Anmeldelse af Peaky Blinders sæson 1 og 2

(Foto: Peaky Blinders/C More)

Denne anmeldelse er af sæson 1 og afsnit 1-3 af sæson 2

Vi elsker serier, og vi elsker Peaky Blinders. Serien, der kan ses på C More, har det der skal til, hvis man holder af historisk inspireret drama, pludselig action og gangstermiljøer. Den foregår i Birmingham i 1919, i en periode, hvor det engelske imperium går fra at være verdens absolutte stormagt, til at være en marginaliseret spiller på den globale scene, der kæmper med utallige interne problemer. Eksempler på dette fra serien er krigen mod IRA og gryende kommunistiske strømninger, der blandt andet bunder i dårlige forhold for en stadig voksende arbejderklasse i et højt industrialiseret samfund.

Midt i alt dette står familien Shelby – og særligt de to brødre, krigsveteranerne Tommy og Arthur (Arthur er ældst, Tommy er klogest). Ved seriens begyndelse er Shelby’erne nærmere en bande end en decideret mafia-organisation, og deres primære speciale er vold. Vi følger derefter deres kurs mod toppen af den kriminelle underverden, med alt hvad der dertil hører af likvideringer, interne og eksterne magtkampe og udvidelse af forretningen til mere organiseret kriminalitet.

(Foto: Peaky Blinders/C More)

Centralt i denne udvikling står den næstældste bror Tommy, der (både qua egne evner og storebroderens uduelighed) styrer familiens forretninger med enevældig og uanfægtet autoritet. Tommy spilles af Cillian Murphy (28 Days Later, The Dark Knight Trilogy og Inception), som leverer en karrieredefinerende præstation. Han forener Tommys tænksomme og traumatiserede sider med hans til tider eksplosive temperament på imponerende vis. På historiens eget plan er hans storebror Arthur en komisk figur, der som nævnt ikke formår at leve op til sin medfødte status. Men på skuespillets plan er Paul Andersons (Sherlock Holmes: A Game of Shadows) portræt af Arthur bestemt ikke noget at grine af. Han formår at fremhæve Arthurs indre tragedie gennem en underspillet – men altid nærværende og bemærkelsesværdig – tilstedeværelse. Topkarakter herfra! Helen McCrory (The Queen og Fearless) spiller også glimrende som den klassiske ’the woman behind the man’ – dog ikke som Tommys kone, som klichéen ville foreskrive, men som hans tante, Polly.

Det absolut fedeste ved Peaky Blinders er dog den rå kropslighed som igen og igen gør serien voldsom og tiltrækkende. Med kropslighed mener jeg både de meget konkrete voldsscener, hvor lyde og syn af knækkede tænder, skærende barberblade og knoglepulveriserende spark giver seeren en fornemmelse af at være med helt nede i materien. Men jeg mener også det generelle indtryk, man får i serien, af kroppen som en (i modsætning til i dag) helt central del af menneskenes overlevelse. Vi møder fabriksarbejdere, smede, bryggere, prostituerede osv. Kroppene bruges, de omsættes til penge og mad, og de ødelægges langsomt af denne aktivitet. For et menneske i vores egen tid fremstår dette uvant på grænsen til det eksotiske. Jeg er i hvert fald fascineret af seriens meget malende beskrivelse af kroppens funktion i et industrielt samfund som datidens England.

(Foto: Peaky Blinders/C More)

I begyndelsen af sæson 2 bliver et af seriens centrale temaer ekspliciteret. Under bortskaffelsen af liget af en mand, Tommy har likvideret, skynder han på sine brødre med ordene: ”Kom nu! Vi gjorde det tusinde gange i Frankrig!” (som soldater i 1. verdenskrig). Gennem denne replik, kan man se Peaky Blinders som en kommentar til en problematik, der også er aktuel for os danskere – problematikken omkring hjemvendte soldaters gen-indlemmelse i det ’normale’ samfund. I Danmark har vi pt en opgave foran os med hensyn til de hjemvendte Syriens-krigere, og skal vi tro på tendensen i Peaky Blinders, står vi overfor en betydelig udfordring. Serien viser nemlig det nærmest umulige i at få folk, der er blevet mærket af at have stået ansigt til ansigt med lovløsheden (naturordenen), til at smide dette mærke og på ny indgå i et juridisk samfund (en kulturel orden). Tommy og resten af banden er mentalt set stadig i Frankrig. Dette er serien igennem både deres velsignelse (det gør dem til mønsterkriminelle) og forbandelse (de gør mentalt vold på sig selv).

Vi glæder os til 17. november, hvor 4 sæson af Peaky Blinders bliver ’frigivet’. Indtil da kan denne anmelder se frem til resten af sæson 2 og hele sæson 3!

Prøv C More gratis i 14 dage. Se mere her.

Læs også: Disse serier skal du se på C More i november

Læs også: QUIZ: Hvilken rå Peaky Blinders-karakter er du?

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Hvad synes du om serien?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *