Anmeldelse af Modus sæson 2

(Foto: Modus/C More)

Denne anmeldelse er af afsnit 1-3

Delvis plotafsløring

C Mores scandi-noir satsning, Modus, er nu nået til anden sæson og som gammel storforbruger af krimier må jeg sige, at jeg er svært begejstret over resultatet. Som de indviede vil være bevidste om, er der i Modus ikke tale om, at der løses en kriminalgåde hvert 45. minut (længden på hvert afsnit) som i den danske klassiker Rejseholdet, men derimod en form a la Forbrydelsen, hvor vi er vidne til politiets opklaringsarbejde over adskillige afsnit. Det er derfor naturligvis et provisorisk indtryk på baggrund af de første tre afsnit af anden sæson, jeg baserer min bedømmelse på.

Temaerne i anden sæson er storpolitik, personlige intriger og (måske?) terror. Den første kvindelige amerikanske præsident, spillet af Kim Cattrall (Sex & The City), ankommer sammen med sin datter under stor mediebevågenhed på officielt statsbesøg i Sverige. Hun er qua sine kønspolitiske synspunkter en kontroversiel skikkelse, og der er derfor udvidet alarmberedskab, hvor hun færdes. Ligeledes i Stockholm hvor offentligheden tror, at hun bor på det fashionable Grand Hotel, mens hun i virkeligheden residerer på et mere afsides sted. Umiddelbart er sikkerheden upåklagelig, og det er derfor noget af et mysterium, da præsidenten forsvinder. Som i… FORSVINDER… Ud af den blå luft. Tilbage står Secret Service, FBI, Säpo og ikke mindst hovedpersonerne Inger Johanne Vik (Melinda Kinnaman) og Ingvar Nyman (Henrik Norlén) med håret i postkassen.

(Foto: Modus/C More)

Lad mig sige så meget, som at ved slutningen af tredje afsnit, er man ikke blevet meget klogere på, hvad der rent faktisk er gået for sig, og hvorfor præsidenten (frivilligt eller ej) er forsvundet. Hvad man dog har fundet ud af er, at der internt i det amerikanske sikkerhedsapparat har været en brist, hvor en betroet agent er blevet afpresset på den ene eller anden måde, og dermed har spillet en endnu uklar rolle i præsidentens forsvinden. Ligeledes er en (umiddelbart) harmløs, småkriminel, svensk vaneforbryder også indblandet i denne affære med globale dimensioner, hvilket er et mysterium i mysteriet. Den sidste tråd i dramaet, der skal afsløres her er, at præsidenten har private forbindelser i Stockholm, da hun tidligere har boet netop her. At dette skulle have noget med hendes forsvinden at gøre, virker meget plausibelt ovenpå de første afsnit, og som seer fornemmer man, at det måske kunne dreje sig om ikke kun præsidenten, men også om hendes datter. Spørgsmål som ”er det hendes biologiske datter?” synes meget nærliggende, men kun motiveret af enkelte hints i serien – der bliver endnu ikke budt på noget konkret i denne sag.

Når alt kommer til alt lyder ovenstående beskrivelse måske ikke som noget særligt, og hvis serien ’bare’ handlede om præsident-sagen, havde jeg ikke givet den 5 hjerter som tilfældet er. Det der fangede mig, og det der gør serien værd at se, er spændingen mellem Inge Johanne og præsidentens personlige sikkerhedschef Warren Schifford, eminent portrætteret af Greg Wise (Sense and Sensibility). Deres interne historie er enormt dyster og interessant. Sæson to indledes faktisk med et flashback, der i korte træk mere end antyder, at Inge Johanne, dengang hun var Schiffords protegé i FBI, blev overfaldet og misbrugt af ham. Hun skulle efterfølgende have indgået en tavshedspagt med Schiffords daværende kone, hvorfor hendes mand Ingvar nu flere år senere ikke kender til sagen. Han undrer sig derfor over Inge Johannes kraftige reaktion over at stå overfor Schifford igen på denne sag. Hvad der er op og ned i denne historie, står på ingen måde klart på dette tidspunkt i sæsonen. Hvis man vurderer Schiffords generelle væremåde, virker det dog ret sandsynligt, at han skulle have overfaldet en underordnet. Han fremstår ekstremt manipulerende, grænsende til det psykopatiske, og det virker som om, at alle kvinder for ham er et fair ’bytte’. Hans væremåde overfor det andet køn veksler mellem det flirtende og det intimiderende, mellem det fortrolige og det perfide. Jeg er dog villig til at komme med en dristig forudsigelse. Med fare for at blive rent til grin om fem afsnit, vil jeg komme med følgende påstand: Warren Schifford er ikke så slem som han ser ud. Rent fortælleteknisk ville det være dødkedeligt, hvis hans karakter ikke udviklede sig, og siden han indtil videre er fremstilligt som tilnærmelsesvis djævelen selv, kan udviklingen logisk set kun gå én vej. Så lad os se, om ikke han overrasker positivt.

(Foto: Modus/C More)

Danske seere vil også kunne glæde sig over Paprika Steen i rollen som Ingvar og Inge Johannes overordnede, Alva Roos. Indtil videre en solid præstation af hende, dog uden at brillere. Men forhåbentligt kommer dette senere i serien, da hun endnu ikke fremstår helt centralt i handlingen.

Jeg blev hooked af serien på grund af Schifford og Inge Johannes historie, og var dermed slemt skuffet over, at der kun er disse tre afsnit tilgængelige på nuværende tidspunkt. Det er denne afhængighedsfølelse jeg elsker ved en serie, og jeg giver derfor Modus 5 ud af 6 stjerner. Topkarakter er (indtil videre) uopnåelig på baggrund af så få afsnit.

Prøv C More gratis i 14 dage. Se mere her.

Læs også: Disse serier skal du se på C More i november

Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Hvad synes du om serien?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *