Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Ny sæson af 'Tiger King' mangler både tigere og tigerkongen

AfSteffen Lomholt Pedersen
8. december 2021
Foto: Tiger King/Netflix

Del artikel

Omstændighederne var helt perfekte for 'Tiger King', da verden lukkede ned i foråret 2020, og vi blev bekendte med Joe Exotic.


Nu er Netflix klar med fem nye afsnit i serien Tiger King, og vi håber på endnu en gang at blive forargede, forbløffede og betagede af hele den misere, der er Joe Exotics liv.

Siden sidst ...


Tiger-zoo’en er overtaget af den dubiøse millionær og forretningsmand Jeff Lowe, og tigerne ... ja, dem hører vi faktisk ikke så meget mere om. I stedet bliver vi i anden sæson kastet ud i alt mulig udenomssnak, der kun løst er tilknyttet Joe Exotic og hans eskapader. Eksempelvis handler to af de fem afsnit nærmest udelukkende om Carole Baskins tidligere mand Don Lewis og hans forsvinden.

Det er synd, og som seer bliver man lidt efterladt med indtrykket af, at skaberne bag sæson to af Tiger King: Murder, Mayhem and Madness bare har brugt det materiale, der ikke var godt nok til første sæson. Det er det ikke kun. Der er også nyt materiale med. Det er bare ikke helt det samme.

Påstand mod påstand


Tiger King

Det virker meget søgt og meget amerikansk. Don Lewis’ forsvinden er samtidig kun et af de emner, der bliver taget op, som flytter fokus fra manden selv, Joe Exotic. Der bliver som nævnt brugt en del energi på Carole Baskin, men derudover handler sæson to også en del om Jeff Lowe, der sidenhen har overtaget styringen med Joes tiger-zoo.

Om ham kastes der også rundt med påstande. Den ene mere vild og bizar end den anden. Jeff Lowe er også selv med i den nye sæson og virker nærmest mere karikeret end Joe Exotic selv. I sidste ende kommer der dog kun meget få konkrete beviser frem, så du ender tilbage i en lettere rådvild-tilstand, hvor du ikke rigtigt ved, hvad du skal bruge alle de løse rygter og påstande til.

Spildt potentiale


Tiger King

Det er ikke, fordi Joe Exotic slet ikke er med. Tværtimod. Han fungerer nærmest som en slags kommentator hele vejen igennem, hvor han i korte videoklip og telefoninterviews fra fængslet forklarer, hvordan det hele selvfølgelig ikke er hans skyld, og at han havde ret hele tiden. Meget af det ender dog som tom snak, der ikke rigtigt bidrager med noget nyt til historien.

Der er enkelte lyspunkter undervejs i sæson to. Eksempelvis kommer Allen Glover, ham som Joe Exotic efter sigende havde hyret til at slå Carole Baskin ihjel, med nogle interessante indrømmelser, og mange af de medvirkende er mindst lige så excentriske som dem i første sæson.

Sæson to er dog langt fra lige så binge-worthy som den første. Du sidder ikke på samme måde med en følelse af, at du bare må se et afsnit mere. Der er nogle interessante perspektiver med undervejs, men ikke noget, der tilføjer det store til det, der allerede er kommet frem. Summa summarum er der ikke den store anbefaling til sæson to af Tiger King herfra. Se den, hvis du ikke kan lade være.

Info om 'Tiger King' sæson 2:
Instruktør
: Rebecca Chaiklin og Eric Goode
Medvirkende: Joe Exotic, Jeff Lowe, Lauren Lowe, Tim Stark, Carole Baskin, Dillon Passage, Allen Glover, m.fl.
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 17. november 2021
Land: USA

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i december 2021

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 'Vigil: Døden i dybet': Så snart den fanger dig, så ved du, at du kommer til at se den færdig

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Del artikel

Læs mere omNetflixTiger King

Andre Serier | Anmeldelser