Anmeldelse af Perfekte Steder

(Foto: Andreas Omvik/TV 2)

TV2 Zulus nye serie ’Perfekte steder’ er ved at komme godt i gang. Der ligger fire afsnit på TV 2 Play, og ud over de almindelige afsnit ligger der også nogle små ekstra videoer med personerne, som skal ses mellem de egentlige afsnit. Ser du serien på TV 2 Play, starter de små afsnit automatisk efter de store afsnit. Og de må ikke springes over, for de indeholder faktisk en del afgørende handling. ’Perfekte steder’ foregår i realtid; dvs. at den ikke springer i tid. Handlingen i hvert afsnit varer altså nøjagtigt de 24 minutter, som afsnittet tager. Derfor ville det også være svært at lave ‘Perfekte steder’ uden de små ekstraafsnit, for de giver først og fremmest indsigt i, hvad der sker mellem de egentlige afsnit.

Serien handler om Rose og Tobias, og hvad der sker i deres liv, da de mødes tilfældigt og bliver uforklarligt og øjeblikkeligt forelskede i hinanden. Set udefra forstår man det ikke 100%, men sådan er det selvfølgelig tit med andre folks forelskelser. Tobias har en fast kæreste, så det er bestemt ikke meningen, at han skal forelske sig. Rose vil ikke have en kæreste. Så det er selvfølgelig heller ikke meningen, at hun skal forelske sig.

Det føles lidt forceret, den måde historien udfolder sig, og begge personer er ret stereotype. Tobias er karrieremand – han er jurist og går altid i jakkesæt, og han kommer fra en familie, der forventer meget af ham. Hans mor er også jurist og blander sig i hans karriere. Han har en sød kæreste, som han har været sammen med i 8 år. Bortset fra forholdet til kæresten, som egentlig fungerer meget godt, føles det meget klassisk alt sammen. Der er ikke noget nyt i historien om den unge karrieremand med den lige så karrieremindede familie (med undtagelse af den obligatoriske, oprørske lillebror, der spiller rollen som det sorte får i den her sammenhæng).

Rose er Tobias’ totale modsætning (hvad skulle hun ellers være?). Hun arbejder i parfumeafdelingen i Magasin og drømmer om noget andet. I starten af første afsnit bliver det klart, at hun har fået afslag på noget – formentlig drømmeuddannelsen, men vi får ikke mere at vide. Rose er en fri fugl og vil ikke have en kæreste, selvom hun har en ivrig bejler i Silas, som hun holder lidt hen. Intet i hendes liv føles permanent. Hun bor sammen med en veninde, og hun kan ikke lide sit arbejde. Hun ses med Silas, men stikker af, så snart han vil lære hende at kende. Hun virker rodløs og egentlig ret ked af sit liv.

Meget af dialogen i ‘Perfekte steder’ virker kunstig. Desværre ender man tit med at tænke, at ingen nogensinde ville udtrykke sig sådan. Det er mest tilfældet med kvinderne, især Roses roommate, som opfører sig enormt unaturligt – nok fordi hun er den mest stereotype i hele serien. Det er meningen, at hun skal være det skøre indslag, men hun virker bare overdrevet.

Da Rose og Tobias mødes, sætter det gang i noget hos dem begge to. De kan ikke glemme hinanden. Som før nævnt er det lidt svært at forstå. De mødes uden for en restaurant, hvor de har en akavet samtale. Og det gør åbenbart et uudsletteligt indtryk på dem begge. Man kunne godt ønske sig, at Mikael Wulff (der har skrevet serien) havde sat sig ned og set den fantastiske film ’Before Sunrise’. Ligesom ’Perfekte steder’ handler den om det tilfældige møde mellem en kvinde og en mand, der fører til kærlighed – men i ’Before Sunrise’ er dialogen så fantastisk, at man med det samme forstår, at her er to mennesker, der blev født til at tale med hinanden. Det når man ikke til i ’Perfekte steder’, fordi det hele virker lidt fladt, når personerne snakker sammen.

Men der er også gode ting at sige om ’Perfekte steder’. De to hovedpersoner virker måske lidt akavede, når de snakker sammen, men begge skuespillere gør et fantastisk arbejde med kropssprog og ansigtsudtryk. Uden ord formår de at få os til at forstå, at de går rundt i den der boble, hvor man længes efter noget, og intet føles rigtigt. Den der fornemmelse, hvor man har ondt i maven hele tiden og ikke kan koncentrere sig. Den rammer de så godt, at man kan mærke det gennem skærmen. På samme måde fungerer det bare, når de to får øje på hinanden. Man tror på, at de skal være noget for hinanden. Og uanset hvad jeg ellers har skrevet i denne anmeldelse, så blev jeg grebet af den følelse.

Det kan sagtens være, at Perfekte Steder lige skal nå at finde sig selv. Det har man jo set med masser af serier – at de lige skal i gang, før de bliver gode. Jeg medgiver også, at jeg måske ikke er i målgruppen, som nok er 10-15 år yngre end mig. Og det skal siges, at jeg regner med at se resten af afsnittene for at se, hvordan den udvikler sig. Se den endelig og giv den en chance – men forvent ikke et mesterværk.

Læs også: Nu er Danmarks mest eksklusive Serieklub endelig en realitet!

Læs også: Danskerne er de tredjebedste serie-bingere i verden!

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *