Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Simon Kvamm og Finn Nørbygaard er fremragende i DRTV-serien 'Guru'

AfClaus Nygaard Petersen
23. november 2022
Finn Nørbygaard og Simon Kvamm som far og søn i anden sæson af DRTVs fremragende komedieserie 'Guru'
Foto: DR

Del artikel

Anden sæson af DRTVs satirekomedieserie om selvhjælpsfusentaster er fyldt med godt skuespil og hysterisk morsomme situationer.

En af sidste års helt store oplevelser i det danske serieland var Simon Kvamms DRTV-serie Guru.

I en perfekt satirisk spidning af hele selvhjælpsbranchen, gestaltede multitalentet på fornem vis lifecoachen Andreas Mertz. Efter at have boet i København i flere år flytter han tilbage til barndomsbyen Silkeborg, hvor han forsøger at slå igennem med sin nye selvhjælps-gesjæft.

Samtidig betyder mødet med hjemstavnen en konfrontation med fortiden, hvor selvhjælpsguruen in spe ikke har haft den bedste tid. Den overfladiske kjøwenhawner har svært ved at navigere i det jyske lune, og følelser er som regel et fremmedord for ham.

Det handler nemlig om at gå selv. Eller det gjorde det.

For her i anden ombæring, har Anders – som han nu hedder, efter at forlaget i første sæson printede det forkerte navn på hans bog og fik ham snøret til at tro, at det var bedst for PR – set lyset.

”Gå sammen,” er det nye mantra. Inspirationen kom, ifølge ham selv, under EM i 2021, hvor landsholdet viste og skabte en nærmest ustoppelig fællesskabsfølelse. Og det er i den grad noget for en opportunistisk hustler som Anders.

Namaste, røvhul


Alt er skrald i hans øjne, hvis ikke det går præcis, som han vil have, at det skal gøre. Han er en formidabel patetisk eksistens, der langt hen ad vejen ikke er i besiddelse af nogen følelser. I hvert fald ingen form for empati eller sympati. Hvis ikke det var fordi, han blev fremstillet så latterlig, som han gør, ville der ikke være langt fra en skræmmende psykopat som Patrick Bateman til Anders Mertz.

Men komik er der masser af, især på bekostning af ham.

Nogle af de mest mindeværdige scener fra første sæson, var Anders Mertz’ egen terapisessioner med hans egen coach Master Fenn (Frederik Cillius). Drysset ud igennem hvert afsnit ser vi, hvor det er, Anders får sine idéer fra. Det er klassisk 'tom luft'-floskler og selvhjælpsteknikker, der har været brugt i flere år, men med variationer til den enkelte tidsånd.

Nu er turen kommet til buddhisme, men det er ikke lige frem peace and love, som den koleriske Fenn prædiker. Næh, det er en guide til at være en egoist, som ikke skal føle nogen som helst skam eller dårlig samvittighed for de valg, man tager.

En licens til at være et dumt svin om man vil.

Har du været far for din far?


Der er ét element, der trumfer dette. Navnet er Erik Mertz, diabolsk spillet af Finn Nørbygaard.

Han er far til Anders og legemliggørelsen af alt det, som sønnike så desperat forsøger at være og sælge til andre. Den succesfulde arkitekt giver ikke en fuck for, hvad andre mennesker tænker om ham. Eller i hvert fald Anders, som han ikke forsømmer et eneste øjeblik fra at fortælle, hvor skuffende en søn han er.

Var der nogen, der sagde daddy issues?

Guru kan i den forstand ses som Andreas/Anders’ ubevidste forsøg på at gøre op med alle de komplekser, hans barndom har givet ham. Eller også er han bare det samme slags røvhul som sin far.

Nørbygaard er fremragende som papa Mertz. Han formår at udøse tilforladelig levemand, lige indtil han åbner munden og sender en sylespids replik afsted. Ofte er de sagt med en væmmelse i stemmen, så man får lyst til at kigge væk eller undskylde på vegne af, hvem end der er modtager af foragten.

A-holdet


Veninden/surrogatmoderfiguren Vandala (Kirsten Lehfeldt), som Anders havde sex med i første sæson for at få adgang til en kontaktliste over byens forretningsdrivende, er wannabe-guruens største cheerleader. Altid klar med et opmuntrende ord til at lette stemningen eller trøste det lille pus. Men heller ikke mere blåøjet end, at hun godt kan se, hvornår noget ikke holder.

Og så er der Allan (Kasper Nielsen), Anders’ lettere inkompetente forretningspartner og forlægger. Ham, der stavede hans navn forkert, så han måtte ændre det fra Andreas til Anders. En klaphat af episke proportioner og ufrivilligt sjov som ind i helvede, hver gang han åbner munden.

Skuldborgs finest Brian Lykke og Kasper Nielsen er eminente, ditto med Kirsten Lehfeldt. Der er sublim komisk timing i alt, hvad de gør. Kombineret med nytilkomne Alexander Clement som yogalæren Sune ser man de spæde træk til guruens uduelige kult.

Simon Kvamm, med tilpas latterlig man-bun und alles, formår elegant at vække hele følelsesregistret hos seeren. Ubesværet skifter han fra komik til urovækkende, blot ved at justere på intensiteten i øjnene og løsne/stramme ansigtstrækkene.

Det er nu, man skal stå på i Guru. For du vil gerne være med i kulten, ik’ Mulle? Vi går derind sammen.

Fakta om 'Guru II':
Instruktør: Oliver Zahle
Manuskriptforfatter: Rasmus Horskjær
Medvirkende: Simon Kvamm, Frederik Cillius, Brian Lykke, Finn Nørbygaard, Kirsten Lehfeldt, Kasper Nielsen, Alexander Clement mfl.
Antal afsnit: 6
Land: Danmark
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 25. november 2022
Dansk streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Bad Bitch' er en af de vigtigste DR-serier i lang tid

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 'Orkestret' er den sjoveste serie jeg har set i år!

LÆS OGSÅ: De 5 bedste danske serier – nogensinde

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser