Anmeldelse: ‘Slow Horses’ viser Gary Oldman i topform i en stærkt vanedannende spionserie

Spionhistorier er en fortærsket genre, som ikke er nem at tilføre noget nyt. Alligevel lykkes det for den britiske serie Slow Horses på Apple TV+ at føles som et friskt pust, og allerede det er noget af en bedrift. Første sæson kom i sommer, og allerede her i december bliver den fulgt op af anden sæson. At jeg ikke er den eneste, der har fundet serien stærkt vanedannende, understreges af, at sæson 3 og 4 allerede er bekræftet. Dem må vi desværre vente til næste år med at få.

En ildelugtende Gary Oldman

Noget af det forfriskende i Slow Horses, der oversat til dansk er blevet til ‘slagtehestene’, er hele præmissen for den spionsektion, vi følger. Slagtehestene er den afdeling, hvor MI5-agenter, der har fucket op i deres karriere, bliver sendt hen. Sendt hen for at blive glemt og gemt.

Afdelingen bliver ledet af Jackson Lamb, en mand, der virker til at have givet op. Også når det gælder hans egen hygiejne. Lamb bliver spillet af Gary Oldman i sjælden ulækker form. Tandbørstning er noget, der sker to gange om året, ifølge ham selv, og håret bliver heller ikke vasket oftere, ud fra dets fedtede længde at dømme. Tøjet har set bedre dage og konstant kommenterer folk på, hvor meget han stinker. Også når han ikke prutter. Faktisk priser man sig lykkelig for, at man ikke kan lugte noget ud gennem skærmen.

Men at bygge en serie op om spionfiaskoer er et velkomment anderledes take på genren, der, selvfølgelig, munder ud i gedigne spionplots.

En genopstået russisk agent

Plottet i første sæson var måske lige lovligt simpelt – en muslimsk mand blev kidnappet af hvide højreekstremister – men det kommer Slow Horses efter her i anden sæson, hvor der også er skruet op for både tempo og action. I seriens åbning ser vi en mand få øje på en anden mand, som han følger efter. Manden, der forfølger, er en pensioneret britisk agent, og manden, han følger efter, er russisk lejemorder. At lejemorderen er ude, tyder på, at en russisk ‘sleeper-cell’ er blevet vækket til live. Det er i hvert fald Jackson Lambs teori, og han sætter den unge, ambitiøse agent River (Jack Lowden) på opgaven om at finde russeren og granske, hvad cellen vil.

Nye agenter i sæson 2

Som altid i spionserier er plottet pakket godt ind i snørklerier, det hører ligesom med til genren. Men det halve af fornøjelsen ved Slow Horses er lige så meget at følge agenterne i Lambs afdeling, hvis hverdagskost er at blive overfuset og svinet til af deres chef. De har alle en historie om, hvordan de er endt lige netop der. Nogle fordi de er superskarpe til deres arbejde, men for autoritets-rebelske til at indordne sig i MI5-systemet. Andre fordi de er, ja temmelig uduelige. I sæson to er der kommet to nye agenter til, Shirley og Marcus. Og særligt Shirley, spillet af Aimee-Ffion Edwards, er en kærkommen, effektiv ny spiller på holdet. Bandende, handlekraftig og med en proper næve.

Forbandet gode skuespilpræstationer

Den anden halvdel af fornøjelsen ved Slow Horses er skuespilpræstationerne. Gary Oldman er i storform og sjældent set bedre. For bag den lade facade gemmer sig en knivskarp hjerne og, langt inde, et hjerte af guld, hvilket kun kommer til udtryk på subtil vis. Han får stærkt modspil af Kristin Scott Thomas, der er den iskolde leder af MI5, og som må sno sig i politiske rænkespil for at bevare den magt, hun elsker.

Også blandt slagtehestene er der fascinerende skæbner, der fordrer godt skuespil. Særligt Saskia Reeves’ Catherine Standish skal fremhæves. Ved første øjekast kan hun syne som en vag, pleasende sekretær, men bag det blide, gemmer sig imponerende ressourcer, der langsomt dukker frem. Leveret med skrøbelighed og elegant stålsathed.

Lang vej til slagtehuset

Serien er baseret på Mike Herrons bøger (sæson 2 er baseret på romanen Dead Lions), men er skrevet af Will Smith. Ikke dén Will Smith, men ham, der også har skrevet Veep og The Thick of It. Og det gør han aldeles underholdende. Der er intelligent plot nok til, at man er tilpas udfordret. Der er glimt i øjet, så serien ikke tager sig selv alt for højtideligt. Og så er der en større fortællebue, så man ved, der er mere at komme efter i de kommende sæsoner. Med andre ord er der alle mulige gode grunde til at kaste sig over slagtehestene, som forhåbentligt endnu har lang vej til at blive aflivet.