Anmeldelse: Ryan Murphy taber babyen med sæson 9 af ‘American Horror Story’

American Horror Story sæson 9/Disney

American Horror Story er en liter blod, et skrig og en sæson for lang.

Jeg havde glædet mig til at se American Horror Story, da jeg er en kæmpe fan af de originale slasher-gysere fra slut 70’erne, der virkelig fik succes i 80’erne.

Det betød også, at jeg havde høje forventninger til Ryan Murphys niende sæson af American Horror Story, der har draget inspiration fra de helt klassiske film som Fredag den 13. og Halloween.

Desværre var mine forventninger for høje og indsatsen fra skaberne alt for lav til, at jeg kunne nyde sæsonen.

Lejr på sted for massakre

Det er sommer i Los Angeles i 1984, og midt i The Night Stalkers færden og ondskab finder man højtaljet træningstøj, skovsneglsoverskæg og stoffer. Efter den generte og uskyldige Brooke (Emma Roberts) bliver overfaldet og næsten dræbt af The Night Stalker, tager hun og fire andre venner til den nyligt genåbnede Camp Redwood for at være ledere i fem uger og dermed slippe lidt væk fra L.A – og The Night Stalker, der terroriserer byen.

LÆS OGSÅ: Nye serier på Viaplay, Apple TV+, Paramount+, Disney+, C More, Xee og DR TV i maj 2021

De finder dog hurtigt ud af, at Camp Redwood ikke kun er en lejr – det var også stedet for en voldsom massakre, da lejrens forvalter, Mr. Jingles (John Carroll Lynch), gik amok, dræbte de unge og skar deres ene øre af.

Lejren er genåbnet af den eneste overlevende fra overfaldet, nemlig den überreligiøse Margaret Booth (Leslie Grossman), som ikke tager let på drenge og piger, der er i samme rum.

Ryan Murphy taber for alvor babyen på gulvet

Det virker til at være et perfekt set-up for American Horror Story, men det er, som om at historien falder til jorden undervejs. Faktisk kedede jeg mig lidt undervejs, hvilket jeg ikke rigtigt har oplevet i AHS-fortællinger før. Det blev for meget hofterokkeri, overskæg, sexjokes, stoffer og jokes om stoffer, og generelt ramlede stereotyperne fuldstændigt sammen på en egentligt ret kedelig og uværdig måde.

Jeg kan selvfølgelig forstå, at de skal være der; 80’erne var jo intet uden afbleget glamrock hår og alt for korte neonshorts, men når man ikke når igennem to sætningen uden ”kodylt” eller snak om tidens populærkultur, så bliver man sgu en kende øretræt. Jeg elsker, når der er små hints eller lignende, der bliver kastet lidt skødesløst rundt, men når man får proppet det i halsen sammen med rigelige mængder ”fed røg”, så taber det altså lidt ilden.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Tempoet skrues op i fjerde sæson af ‘The Handmaid’s Tale’

Jeg må også ærligt erkende, at jeg allerede fra første afsnit blev godt og grundigt irriteret, fordi de dykker ned i endnu en rigtig person, nemlig Richard Ramirez AKA The Night Stalker. Jeg hader, når en serie tager kreativ frihed med en person, der rent faktisk har eksisteret, især når det handler om en seriemorder. Lige der skal man altså tilgå det med respekt og ikke fordreje historien for meget, fordi rigtige mennesker har lidt – og her taber Ryan Murphy altså for alvor babyen på gulvet.

Mangler liv

Det er ikke, fordi vinklen ikke er interessant – for det er den – men når Ramirez lige pludselig bliver hyperfikseret på en bestemt pige og forfølger hende, hvor han derefter ender med at være lidt en slags helt (!?!?!?) og samtidigt en, man tydeligt skal ynke lidt, så får jeg altså en dårlig smag i munden. Det er ikke okay at lave en så voldsom skævvridning på en så ond person, som American Horror Story formår at gøre.

De skal dog have ros for at finde en skuespiller, der ligner den rigtige Ramirez godt – selvom Zach Villa, der spiller ham, er alt for pæn til sin onde, virkelige modpart.

LÆS OGSÅ: Svensk gyserserie med danske Jonathan Harboe på vej til Viaplay

Det er også, som om der mangler liv. Selvom gæstestjerner som John Carroll Lynch (der virkelig gør det eminent som seriemorder med nogle voldsomme komplekser), Don Swayze og Dylan McDermott tilføjer en masse nyt til serien, så kan man tydeligt mærke manglen på nogle gamle mainstays som Evan Peters og Sarah Paulson.

Trættende skuespil

Det virker lidt, som om lyden er gået af fløjten, og det kan virkelig mærkes på skuespilspræstationerne, især fra Billie Lourd, som jeg ellers har været en kæmpe fan af siden AHS: Election. Hun virker overspillet og opgivende på en og samme tid. Det er ellers interessant, fordi netop hendes karakter kunne være blevet meget mere, end den blev til. Hun blev på en eller anden måde degraderet til at blive sexobjekt og sexkilling fremfor den viljestærke kvinde med ben i næsen, hun i tidligere afsnit blev fremstillet som.

Jeg er også enormt træt af Emma Roberts i hendes rolle som Brooke. Hun har før spillet den hysteriske kvinde til absolut perfektion (se bare Scream Queens eller hendes tidligere roller i American Horror Story), og skiftet til den ”søde” og uskyldsrene kvinde med en tragisk baggrund føles på en bizar måde hult og enormt falskt. Faktisk er det svært at tro på, fordi hun ikke passer på den rolle, hun er blevet pålagt.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Tredje sæson trækker ‘American Gods’ tilbage på lidt mere sikker kurs

Desuden er det lidt ligesom at blive stukket i øret med en issyl, når jeg hører Matthew Morrison tale. Han sender mig simpelthen ud i en irritations-stratosfære, jeg sjældent kommer ud til, og når det bliver koblet sammen med ”se min store, tykke, penis”-jokes (der er hans eneste personlighedstræk, åbenbart), fik jeg faktisk lyst til at spole over alle hans scener.

Det hele bliver i grunden tungt og træt og sørger virkelig for, at man skal anstrenge sig som seer for at gide at følge med.

Overfortalt og skåret ud i pap

Det ville måske have været mere udholdeligt, hvis det hele ikke var blevet serveret på et sølvfad. Det virker til, at seeren er blevet tænkt noget dummere end i tidligere sæsoner, og det påvirker i den grad oplevelsen.

Jeg sad tilbage med en følelse af, at der ikke rigtigt kom noget, jeg ikke havde forudset – det gjorde der virkelig ikke – og det ærgrer mig virkelig.

LÆS OGSÅ: Streamingguide til Star: Tips til gode film og serier på Disney+

Tidligere sæsoner har været sindssygt gode til at trække historien eller historierne i en masse forskellige retninger, inden de ramler sammen i en fantastisk symfoni. Her falder de forskellige historier over hinanden, og det virker, som om at sæsonen kun var tiltænkt fem afsnit, ikke ni, for der er så meget unødvendigt og udpenslet fyld, at man næsten ikke kan se skoven for bare træer. Fx med den underlige sammenkobling af seriemorder, slasher-camp midt ude i skoven og spøgelser (!?) – blandt andet gennem en vandrer, der konstant bliver slået ihjel og genoplivet.

Blod og kedsomhed i lange baner

Jeg kedede mig. Jeg blev ikke spændt eller overrasket undervejs, og jeg sad oftere tilbage med mere skuffelse end glæde over at skulle se næste afsnit. Dog vil jeg anerkende, at visse skuespillere virkelig løftede niveauet – jeg knuselskede John Carroll Lynch som Mr. Jingles, og Cody Fern som indebrændt måske/måske ikke homoseksuel er perfekt.

Desuden har Ryan Murphy ramt helt rigtigt, når det kommer til stemning og lokation – musikken er superflot spundet sammen med plottet, mens skovene, hytterne og de omkringliggende områder er helt perfekte til en klassisk fortælling om en sommerlejr, der hører til i en gyser.

Med det sagt: jeg mener, at American Horror Story har haft sin storhedstid, der helt ærligt sluttede med American Horror Story: Hotel, og derefter bare har været ligesom at trække tænder ud uden bedøvelse: unødvendigt smertefuldt og langtrukkent, uden en synlig gevinst i den anden ende.

LÆS OGSÅ: Fra komedie til gys: 6 gode film på Viaplay

Alt i alt er det ikke ligefrem en sæson, der har imponeret mig. Jeg vil måske nærmere foreslå, at man ikke ser den her, hvis man er glad for 80’ernes slashere, men ser de film igen og helt undgår denne sæson af American Horror Story. Man er i hvert fald mere underholdt den vej igennem, og der er ikke fyldt med unødvendige penis-jokes.

Fakta om ‘American Horror Story’ sæson 9 (også kaldet ‘1984’)

Instruktør: Bradley Buecker, John J. Gray, Mary Wigmore m.fl.
Manuskriptforfatter(e): Ryan Murphy & Brad Falchuk
Medvirkende: Emma Roberts, Billie Lourd, Matthew Morrison, Cody Fern m.fl.
Afsnit: 9
Premieredato: 18. september 2019
Streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Fra Zack Snyder til Leonardo DiCaprio: 5 film vi glæder os til på Netflix i 2021

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: I’m Thinking of Ending Things er et mareridtsagtigt psykologisk drama

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i maj 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like