Anmeldelse af Our Cartoon President

Kan Donald Trump blive mere tegnefilmsagtig? Ja, overraskende nok – han er nemlig hovedpersonen i en ny tegnefilmsserie på HBO Nordic. Er den værd at se? Vi har anmeldt de to første episoder.

(Foto: Our Cartoon President/SHOWTIME)

Politisk humor kan være en svær ting at lave rigtigt. Uanset hvad man gør, fornærmer man typisk et segment af befolkningen. Alligevel er politisk humor i de sidste år eksploderet, og alene på streamingtjenesterne har vi Last Week Tonight with John Oliver og Politically Incorrect with Bill Maher, for slet ikke at nævne de gamle kendinge The Today Show, Late Night with Seth Meyers og The Colbert Report. Det er netop sidstnævnte, der er udgangspunktet for den nye tegnefilmsserie, Our Cartoon President . Colbert har siden 2016 haft små korte tegnefilmsindslag der gjorde grin med Donald Trump, og disse små indslag er nu udmundet i en serie halvtimes episoder, hvoraf der indtil videre er bestilt otte stykker. De to første blev frigivet samtidigt på HBO Nordic, og jeg satte mig ned for at se dem. Colbert er krediteret som en af skaberne og executive producer, men jeg tror ikke, han har haft ret meget input i forhold til seriens indhold.

Som udgangspunkt er serien selvfølgelig satire, og lad det være sagt med det samme at det ikke er blidt (man kan argumentere for at Trump i forvejen er så tegneserieagtig, at det næsten er nødvendigt at være lidt grov…). Under alle omstændigheder er alle selvfølgelig blevet karikeret med afsæt i udsagn de er kendt for eller har sagt for nyligt. Stemmerne er forholdsvis okay, selvom man godt kan høre at de samme folk lægger stemme til flere karakterer. Det er der som sådan ikke noget galt med – det var jo også tilfældet i Muppet Show – men her virker det af og til lidt for tydeligt. Trumps stemme laves af den ret erfarne voiceover skuespiller Jeff Bergmann, der i sin tid overtog Snurre Snup, da Mel Blanc (skaberen) døde, så han er vant til at lægge stemme til karakterer, der er lidt sære.

(Foto: Our Cartoon President/SHOWTIME)

Men hvad sker der så i episoderne? I den første skal Trump booste sin popularitet ved at skrive og holde en fantastisk State of the Union-tale, og i anden episode skal han lave et korps af falske Donald Trump’er, som skal være hans vikarer. Begge dele går selvfølgelig op i hat og briller, fordi Trump opfører sig som en 12årig, og hans familie ikke er meget bedre. Første afsnit var faktisk ret sjovt, men da jeg begyndte på nummer to kunne jeg godt mærke, at jeg hurtigt blev træt af den. Det er nok med vilje, at der kommer en episode om ugen, for der er (helt naturligt) mange af de samme jokes, der går igen. Eric Trump er dum og deform, Ivanka Trump og Jared Kuschner er manipulerende og magtliderlige og General Kelly prøver at holde sammen på det hele. Faktisk er Kelly en af de eneste karakterer, der fremstilles i et marginalt positivt lys.

Hvis man som jeg er en flittig læser af The Washington Post og ser Late Night-show, så er der reelt ikke noget nyt under solen. Vi har grinet af Trumps tweets, hans små hænder og hans bizarre måder at tale på før. Vi har set Eric Trump portrætteret som et halvmenneskeligt monster før (faktisk er denne serie sødere ved ham, for de gør ham dum, men ikke decideret ond!). Ja, det er sjovt. Første gang. Så bliver det trættende. Hvis man ikke er vant til at følge med i amerikansk politik, så vil denne serie være en spand koldt vand i hovedet, fordi der faktisk er overraskende kort fra virkelighed til tegnefilm. Mange af de ting Trump siger eller gør er noget, han har sagt i virkeligheden, bare sat i andre sammenhænge. Det kan godt virke lidt skræmmende, og så kan man grine lidt usikkert mens man ser på sin sidemand. ”Haha… godt det ikke er her i Danmark…” kan man så sige, mens man klikker over på Game of Thrones med en lidt hård knude i maven. ”Tænk at de faktisk har sådan nogle politikere.” Ja, tænk engang. Og tænk engang, at man ikke, når man nu har muligheden, laver en serie med noget mere dybde i, og faktisk i stedet for bare at gøre grin med en præsident der (indrømmet) nærmest selv beder om at blive gjort grin med rent faktisk kunne lave et ordentligt politisk komedieshow.

(Foto: Our Cartoon President/SHOWTIME)

Hvis læserne husker shows som Spin City som i slutningen af 1990’erne tog ret tykt gas på det politiske system i New York, så var det det, jeg havde håbet at se i Our Cartoon President. Det fik jeg ikke. Men jeg grinede da en fem-seks gange på en episode. Det er altså heller ikke at foragte!

Derfor bliver antallet af hjerter kun to ud af seks for mit vedkommende. Men hvis du ikke er vant til Trump-historier, og godt kan lide din humor lidt plat, kan du godt lægge i hvert fald én til på, og måske endda to.

Læs også: Anmeldelse af Rick & Morty

Læs også: Anmeldelse af High Maintenance

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *