Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Ny Chucky-serie rammer plet

AfFreja Hertz Tefcke
27. oktober 2021
Foto: Chucky/C More

Del artikel

Chucky er mere end et remake og ligner nærmere en revival til historien om den uhyggelige dukke – denne gang med bandeord, mere blod og socialt relevant baggrundshistorie.


Jeg var ærligt talt meget, meget skeptisk, da jeg hørte, at et remake af kultgyseren Child's Play ville blive til en tv-serie.


Jeg havde meget lave forventninger, og jeg var i ret ærgerlig over, at der igen blot ville blive lavet et remake og ikke en ny gyserserie.


Jeg blev dog positivt overrasket over serien!


Anmeldelsen er baseret på seriens første to afsnit.

Et dukkeliv


I den lille og kedelige by Hackensack finder den 14-årige Jake (Zackary Arthur, 5th Wave, Transparent) en rødhåret, underlig dukke ved navn Chucky på et loppemarked. Jake ville egentligt bruge dukkens hoved til en skulptur, men da han ikke kan få hovedet af, vælger han at beholde dukken, der på mystisk vis også er stemmeaktiveret.


Den lille, idylliske by bliver samtidigt smidt ind kaos, da en række forfærdelige, grusomme mord begynder at blotlægge byens mange hemmeligheder, og Chuckys gamle fjender og venner begynder også at vise sandheden bag morderne ... Og Chuckys fortid.


Det kunne nemt have været den helt klassiske hack-and-slash, som den første film var, men serien bevæger sig i en ret flot balancegang mellem genkendeligt, slasher og socialrealistisk på en måde, der gør den interessant og nærmest ny at se.

Små byer, små fornøjelser


Gyserfilm og -serier, der finder sted i små byer, ender ofte med at ligne hinanden. Der er næsten en formel, som bliver kedeligt i længden, og jeg frygtede virkelig, at det samme ville ske for Chucky - heldigvis rammer Chucky lige der, hvor den hører til.


En lille by skaber mange små fornøjelser, og at se at de unge på Jakes skoles eneste underholdning er at mobbe og lave true crime-podcasts, er både stereotypt, men også ærligt.


Lexy (Alyvia Alyn Lind) er skolens værste good-girl-mobber, der spiller fuldstændigt fantastisk som den søde pige, der fremstår som rar, flink og overbærende, men i virkeligheden er en af de værste mennesker, der begår sig på skolen.

Gode skuespilpræstationer


De fleste af de unge skuespillere spiller virkelig godt som både røvhuller, men så sandeligt også venner og kærlighedsinteresser. Jeg er også altid glad for at se Devon Sawa (Final Destination). Han er en undervurderet skuespiller, der virkelig spiller godt, både som Jakes far, der er alkoholiker og ravende homofob, men også faderens tvillingefar, der tager Jake ind og forsøger at hjælpe ham.


Det fik mig også til at grine, at selv Chucky synes at homofober er monstre og endda mere end ham selv. Han fortæller endda Jake, at han har et barn, der er genderfluid, som passer helt perfekt ind i både de foregående film, men også i den skæve type, som Chucky er.


Det er også fantastisk at se Zackary Arthur spille en hovedrolle, der virkelig bare passer. Han spiller med ærlighed og en dyb respekt for sin rolle og dens ophav, mens han også fremstår enormt sårbar som 14-årig knægt, der er i tvivl om sin seksualitet, rolle i verden og omverdenen. Især i første afsnit, hvor hans seksualitet bliver betvivlet af hans far, der også er voldelig over for ham, spiller Zackary fuldstændigt eminent.

Tager kildematerialet seriøst


Hvis der er noget, jeg som gyserfan (og særligt Chucky-fan) kan sætte pris på, er det, når skaberne tager deres kildemateriale seriøst. Det gør de i den grad gennem seriens første to afsnit, hvor der bliver skimtet til den første film.


Det er især igennem kameraet, at vi virkelig får set, hvor de har fået deres inspiration fra: vinklerne, kameraets placering og klipningen er som taget ud af 80'erne, og fungerer overraskende godt i moderne tid.


Derudover er der intet bedre end Brad Dourif, den originale Chucky, der vender tilbage til sin rolle og omfavner den med kærlighed og bandeord. Det er oprigtigt talt det fedeste ved serien, at han er med igen og spiller - igen, igen, igen - rollen som den psykopatiske dukke med kniv til absolut perfektion.


Jeg bliver altså også altid glad, når man dropper CGI til fordel for dukker og falskt blod, og når det parres med Dourifs perfekte Chucky, skabes der noget fuldstændigt fantastisk.

Rammer plet


Det er nemt at glemme, hvor gode de første par Child's Play-film egentligt var, og tv-serien rammer plet midt imellem blodigt gys og komiske elementer, og bringer samme skørhed og kærlighed til gysergenren, som 80'er-filmene gjorde.


Det er også en efterfølger uden lige til de tidligere syv (!) film, og vi har igen fået Don Manchini med som instruktør – og tak skaberen for det, for den sidste film i rækken, nemlig remaket fra 2019, var elendig uden ham.


Plottet er så som så, men det kom ikke som en overraskelse, når man ser på de første par film, hvor det nok mest handlede om at få så mange liter blod i kassen som muligt.

Gennemført blodig serie


Jeg er faktisk også ret glad for, at vi ikke som sådan følger Chucky, som vi gjorde i de tidligere film, men denne gang virkelig følger hans ejer.


Det er en gennemført blodig serie, og man skal ikke se den, hvis man er lidt utilpas med blod, for så får man en ærgerlig oplevelse.


Der er virkelig blod i lange baner, drysset med bandeord og den fedeste dukkelatter, og gør det næsten til ... tør jeg at sige det? ... en børneleg at se serien.


Alt i alt har den overrasket positivt og meget mere, end jeg havde forventet, og jeg glæder mig helt usandsynligt meget til at se de resterende afsnit.


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/10/5-hjerter.jpg

Info om serien:


Instruktør: Dermott Downs
Manuskriptforfatter(e): Don Manchini, Kim Garland
Medvirkende: Zackary Arthur, Brad Dourif, Carina Battrick m.fl.
Afsnit: 2 (screeners), fulde afsnit, 10
Længde: 45 minutter
Genre: Gys, thriller


Chucky har premiere på C More d. 31. oktober med de to første afsnit, og derefter nyt afsnit hver søndag.


LÆS OGSÅ: Se den fulde trailere til den første danske HBO Max-serie 'Kamikaze'


LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 'Midnight Mass': Der er ikke noget at sætte en finger på


LÆS OGSÅ: Første billeder udgivet fra den danskproduceret Netflixserie 'Nisser'


Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Del artikel

Læs mere omC More

Andre Serier | Anmeldelser