Anmeldelse: ’Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ er både intens, realistisk, ulækker og unødvendig

Jeffrey Dahmer er en af de mest kendte seriemordere, og Netflix holder intet tilbage i den nye serie.

Om det er nødvendigt, er et helt andet spørgsmål.

Jeg er generelt glad for true crime og har en morbid fascination af seriemordere, især Dahmer. Jeg var derfor ret spændt på og nysgerrig, da det blev annonceret, at Netflix kom med en serie om ham.

Min interesse blev højnet endnu mere med nyheden om, at serien blev skabt af Ryan Murphy og havde Evan Peters (American Horror Story) som hovedrolleindehaver. For jeg vidste, at lige præcis Peters ville kunne spille Dahmer helt perfekt.

Jeg må dog indrømme, at jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden efter at have set alle 10 afsnit.

Den sande historie

Vi starter hårdt ud med aftenen, hvor Jeffrey Dahmer bliver arresteret, og politibetjente finder både billeder, en tønde med syre og menneskerester. Dahmers naboer er både forvirrede og bange, mens Dahmer bliver slæbt ud af lejlighedskomplekset.

Vi får lov til at se reaktionen fra ham, der ville have været hans sidste offer, Tracy Edwards (Shaun J. Brown, The Dropout, American Gigolo), da han langsomt bliver bevidst om, hvad Dahmer havde tænkt sig at gøre mod ham, hvis ikke han var sluppet væk fra lejligheden.

Derfra hopper vi rundt fra offer til offer for at fortælle Jeffrey Dahmers historie samtidig med, at vi ser lidt til hans forældre, hans naboer og de gange, Dahmer undgår loven ved at være en hvid mand.

Det er skræmmende, hvor realistisk og forfinet serien gør det. Hvis man er modig nok, kan man faktisk google sig til, hvordan Dahmers rigtige lejlighed så ud, og så holde det op mod serien, som har formået at fremstille den 1:1. Samtidig får vi stemningen fra den ulækre lejlighed og Dahmers generelle attitude helt rigtigt.

Problemet er, at det næsten bliver for meget.

Skuespil over virkelighed

Evan Peters spiller eminent, og han har virkelig fået Dahmers kropssprog, udseende, gangart og midwestern-accent helt perfekt, så det næsten føles for virkeligt. Han spiller unhinged hamrende godt og formår at gøre det på en måde, hvor det samtidig er underspillet og kryber under huden på en.

Generelt set er skuespillet fantastisk i serien, og især Richard Jenkins (The Visitor, The Shape of Water) og Molly Ringwald (Pretty In Pink, Riverdale) er eminente som Dahmers forældre. De giver en anden form for dybde, jeg faktisk ikke havde forventet at se i sådan en serie.

Derudover spiller alle ofrene r*ven ud af bukserne. Jeg har aldrig set noget lignende. Især i afsnit 6, hvor vi møder offeret Tony (Rodney Buford, Deaf U), der er hørehæmmet, blev jeg seriøst nødt til at holde pause et par gange gennem afsnittet, fordi det gjorde fysisk ondt at se på. Og det er måske i virkeligheden mit problem med Monster: The Jeffrey Dahmer Story.

Virkeligheden er ikke underholdning

Jeg forstår fascinationen af og lysten til at dykke ned i psyken på Dahmer og hans ofre, men jeg sidder med lidt af en dårlig smag i munden og ondt i maven, efter at have set den færdig. Det er ikke fordi, den ikke er god, for det er den. Men fordi der stadig er overlevende ofre og efterladte familier, som modsatte sig serien.

Selvom det selvfølgelig er spændende, og serien er godt skruet sammen, kan jeg ikke lade være med at blive irriteret over, at vi igen skal se virkelige traumer og dødsfald blive gjort til underholdning for underholdningens skyld.

Det føles ikke rigtigt, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke synes, det er i orden, at serien ikke lægger skjul på noget. Det er måske fedt nok, at man får et indblik i, hvordan i hede, hule helvede Dahmer formåede at undgå fængsel så længe ved at vælge ofre, der var sorte og homoseksuelle. Men når der ikke lægges låg på, hvordan han slog sine ofre ihjel, og hvor lidt han følte ved at gøre det, påvirker det mig.

Faktisk føles det, som om det er retraumatiserende for de mennesker, der har været – og stadig er – påvirket af Dahmer og hans handlinger.

Giv dem nu fred

Derudover synes jeg, at markedet for lige præcis Dahmer er træt. Denne serie er nummer 20 i rækken af ”biografier” om Dahmer, og de forsøger at skabe en form for sympati for manden, der slog mennesker ihjel, skabe sexslaver ved at torturere sine ofre og spiste dele af dem. Det er usmageligt, at det er der fokusset er og ikke på ofrene.

Det er en flot serie, og den holder skruen i vandet, mister ikke fokus, men den er unødvendig. Der er intet behov for at se endnu en Dahmer-serie, lige meget hvor godt skuespillet og manuskriptet er. For virkelighedens verden og forfærdelige hændelser burde ikke længere blive brugt som underholdning, især når der stadig er mennesker i verden, der er påvirket af dem.

Og så må jeg også indrømme, at min allerstørste frygt er blevet virkelighed. Evan Peters er en pæn mand, og det betyder, at en masse mennesker lige pludselig synes, at hans version af Dahmer er uhyre lækker, og sociale medier eksploderer med ”thirst traps” om ham – og Dahmer – og det er så møghamrende usmageligt og klamt.

Se Monster: The Jeffrey Dahmer Story, hvis du har en mave af stål og nyder godt skuespil. Ellers er det måske på tide, at vi lader Dahmer være død og ofrene få fred.

Fakta om ’Dahmer’:
Instruktør: Jennifer Lynch, Paris Barclay, Clement Virgo m.fl.
Forfattere: Ryan Murphy, Ian Brennan, David McMillan m.fl.
Medvirkende: Evan Peters, Richard Jenkins, Molly Ringwald m.fl.
Længde: 10 afsnit
Premieredato: 21. september 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Under the Banner of Heaven’ er true crime og fiktion i en skøn cocktail