarkistiske synspunkter. Alt er dog ikke løst, for den største prøvelse bliver, hvordan man løfter bevisbyrden i en retssag. Og hvordan man får fat i Kaczynski på lovmæssig vis, så alle potentielle beviser kan beslaglægges. Sideløbende betaler Fitzgerald desuden prisen for sit engagement i sagen både på hjemmefronten og mentalt.

En perle i True Crime-bølgen

For mig at se, er Manhunt: Unabomber lidt af en perle i den True Crime-bølge, der synes at skylle ind over streaming-folket. For det første er den som nævnt både enormt nervepirrende, men den er også gennemført i forhold til formen. Og hvad mener jeg med det? Jo. Hvor godt ægte (dokumentariske om man vil) klip end virker, når det kommer til True Crime-serier, så kan det ofte komme til at stå lidt mellem to stole, når man både bliver præsenteret for billeder af den virkelige person og af en skuespiller. Manhunt: Unabomber har valgt side, og præsenterer os for en 100% reenactment af begivenhedsforløbet. Det kan jeg godt lide. Hvor de dokumentariske klip ofte - efter min mening - gør rekonstruktionerne med skuespillere forcerede og, i værste tilfælde, platte, så opnår skuespillet i Manhunt: Unabomber en høj grad af troværdighed. Modigt valg af seriens skabere, da virkelige klip ofte kan synes som den ‘nemme’ løsning.

Det er desuden forfriskende med en afsluttet serie, hvor man ved, at der kommer én sæson and that’s it! Faren for at en serie bliver for lang (vi kender alle en favoritserie, der døde af at blive holdt i live for længe) er derfor minimal. Historien kunne nok heller ikke have båret at blive strukket ud over flere sæsoner.

Sam Worthington

Sam Worthington har som skuespiller aldrig rigtig fanget mig. Lad det være sagt med det samme: Jeg synes aldrig, jeg har oplevet ham som dårlig, men på den anden side, er jeg heller aldrig blevet enormt imponeret. Hans præstation som Fitzgerald gjorde - i de første afsnit - ikke meget for andre dette indtryk. Men, men, men… Så skal jeg da love for at han kom efter det. Jo mere karakteren Fitzgerald bliver mentalt påvirket af sagen han arbejder på, des mere stråler Worthington i rollen. Fitzgerald bliver ensporet på grænsen til det sygelige og bliver på mange måder overbevist om, at Kaczynski har ret i sin kritik af det amerikanske samfund. Man tror helt igennem på Worthingtons portræt af dette.

Stærk åbning, stærk afslutning

Manhunt: Unabomber indledes utrolig godt, og man er hurtig hooked. Desværre taber serien en smule momentum midtvejs - cirka samtidig med at FBI’s efterforskning synes at køre død (man kan spørge sig selv, om det er en bevidst effekt?). Heldigvis kommer den tilbage på sporet, da Kaczynski bliver en mere integreret del af handlingen fra afsnit 6 og frem. Paul Bettany spiller (som altid) utrolig godt, og kontrasten mellem morderen/terroristen Unabombers vanvittige gerninger og eneboeren Teds afdæmpede væsen rammes så præcist og troværdigt, at jeg slugte de sidste tre afsnit - begge gange så jeg serien på 14 dage. Hvis ikke det var for det lidt kedsommelige ‘intermezzo’, havde jeg givet serien topkarakter. Den har ellers det hele: En enormt spændende historie, gode skuespilpræstationer og en god del suspense. 5 stjerner bliver det til - og som nævnt kan vi glæde os over, at ingen kommende sæsoner kan ødelægge dette gode indtryk.