Anmeldelse af Rick & Morty

Opdateret

(Foto: Rick and Morty/Adult Swim)

Hvorfor er folk pludseligt nærmest besat af at McDonalds får en udgået McNugget-sauce tilbage? Og hvad betyder Wubba-Lubba-Dub-Dub egentlig?

Det er svært ikke at irritere andre, når man er fan af ’Rick and Morty’. Citaterne flyver fra ens mund, og man vil helst ”omvende” så mange som muligt. Jeg er selv kæmpe ‘Rick and Morty’-fan. Min kaffekop og mit telefoncover er prydet af psykedelisk fan-art fra selvsamme serie, og jeg har efterhånden set de to første sæsoner en del gange, og glæder mig til at se tredje sæson igen, mens jeg (u)tålmodigt venter på fjerde sæson, der endnu ikke har fået en premieredato.

Animationsserien fra Cartoon Networks voksenafdeling, Adult Swim, har hurtigt og sikkert opnået et kultfølge, der troligt kigger med, når den fordrukne og bøvsende videnskabsmand Rick Sanchez drager ud på intergalaktiske eller interdimensionelle eventyr sammen med sit IQ-udfordrede barnebarn, Morty.

Tredje sæson er netop blevet afsluttet på Netflix, og vi var mange der råbte med, da drueagurk-udgaven af den blå-hårede bedstefar råbte ”I’m Pickle Rick y’all!” i tredje afsnit. Intet er helligt, og serien er, i mangel på bedre sammenligning, en outreret udgave af ’Fear and Lothing in Las Vegas’ i rummet, hvor Rick ikke er bleg for at indtage langt kraftigere substanser end blot alkohol… Og det er vanvittigt sjovt.

Serien er skabt af Justin Roiland og Dan Harmon, der selv har sammenlignet den med en blanding af Matt Groenings ’The Simpsons’ og ’Futurama’, hvor fortællingen om en families dynamik blandes med en ordentlig omgang science fiction, med ekstra rum-eventyr på toppen. Visuelt er der også ligheder med Groenings serier, men også ’Regular Show’ og Pendleton Wards ’Adventure Time’.

Rick har en anarkistisk-nihilistisk tilgang til livet, og er ikke bleg for at gøre opmærksom på, at han er den klogeste i universet og alle parallelle dimensioner, hvilket også tematiseres flere gange gennem de tre sæsoner serien indtil videre består af. En af hans gentagne slogans er ”Wubba Lubba Dub Dub!”, der umiddelbart fremstår som ren volapyk men faktisk betyder :”I am in great pain. Please help me”.

Afsløringen leveres i øvrigt af den fabelagtige karakter, og Ricks bedste ven, Birdperson. Der er ingen tvivl om, hvor meget sjov de har haft med at finde på figurer som Mr. Poopy Butthole, Principal Vagina og Abradolph Lincler. Sidstnævnte er resultatet af Ricks eksperiment med at blande DNA fra Abraham Lincoln og Adolf Hitler… Ja, sammenligningen med den danske satireserie ’Casper og Mandrilaftalen’ er nærliggende, og det er en af grundene til, at ’Rick and Morty’ er så sjov. Blot det at kalde et underligt værktøj for en ’Fleeb’. Hvad i alverden skal det bruges til, spørger du måske? En Fleeb skal da anvendes til at lave Plumbuses!

Læs også: Danskerne er de tredjebedste serie-bingere i verden!

Justin Roiland er stemmen bag både Rick og Morty, og deres dialog er delvist baseret på improvisationer over en fastlagt plot-udvikling i et afsnit. Resultatet er en sammenhængende historie med dele af sort humor, der ikke altid giver lige meget mening, men stadig formår at være ekstremt morsomt. Jeg har sjældent grinet så meget af en serie som da Rick og Morty ser intergalaktisk tv (kabel-tv med adgang til hele universets kanaler), hvor en filmtrailer hvirvler ud af kontrol og selv Roilands afsluttende, opgivende latter er taget med.

Udover Rick, og hans barnebarn Morty består persongalleriet bl.a. også af Ricks datter Beth, hendes mand Jerry og Mortys storesøster Summer. De har alle løbende fået større roller, og særligt Beth og Jerrys ægteskab fylder mere i den tredje sæson.

Siden første sæson, hvor vi lærte, at Rick var vendt tilbage til datteren Beth og hendes familie efter at have været fraværende hele hendes barndom, er universet kun vokset. Episoderne er bygget op om en meget klassisk heltestruktur, hvor hver episode er centreret omkring et problem, der skal løses af de to hovedpersoner, og til sidst resulterer i en opretholdelse af status quo. Det giver plads til kreativiteten, og det er på ingen måde svært at gense, for der er massevis af referencer. Eksempelvis i ”The Ricklantis Mixup/Tales from the Citadel” er der referencer til ungdomsfilmen ’Stand by Me’ og Antoine Fuquas ’Training Day’. I øvrigt får ’South Park’ også en lille bemærkning med på vejen i finaleafsnittet.

Første afsnit i den seneste sæson afsluttes med en lang enetale, hvor Rick beskriver et af hans store mål i livet. Nemlig at finde en dimension, hvor McDonald’s stadig sælger den særlige Szechuan sauce, som de lancerede i forbindelse med premieren på Disney-filmen ’Mulan’ i 1998. Det har resulteret i, at McDonald’s indvilligede i at genudsende den særlige nugget-sauce, som efterfølgende mundede ud i at flere af fast food-kædens restauranter blev løbet over ende af ivrige fans.

Sæson 1-3 af Rick & Morty kan ses på Netflix.

Læs også: Nu er Danmarks mest eksklusive Serieklub endelig en realitet!

Læs også: Spritny Stranger Things-trailer byder på meget mere uhygge

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *