Anmeldelse: Sæson 2 af DR-serien ’Hooligan’ er en skøn mavepuster

Første sæson af DRTV-serien Hooligan smadrede sig vej til skærmen i november 2021. Udgangspunktet var fodboldtalentet Mads (August Carter), der får ødelagt karrieren af en hård tackling for den fiktive klub HB. Et spinkelt håb om en livsforandrende knæoperation sender ham på en frenetisk tur på arbejdsmarkedet.

Der er derigennem, at han møder arke-jyske lune Lasse (Frederik Emil Mathiasen), der introducerer Mads til det aalborgensiske hooliganmiljø omkring HB. Lederen var Lasses karismatiske og afstumpede storebror Jønsson (Morten Agerholm Jensen), som også havde en narko-geschæft.

Efter at have brugt hooligan-gruppen som tæskehold røg Jønsson i spjældet, og Lasse, Mads samt kammeraten Nicklas (Gustav Gleerup Jeppesen) blev de nye kokain-chefer i Jomfru Anne Gade.

Og det er der, anden sæson af Hooligan lægger ud. Trioen er på toppen. Forretningen går strygende, og pengene strømmer ind. Tricket med at bruge farvekodede billetter til garderoben, som kunden så kan bytte til narko, har været en mindre genistreg, da politiet aldrig kan fange dem med stoffer på sig.

Men nu bliver Jønsson løsladt fra fængslet, og han vil have sine ting tilbage. Og da drengene har brugt alle pengene og narkoen, sættes jagten desperat ind på nye forsyninger. For Jønsson fik sine leverancer fra nogle folk, der er på et helt andet hensynsløst niveau, end hvad gutterne hidtil har været i nærkontakt med.

Et professionelt frispark

Seriens titel Hooligan føles umiddelbar lidt ude af trit med seriens indhold her i anden ombæring. Hvor første sæson var klart forankret i det ultra-voldelige miljø – med skovslåskampe und alles – er den del sat i baggrunden.

Der er ingen nævekampe eller fodbold i syne i de tre første afsnit af anden sæson. Så hvis det var det store hook for en i forrige ombæring, bliver man umiddelbart skuffet her.

Det er der dog ingen grund til. For Hooligans helt store styrke, var og er stadig, dens stærke portrættering af rodløse unge mænd. Selvom baggrundsgalleriet blandt fodboldbøllerne var til den karikerede side, med stjernepsykopaten Lille Klaus (Mads Winther Nielsen) som den suverænt mest mindeværdige, var skildringen af Mads og Lasse rigtig gode.

I særdeleshed sidstnævnte var fremragende. Øgenavnet Lasse Langsom leder umiddelbart tankerne hen på en enfoldig bi-karakter, der bare skal være dum. Men serieskabere og hovedforfattere Christina Øster og Thor Wissing Lange nuancerede drengerøven virkelig flot.

Derudover skal der gives stor cadeau til Frederik Emil Mathiasen, for med indestængt intensitet at brænde igennem som Lasse. Hans tilstedeværelse emmer af stoisk ro på overfladen, men kropssproget og øjnene vidner om en storm af følelser og tanker. Oftest kommer de kun ud af form i korte og præcise bemærkninger – man er vel jysk.

Ny stjerne på holdet

Hvor Mads besad en fremtrædende rolle sidst, er han nu rykket en tak tilbage på banen. Hele hans historie om at tjene penge til den livsændrende operation bliver hurtigt italesat. Det gik simpelthen ikke. Et emne og traume, han ikke helt virker til at have bearbejdet. Nu gælder det bare om at lave penge og damer med gutterne.

Ny spydspids er i stedet Jønsson.

Han indlogeres efter løsladelsen hos sin og Lasses far, som han ellers har et rimeligt anspændt forhold til. Langsomt får vi indblik i, at han skylder penge til skrupelløse gangstere. Og efter turen bag tremmerne, har Jønsson ikke længere den status, han engang havde.

Det gør det unægtelig ekstra svært at få indsamlet det, han skylder. Morten Agerholm Jensen leverer i mange henseender en præstation a la Mathiasen. Dog med en mere brutal undertone. For det første er der dobbeltspillet overfor faren, hvor Jønsson agerer den angrende søn, som nu prøver at bedre sin tilværelse.

Det er dog blot en facade. Indeni er han rasende og bange. Vred over at være blevet røvrendt af de andre og rædselsslagen for at blive slået ihjel af gangsterne.

På vej mod toppen

Der er en snert af Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi, hvor første film introducerede en til universet, og i de efterfølgende lod mindre karakterer overtage scenen. Hooligan er ikke helt deroppe på niveau, men den er rigtig godt på vej.

Om ikke andet er det en fornøjelse at se en kvalitetsserie, der foregår et andet sted end i København. Men ikke på den ”Se, vi er i Jylland”-måden. I stedet er det subtil brug af områder og scenerier, der for kjøwenhavner-snuder nødvendigvis ikke vækker genkendelse, udover et name-drop af Jomfru Ane Gade i ny og næ.

Hooligan er på vej mod noget rigtig godt. Hvordan det hele ender, kan man kun gisne om, men hvis udviklingen fortsætter med de gode karakterportrætter og de spændende historier, tegner fremtiden lovende for Aalborgs finest.

Fakta om ’Hooligan II’:
Instruktør: Emil Falke og Kristian Håskjold
Manuskriptforfatter: Thor Wissing Lange, Frederik Ringtved, Darshika Karunahara
Medvirkende: August Carter, Frederik Emil Mathiasen, Morten Agerholm Jensen mfl.
Antal afsnit: 7
Anmeldelse: 3
Land: Danmark
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 16. december
Dansk streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: De 10 bedste danske serier i 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Simon Kvamm og Finn Nørbygaard er fremragende i DRTV-serien 'Guru'