Anmeldelse af Marvel’s Runaways

(Foto: Marvel’s Runaways/ABC Signature Studios)

En ny Marvel-serie er kommet på HBO Nordic, og efter den store skuffelse, i form af ’Marvel’s Inhumans’, kan jeg berolige med at ’Marvel’s Runaways’ er langt bedre. Dog er den langt fra rettet mod det samme publikum som Netflix’s Marvel-univers.

Jeg anmelder serien på baggrund af de tre første afsnit, som blev lagt op på HBO Nordic samtidigt.

Hvis man har læst mine mange anmeldelser af superhelte serier, vil man vide at jeg var meget skuffet over den seneste serie fra Marvel, nemlig ’Marvel’s Inhumans’. Serien lugtede langt væk af billig produktion og forhastet postproduktion, men der er kælet langt mere for ’Marvel’s Runaways’. Serien er en af Marvels mest populære tegneserier, og har mange fanatiske kernelæsere. Derfor ventede vi med spænding på, hvad Marvel havde fundet ud af denne gang.

Lad mig sige med det samme, at der er ret langt fra tegneserien til tv-serien. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting i dette tilfælde.

’Marvel’s Runaways’ handler om seks high school-elever, hvis forældre alle er med i den tilsyneladende helt legitime ”PRIDE foundation”, som er en velgørenhedsfond for rige mennesker. Mens forældrene mødtes til deres møder, legede børnene inde ved siden af, og de er stort set vokset op sammen. Et år før serien starter er en af børnene afgået ved døden, og det har sendt chokbølger gennem venneflokken og familierne. Vennerne hænger ikke ud sammen længere, og er gået hver sin vej. En er blevet en klassisk festabe, en anden er blevet goth, og en tredje er blevet en enspænder, som aldrig ser nogen som helst. Alligevel er det ham, der på årsdagen for deres venindes død tager initiativ til at samle vennegruppen igen, for at hele bruddet imellem dem. Det viser sig at være meget svært, for der er et helt tydeligt åbent hul imellem dem, som ikke kunne være tydeligere, hvis der havde stået en tom stol ved bordet.

Under deres lidt mislykkede sammenkomst opdager de dog ved et tilfælde hvad det egentlig er, deres forældre har lavet i PRIDE de sidste mange år. De finder et hemmeligt rum, hvor deres forældre, iført røde kåber, tilsyneladende ofrer en uskyldig kvinde, ved at lægge hende ned i en mystisk kiste fyldt med lys!

Pludselig har vennerne mest lyst til at flygte, før deres forældre finder ud af, at de ved, hvad de har gang i. Men at deres forældre tilsyneladende har meget store hemmeligheder er kun et af vennernes problemer, for flere af dem er også begyndt at udvikle superkræfter af forskellig art. Nu er der kun et at gøre – de må stikke af fra deres forældre.

I tegneserien er forældrene meget tydeligt deciderede superskurke, mens serien holder seeren hen i det uvisse. Hvad er det, forældrene laver i PRIDE? Hvorfor har en af dem et dinusaurus-agtigt monster i deres kælder? Hvorfor har den kvindelige leder af en populær, Scientology-lignende kirke en underlig mutantkvinde liggende i et aflåst rum i sin kirke, og hvorfor lyser hendes datter op som et juletræ, når hun tager det religiøse armbånd, hun går med, af? Det ved man som seer heller ikke, og det gør at man faktisk er interesseret i at se videre for at se hvad deres hemmelige plan er.

Børnenes forskellige kræfter holdes også vage og mystiske. En af dem har superstyrke – men den er lunefuld og kommer og går som den vil. En anden har som tidligere nævnt en underlig lysende form, som bliver holdt i skak af hendes armbånd, men hvad hun egentlig kan, er stadig ukendt. Flere af børnenes evner (og personligheder!) er i øvrigt også ændret lidt i forhold til tegneserieoplægget, så man kan ikke vide alting om tv-serien som fan.

Modsat ’Marvel’s Inhumans’ har skaberne denne gang ikke castet særligt kendte ansigter i hovedrollerne – måske fordi de jo i sagens natur er teenagere. Den eneste jeg genkendte er James Marsters, også kendt som Spike fra ’Buffy’. Han spiller en af forældrene, som er en opfinder, der har lavet alt fra den mystiske kiste, til røntgenbriller og elektriske biler – en slags ondskabsfuld Elon Musk.

Serien er en underlig blanding af superhelte-serie og high school-serie. Det er derfor også tydeligt, at målgruppen for tv-serien ikke er voksne og hardcore superhelte-fans, men derimod unge, som er vant til netop den slags serier. Jeg følte flere gange under første episode, at de forsøgte at kopiere ’13 Reasons Why’, fordi den afdøde veninde kastede så dyb en skygge over deres liv, nøjagtigt som Hannah Baker gør i den serie efter sit selvmord, at de har svært ved at fortsætte deres liv på samme måde bagefter. Samtidigt er der de klassiske teen-serie problemer: Er han nu vild med mig eller med min veninde, skal jeg drikke alkohol selvom jeg ikke må, når alle mine venner gør det, er det OK at være religiøs når mine venner synes jeg er underlig, og hvad nu, når mine forældre ikke er tilfredse med mine karakterer? Her ligger hovedfokus faktisk, netop for at tiltrække den nye målgruppe.

Hvis man sætter sig og ser ’Marvel’s Runaways’ og forventer noget i stil med ’Jessica Jones’ eller ’Daredevil’, bliver man fælt skuffet. Serien er for det første helt anderledes skrevet, dialogen har en helt anden stil, og der er som sagt fokus på unges problemer. For det andet er den visuelt anderledes end de New York-baserede serier. ’Marvel’s Runaways’ foregår i Californien, og det kan ses. Lyset er skarpt, der er blå himmel og klare farver, folk har penge og klæder sig derefter, og deres huse ligner næsten slotte. Alle hovedpersonernes forældre er (måske på grund af deres onde plan, hvem ved?) alle velhavende, og har råd til det hele. Det er et stort skift fra det snuskede Hell’s Kitchen i ’Daredevil’. Men på sin vis er det godt. Det virker som en større kontrast, og når de unge stikker af vil Los Angeles’ mørke og dystre underverden også være en hel anden end New Yorks.

Jeg kan faktisk godt lide serien – den har potentiale, og på trods af sin lidt klichefyldte dialog, var der faktisk flere steder, hvor jeg grinede i de første afsnit. Serien er langt fra færdig – der er 13 episoder i første sæson, som frigives med et om ugen – så det bliver spændende at se, hvor historien leder os hen, og om den vil følge tegneserien.

Jeg giver serien 4 ud af 6 hjerter baseret på de første 3 afsnit.

Læs også: Anmeldelse af Inhumans

Læs også: Anmeldelse af Marvel’s Iron Fist

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Hvad synes du om serien?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *